Prøv avisen

Humor er de svages våben

Etgar Keret - portrait of the Israeli writer at the 2007 Hay Festival, Wye, Wales, UK. Author of: 'Missing Kissinger,' 'The Bus Driver Who Wanted to be God,' 'Blue Gaza: Different Stories', a collaboration with Palestinian writer Samir El-Youssef. Foto: Kathy de Witt

Israel bliver presset af både USA og de omgivende arabiske stater. Israelerne har gode grunde til at være paranoide, mener den bogaktuelle israelske forfatter Etgar Keret

Én ting, israelerne kan være enige om, er fejringen af landets uafhængighedsdag. For nylig gjaldt det landets 62-års-fødselsdag. Gaderne var fyldt til randen med glade israelere, der festede i en ekstatisk rus. Men hvad har israelerne at fejre? Vestbredden er fortsat besat. Den siddende og ekstremt højre-nationalistiske regering fortsætter med at opføre den såkaldte sikkerhedsmur samt boligbyggerier på den besatte Vestbred. Trods denne uges spæde forsøg på at genoptage kontakten mellem parterne i Mellemøsten står fredsforhandlingerne i stampe. Og forholdet til omverdenen herunder Europa og landets nærmeste allierede, USA, har sjældent været køligere end i disse dage. Israelerne virker upåvirkede.

For at forstå den israelske mentalitet har Kristeligt Dagblad mødt en af landets mest populære forfattere, som har vundet priser for sine humoristiske og ofte surrealistiske noveller, der skildrer israelernes virkelighed. Etgar Keret har siden 1990'erne været hyldet som de unges stemme i Israel. Hans nye bog "Suddenly a Knock on the Door" ("Et pludseligt bank på døren") er netop udkommet hos israelske boghandlere, og han kritiserer jævnligt og uden omsvøb de haltende fredsforhandlinger i aviserne.

– Når besættelsen er slut, og vi alle lever i fred, så kan vi begynde at feste, sukker Etgar Keret, som avisen møder på Café Michal i den nordlige ende af gaden Ben Yehuda i Tel Aviv.

Etgar Keret synes altså ikke, der er meget at fejre som israeler i disse dage. Men Keret forstår israelernes behov for at feste, som var det deres sidste dag på Jorden. Dette dilemma redegør forfatteren for, mens israelere omkring os nyder den varme forårsmorgen denne fredag, hvor solen skinner, sabbatten nærmer sig, og de fleste israelere holder weekend. De går på stranden og spiser vandmelon eller drikker "afuch", en israelsk caffe latte, på byens mange caféer. På overfladen virker Tel Aviv harmonisk og fredfyldt.

– Det er et mirakel, at Israel eksisterer. Forestil dig, at Danmark bliver invaderet af dine nabolande, din kone bliver voldtaget, og alle, der taler dansk, bliver skudt i gaderne. Den tanke er svær at forestille sig som dansker. Men ikke for os, siger Etgar Keret.

Hans forældre overlevede mirakuløst holocaust og kom til det nyfødte Israel efter Anden Verdenskrig. Keret blev født i 1967, det år, Israel for anden gang blev angrebet af de omkringliggende arabiske lande og invaderede Vestbredden. Han voksede op i kvarteret Ramat Gan uden for Tel Aviv, som blev bombarderet af irakiske scud-missiler i 1991. Konflikt, krig og overlevelse er ikke fremmede fænomener i Etgar Kerets liv.

Det er svært som dansker at forstå, hvorfor israelerne her 62 år efter stadig frygter for deres land. Magtforholdene i regionen synes set udefra at være ubalancerede: Israel har i dag den stærkeste hær i hele Mellemøsten. Landet er ikke blevet angrebet af en stat i 20 år. Muren langs Vestbredden har i over fem år holdt selvmordsterrorister inde i de besatte territorier. Krigene mod Hizbollah i 2006 og i Gaza i 2009 var godt nok ikke en succes set med israelske øjne, men antallet af dræbte på hver side var tydeligvis ikke proportionelt.

–Du må forstå, påpeger Etgar Keret og understreger sine argumenter ved at banke sin pegefinger i cafébordet, at vi bor mellem to lande, der sender missiler i hovederne på os. Vi lever i et land, hvor 20 procent af befolkningen er israelske arabere, som stort set identificerer sig med den palæstinensiske kamp. Du må forstå, at vores nabolande ledes af bevægelser, der ikke anerkender Israels eksistens, og hvor majoriteten synes, at det er en god idé at udslette Israel. Du må forstå, at der i Iran sidder en skægget fyr med et ønske om at udvikle atomvåben og udslette Israel. Jeg føler slet ikke, at min fremtid er sikker, siger han og fortsætter med at forklare det israelske mirakel:

– Du har en fire måneder gammel datter. Dine fremtidsplaner for hende handler om, hvilken skole hun skal gå i. Når jeg tænker 10 år frem, tænker jeg på, om min søn lever i Israel. Om han dør her. Om han lever i en flygtningelejr et sted.

Jeg har stadig svært ved at se en direkte trussel mod Israel. Vi sidder her på en café, folk nyder livet og går på stranden?

