De frygtelige totalitære ideologier op igennem historien har alle opereret med en udslettelse af erindringen. For kun ved at fratage mennesket enhver form for minder om den forgangne kultur og historie kan man forme det totalt. De seneste års skånselsløse islamistiske ideologi gør af samme grund et stort nummer ud af ikonoklasmen, hvor den klassiske kulturarv i Mellemøsten destrueres og renses ud af billedet.
Den amerikanske forfatter Lois Lawry udgav i 1993 science fiction-romanen ”The Giver” for at give et bredt publikum indblik i de mekanismer, der fratager mennesket erindring, og hvilke konsekvenser det har for følelsesliv og intellekt. Hun har siden fulgt romanen op med endnu tre, der forfølger sporet igennem en ikke så fjern fremtid.
Scenariet om menneskelig ensretning og hjernevask har siden den kolde krig ligget godt for den amerikanske filmindustri, så det kan ikke undre, at ”The Giver” nu er filmatiseret. Temaet er - som antydet ovenfor - evigt aktuelt og skræmmende, fremtid er også nutid.
Rent visuelt er ”The Giver” en æstetisk nydelse. Den bedste af alle verdener, hvor erindring og refleksionen ikke længere findes, og hvor mennesker lever i en unison og tilsyneladende konfliktfri socialitet, har helt øjensynligt appelleret til scenograferne på filmsættet. Her fremstilles den renskurede utopi som et neofunktionalistisk paradis af rene linjer i farveløs hvidhed. Et klinisk univers, hvor adfærd er reguleret ned til mindste detalje, og hvor tankepolitiet i skikkelse af ikke ”Big Brother”, men ”Big Mother” (Meryl Streep) overvåger enhver ytring.
Men en eller anden form for sentimentalt ressentiment synes dog at trives i det gedulgte. For i hver ny generation udvælges ét menneske til at bærer en viden om fortiden, minderne og det forgangne med sig. I dette tilfælde drengen med det symbolske og plagede navn Jonas (Brenton Thwaites), der mødes med ”The Giver” (Jeff Bridges), den gamle guddommeligt vise mand, der giver erindringen om fortiden videre. Såvel den gode som den onde.
Og da Jonas spiser af det røde æble og får indsigt i alt det, som han ikke vidste, han havde savnet, sættes handlingen i skred. Han takker ikke længere for den barndom, han fik, men ønsker sig en ganske anden. Der bliver tale om en slags sansernes og følelsernes opdragelse, hvor han gradvist sættes i stand til selvstændigt at træffe valg på egne vegne og på de andres. Jonas forvandles fra massemenneske til forførende renæssancehumanist.
Sådan da. ”The Giver” går ikke i dybden med stoffet, og dramaturgisk er historien gennemspillet hundredvis af gange før. På de udenlandske filmhjemmesider er filmen angivet til at vare over 120 minutter; den version, der vises i Danmark er på 89 minutter. Men undervejs får man som seer sin tvivl om de fraklippede minutter kunne føje noget til filmen andet end en ekstra udtynding. For banaliteterne er det eneste, der overvælder i ”The Giver”.
Filmens største problem er, at den humanisme, der advokeres så entusiastisk for, savner lidenskab, sanselighed og martret dybde. De værdier, som erindringens sluser skulle lukke op for og give adgang til, tenderer at være lige så klinisk kedsommelige og konventionelle, som det samfund, den stakkels Jonas er vokset op i.
Nok slås verden om i farver i kraft af den gode Jonas' adgang til erindringens skjulte rum, men de farver er lige så politisk korrekte og konventionelle som én lang reklame for United Colors of Benetton. ”The Giver” giver langtfra nok.
kultur@k.dk