Humor kan åbne de tunge døre

I en balance mellem ærlighed og komik kommer prostatakræft under luppen i forestillingen ”En lille smule ubehag” på Teatret Svalegangen i Aarhus. Humor er et værdifuldt værktøj, vi kan bruge til at tilgå emner, der er vanskelige at tale om, mener skuespiller Holger Østergaard

På mange måder skal vi takke humor og komikere for at turde tage svære ting under luppen. Det er en værdifuld måde at tilgå emner, som kan være dybt vanskelige at behandle,” siger skuespiller Holger Østergaard, der er med i forestillingen ”En lille smule ubehag”. –
På mange måder skal vi takke humor og komikere for at turde tage svære ting under luppen. Det er en værdifuld måde at tilgå emner, som kan være dybt vanskelige at behandle,” siger skuespiller Holger Østergaard, der er med i forestillingen ”En lille smule ubehag”. – . Foto: Creative ZOO/Montgomery.

Ingen symptomer. Ingen smerter. Kroppen fejler ingenting, tror Frank Fjordby, en 55-årig professor. Men ved en tilfældig undersøgelse viser det sig, at han tager gruelig fejl. Hans kolesteroltal er pæne, hans hjerte er stærkt, men psa-tallene er kritiske. Det indikerer, at der er noget galt med prostataen, og en videre undersøgelse bekræfter frygten: Frank har fået prostatakræft.

Teaterforestillingen ”En lille smule ubehag” handler om den prisbelønnede amerikanske dramatiker Jeff Metcalfs personlige erfaring med at få diagnosen prostatakræft. Forestillingen er hidtil kun opført i USA, men opsættes nu for første gang i Danmark på Teatret Svalegangen i Aarhus med premiere den 23. marts.

I hovedrollen som Frank er Holger Østergaard, og han er samtidig den eneste skuespiller, der optræder på scenen. Forestillingen tager sig nemlig ud som et onemanshow, hvor Holger Østergaard indtager mange forskellige roller såsom læge, sygeplejerske, døden og sågar den kræftramte penis. Det gør opgaven særligt krævende for Holger Østergaard, som derfor har indstuderet manuskriptet i snart et år.

”Jeg har aldrig før skulle bære en forestilling selv. Der er ingen til at redde mig, hvis jeg glemmer teksten. Ingen skuespillere at kigge i øjnene. Der er kun mig og publikum. Det bliver en anden type udfordring, end jeg hidtil har haft,” siger han.

Da Holger Østergaard sidste år sagde ja til at spille hovedrollen i forestillingen, havde han ingen personlig erfaring med prostatakræft eller nogen anden livstruende sygdom. Men undervejs i indøvningsprocessen blev manuskriptet pludselig meget virkelighedsnært. I august 2018 blev hans egen bror ramt af en blodprop i hjernen, og Holger Østergaard var sammen med ham de første tre dage efter indlæggelsen, hvor broderen blandt andet blev undersøgt for prostatakræft.

”Det var en vild oplevelse, for vi mødte præcis sådan en læge, som beskrives i denne forestilling. En læge, som kommunikerer på et niveau, hvor man ikke selv er, fordi man endnu ikke forstår, hvad man fejler. Som taler i et ekspertsprog og ikke forklarer tingene tilstrækkeligt. Selvom jeg kun stod ved siden af min bror, mærkede jeg, hvor frustrerende det er,” siger han.

Det var en stor smerte for Holger Østergaard at stå ved siden af sin syge bror, men samtidig gav det ham en større indsigt i den skuespillerrolle, han var i færd med at indøve. Livets skrøbelighed blev virkelig for ham.

”Jeg blev mindet om, hvor vild en størrelse livet er. Hvor vigtigt det er at leve og at sætte pris på både sig selv, dem man elsker, og det, man kan lide at lave. Og også, hvor vigtigt det er, at vi konfronterer os med de ting, som er vanskelige. Livet er ikke bare en selvfølge. Vi kan forsøge at leve sundt, løbe lidt længere og gøre alle de rigtige ting, men på et splitseksund kan vi selv eller dem, vi elsker, blive revet væk,” siger han.

Det er denne livets skrøbelighed, som forestillingen ”En lille smule ubehag” vil åbne op for og udfolde med prostatakræft som omdrejningspunkt. Og selvom emnet rummer stor alvor, er humor det vigtigste værktøj i formidlingen. Noget, som den amerikanske dramatiker bag fortællingen, Jeff Metcalf, er særligt kendt for at mestre i sine forestillinger.

”Jeff Metcalf går aldrig over grænsen og gør grin med alvorlige emner, men han bruger humor til at åbne sig selv op, og til at åbne op for emner, som kan være tabubelagte eller svære at røre ved. På mange måder skal vi takke humor og komikere for at turde tage svære ting under luppen. Det er en værdifuld måde at tilgå emner, som kan være dybt vanskelige at behandle,” siger Holger Østergaard og fortsætter:

”Jeg kender det fra mig selv: Når tingene er tilspidsede, så er der ikke noget, der virker bedre end den rigtige bemærkning i den rigtige, varme og humoristiske tone. Det kan lindre på enhver situation.”

Han tilføjer, at forestillingen dog også rummer stor ærlighed om de mindre pæne sider af Franks sygdomsforløb. For eksempel de gange, hvor Frank har sagt grimme ting til sygeplejepersonalet, fordi han har stået i en presset situation.

Netop det at være bevidst om sin egen måde at tackle svære tider på, og så at turde sige det højt, er vigtigt, mener Holger Østergaard. Og han peger på, at det måske kan være særligt vanskeligt for mænd.

”Jeg har godt nok mødt mange mænd, for hvem det tager lang tid, før vi når ind til kernen af problemet og kan tale åbent om det, som ikke er nemt. Det kan skyldes en idé om, at man som mand skal kunne klare tingene selv. Også i forbindelse med en sygdom. I Vestjylland, hvor jeg kommer fra, skal man nærmest være halvdød, før man tager til læge,” fortæller Holger Østergaard.

Forestillingen retter sig dog ikke kun mod mænd og de, som er ramt af en alvorlig sygdom. Den fortæller noget om, hvordan det i det hele taget er at være menneske, og dermed vil publikum kunne spejle sig i forskellige dele af forestillingen, mener skuespilleren.

”Man vil kunne spejle sig i, hvordan det er at føle sig alene eller misforstået, syg eller mærkelig eller helt grundlæggende i tvivl om tilværelsen. Det, at spejle sig i andre menneskers situation, kan give os indsigt i nye måder at gribe tingene an på, og det gør, at denne fortælling er både vedkommende og vigtig at beskæftige sig med,” siger Holger Østergaard.