Fronterne i Europa er trukket op mellem stejle ideologer og bløde humanister. Stillet over for flygtningestrømmene er på den ene side de, som stålsat sætter grænser, og på den anden side de, som tvivlende søger løsninger i fællesskabet. Dette skel er ikke nyt, men kløver sig ned igennem Europas historie og rammer et zenit i begyndelsen af 1500-tallet, hvor kontinentet blev delt mellem katolikker og protestanter.
Teologen og tænkeren Erasmus af Rotterdam støbte kuglerne til det humanistiske ideal, som blev afgørende for Luthers reformation. I skrifter som ”Tåbelighedens lovprisning” bekæmpede han kirkens selvtilstrækkelighed og dogmatiske livsanskuelse og insisterede på, at kristendom var forenelig med humanisme. Han tilhørte eliten og var respekteret af alle store overhoveder, men han var samtidig utrolig påpasselig med ikke at ligge i ske med nogen af dem.
Som teolog forsvarede Erasmus menneskets fri vilje, og personligt var friheden også et kardinalpunkt, som han kun allernødigst veg fra. Han forsøgte med al magt at undgå at blive allieret med de kræfter, som dengang kæmpede hårdt om den intellektuelle og åndelige magt.
Men der findes en grænse for, hvor langt den store intellektuelle kan strække sin upartiskhed. Erasmus når grænsen, da den arrige og revolutionære Martin Luther med et smædeskrift ryger sit gamle forbillede ud af rævegraven og tvinger ham til at tage stilling.
De to deler på mange måder holdning til den katolske kirke, men de er dybt uenige om måden, kirken skal reformeres på. I denne uenighed udspiller der sig et drama, som rører ved de dybeste tangenter af det menneskelige register.
Når østrigeren Stefan Zweig skrev om Erasmus i 1934, hang det uløseligt sammen med, hvad der udspillede sig i hans elskede Europa.
Zweig var på det tidspunkt en stor og anerkendt forfatter, humanistisk pacifist og nu også pludselig udsat for nazisternes forhånelse af jøder. Hans bog om Erasmus kan læses som et direkte modsvar til den fordring, som Hitlers Tyskland stillede. Erasmus af Rotterdam er Stefan Zweigs alter ego, men også en evig historisk figur.
Derfor kan fortællingen også stilles over for den aktuelle situation, som Europa står i. Og man bliver næsten svimmel af den tredobbelte historiske gentagelse, når man læser en sætning som denne, hvor Zweig taler til os fra det hinsides:
”Der vil altid være brug for den, der peger på det forbindende mellem folkeslagene hinsides det adskillende, og som tillidsfuldt fornyr tanken om en kommende tidsalders højere humanitet i menneskehedens hjerte”.
Men bogen er også på andre niveauer en eksistentiel fortælling om, hvordan menneskers natur er med til at drive verden frem. Det handler om fornuft mod lidenskab, om menneskekærlighed over for trosfanatisme, om eliten over for folket og ikke mindst om tøven over for handling.
Beretningen om skæbnetimen, hvor den ydmyge Erasmus undlader at handle og derfor ender med at lide nederlag til den handlekraftige Luther, er et skælvende øjeblik, der får Zweig til at erkende, at ”den fraværende har altid uret”.
Her op til Luther-året er Zweigs fremstilling af konflikten mellem Erasmus og Luther en vigtig henstilling om at holde igen med ukritisk hyldest til den tyske reformator. At de tanker, som lå bag reformationen, var nødvendige, er de fleste nok enige om i vores del af Europa. Men tænk, om reformationen af kirken kunne være sket mere fordrageligt og mindre voldsomt. Tænk, om man gennem de koncilier, som Erasmus så som løsningen på striden, kunne være endt med en samlet kirke, der med tiden havde indarbejdet ikke bare Luthers, men i højere grad også de humanistiske idealer, som var dybt forankret hos Erasmus.
I dag kender de fleste studerende Erasmus som navngiver til de stipendier, der gør det muligt at studere i et andet EU-land. Udover at benytte sig af den fortræffelige mulighed kan ungdommen med fordel tage nyudgivelsen af Zwiegs kloge og polemiske fortælling med sig videre. De næste generationer får brug for dens visdom, hvis det europæiske fællesskab skal forblive stærkt.
Zweigs bog om Erasmus af Rotterdam er den første udgivelse i den ny klassikerserie, ”Sidespor”, fra Kristeligt Dagblads Forlag. Seriens navn refererer til ambitionen om at genopdage og nyoversætte smal litteratur i feltet mellem filosofi og teologi.
Efter premieren at bedømme er ”Sidespor” en underspillet titel, som dækker over evnen til at finde guld og glemte skatte i litteraturhistorien og forsyne dem med en solid oversættelse.
Zweigs fænomenale ”Skaknovelle” og hans klassiker ”Verden af i går” er begge velkendte bidrag til den litterære verdenskanon. Men i dette tilfælde bidrager også afvigelsen fra hovedsporet til, at nye perspektiver træder frem.
kultur@k.dk