– Jeg er træt af, at europæisk og typisk skandinavisk presse synes, at vi er paranoide. Vi sidder her, fordi min foretrukne café, hvor jeg før drak kaffe hver dag, er bombet væk af en selvmordsbomber. Jeg kan inden for én kilometers radius udpege steder, der er blevet ramt af selvmordsbomber. Forestil dig, at raketter kan ramme Legoland. At dine naboer synes, du er afkom af grise. At folk råber i megafoner, at det er en pligt at tage et sværd og dræbe den første dansker, man møder. Er det ikke en trussel? Der er intet land i verden, hvor dagsordenen for en befolkningsgruppe er, at landet skal ophøre med at eksistere. Kan du forestille dig, at folk hader dig så meget, at de er parate til at dø for at dræbe den baby, og at det er en god gerning, siger Etgar Keret og peger på et spædbarn ved siden af os.

– Du behøver ikke forestille dig det. Det er sandheden. Som det er koldt og varmt i Danmark. Siden min søn var seks måneder gammel, har jeg diskuteret med min kone, om han skal i hæren. Før min søn var et år, var min kone bange for, at han en dag skal dø i krig. Det er ikke logisk. Men det er perspektivet her. Da jeg var seks år gammel, blev Israel angrebet af sine arabiske naboer (Yom Kippur-krigen i oktober 1973, red.). Jeg sad i et hul i jorden med min mor og gamle mennesker, som græd. De troede, det var slut. Det var min oplevelse kort efter min seks-års-fødselsdag. I dag kan Israel blive udslettet, hvis vores fjender sender alle deres raketter mod os.

Kan du se en vej ud af dette morads?

– I midten af 1990'erne troede jeg på, at vi kunne komme til at leve i fred ved siden af en palæstinensisk stat. Der var en klar plan. Jeg kunne nævne lige præcis hvordan. Og alle sagde rend og hop. I dag er fredsfløjen væk, og jeg ved ikke, hvad der skal gøres. Nu er min plan baseret på, hvad man ikke skal gøre. Det er svært at forestille sig en tostatsløsning, så længe Hamas er en magtfaktor. Men jeg tror ikke på en løsning uden to stater ved siden af hinanden. Al snakken om én stat er urealistisk. Israel kan ikke overleve som besættelsesmagt.

Sin tro på en fredelig fremtid redegjorde Etgar Keret for i det amerikanske tidsskrift Time Magazine, da Israel fyldte 60 år. Det ender ikke i "de modiges fred", som engang blev lovet af forhandlingsparterne. Det bliver snarere en mere realistisk fred uden glamour. Det bliver de udmattedes fred, skrev han.

– Det ser sort ud. Men jeg er ikke pessimist. Jeg tror på, at situationen kan blive substantielt bedre. Meget kan gøres hernede, fra begge sider. Fredsmotoren er gået i stykker. Men den kan repareres. Folk er bare fyldt med mistillid og had.

– Konflikten hernede bunder i frygt. På begge sider er der folk, der manipulerer med frygten og bruger den til deres egen fordel. Vores fjender har raketter. Vi har bosættelserne. Jeg spurgte engang Ehud Barak (forsvarsminister og fra Arbejderpartiet, red.) i et interview, hvorfor Israel bliver ved med at bygge i de besatte områder, og han svarede: Hvis man ikke gør noget forkert og bygger videre, har vi ikke noget at forhandle med.

Forfatteren bruger følgende billede på, hvorfor parterne i sidste ende vil finde vejen til freden:

– Det er som at skulle sælge en brugt bil. Den ene part, køberen, vil ikke købe bilen og mener, han bliver snydt. Den anden vil ikke sælge den, fordi den anden har en falsk check. Men i bund og grund har den ene brug for pengene, og den anden for bilen.

Etgar Keret er altså optimistisk, selvom Israels fremtid er fyldt med forhindringer: Det gælder iranske atommissiler, angreb fra Hamas og Hizbollah og så de interne trusler som et oprør fra den store andel af israelske arabere eller fundamentalistiske ortodokse jøder, som i hans øjne kan starte en borgerkrig når som helst. Et drab kan antænde bålet. Stemningen mellem landets grupperinger er i Kerets øjne rødglødende.

Israelernes eget problem er, at der ikke længere er en fællesnævner. Landet blev bygget på zionismens kamp for en jødisk stat. I dag er landet hjerteløst. Som en bagel, lyder forfatterens metafor for den manglende sammenhængskraft. Keret bruger selv satire til at beskrive livet i al denne elendighed.

– Det er den eneste måde, man undgår at blive skør på. Det gør livet lettere at fortælle historier med humor og refleksion. Humor er de svages våben. Når man er glad, og livet er godt, er der ingen grund til humor. Når man ikke kan fjerne forhindringer, må man lave vittigheder om det. Som eleven, der laver vittigheder om læreren. Som alle, der laver vittigheder om døden. Dette land mangler refleksion. Jødisk humor har ellers altid været et spejl. En måde at indse sine egne fejl på. Men i Mellemøsten ønsker man kun at se andres fejl, siger Keret.

Da han for nylig rejste i USA, endte han i en diskussion om konflikten og ledte efter et ord på engelsk og ville finde det på hebraisk. Ordet er "closure", hvis bedste danske oversættelse må være afslutning.

– Vi har bare ikke et lignende ord. Det findes ikke i leksikonet. Hverken på arabisk eller på hebraisk. Vi kan ødelægge ting, men vi ved ikke, hvordan man tilgiver. Det er sjovt, at en jødisk nation, der har levet i eksil i 2000 år, aldrig har skullet bruge dét ord. Siden den bibelske historie om Isak og Ismael har jøderne altid kæmpet mod nogen. Kampen er på en måde evig. Sproget afspejler på mange måder ens sindsstemning. Det siger meget om os, at der ikke findes et ord for afslutning.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk