Dengang blev hun kaldt middelmådig og gammeldags. I dag hylder hele verden Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen, der døde for mere end 40 år siden, har de seneste år stormtaget danske læsere, og nu har udenlandske anmeldere også fået øjnene op for den danske digter. Men i sin egen samtid blev Tove Ditlevsens litteratur kritiseret af anmeldere og forfattere som Klaus Rifbjerg og Jess Ørnsbo

De amerikanske litteraturkritikere har fået blik for, hvad digteren fra Vesterbro i København kan. Tove Ditlevsen har fået sin renæssance.
De amerikanske litteraturkritikere har fået blik for, hvad digteren fra Vesterbro i København kan. Tove Ditlevsen har fået sin renæssance. . Foto: Jette Ladegaard/Ritzau Scanpix.

”Et mesterværk”. Sådan lød dommen forleden i den amerikanske avis New York Times’ anmeldelse af Tove Ditlevsens ”Copenhagen Trilogy” – en engelsksproget udgave af den danske forfatters tre erindringsværker ”Barndom”, ”Ungdom” og ”Gift”. Men ”mesterværker” var langtfra, hvad de danske anmeldere og forfatterkolleger kaldte Tove Ditlevsens litteratur i 1960’erne og 1970’erne, hvor værkerne oprindeligt udkom. Det fortæller Jens Andersen, der er forfatter til Tove Ditlevsen-biografien ”Til døden os skiller”.

”Man betragtede hende mere som middelmådig og gammeldags,” siger han.

For Tove Ditlevsens værker levede ikke op til tidens syn på, hvad god litteratur var.

”I 1960’erne kommer der en modernistisk generation af mænd, anført af Klaus Rifbjerg, Jess Ørnsbo, Jørgen Sonne, som har en helt bestemt opfattelse af, hvad god digtning er: Den er modernistisk og ikke sådan noget, som Tove Ditlevsen lavede. Hun sagde selv, at de unge digtere så hendes poesi som noget af en ’klingklang-affære’, fordi den rimede og var sat op som klassiske digte,” fortæller Jens Andersen.

Faktisk repræsenterede Tove Ditlevsen for tidens litteraturkritikere og forfattere nærmest alt det, som modernismen med sin mere kaotiske stil ønskede at nedbryde.

”Hun blev ikke betragtet som akademisk nok. Men hun gik til modangreb på de andre for deres i hendes øjne ensidige syn på, hvad litteratur var, og hun holdt fast i, at hun aldrig kunne drømme om at sætte sig ned og være modernistisk,” siger Jens Andersen.

Men kritikken handlede ikke kun om måden, hun skrev på, men også om det, hun skrev om.

”Litteraturen udsprang af hendes køn, og hun skrev om sit køns konflikter, og det betragtede mange af mændene, som dengang udgjorde måske 98 procent af litteraturkritikerne, som værende meget snævert, privat og intimt. Hun var oppe mod en mur af kritikere, herunder den nyligt afdøde Torben Brostrøm, som syntes, at toppen af poppen var Klaus Rifbjerg og kompagni,” siger Jens Andersen.

Det har til gengæld ændret sig i dag, hvor Tove Ditlevsen de senere år har mødt stor anerkendelse herhjemme med nye udgivelser af hendes digte og klummer samt teaterforestillingen ”Tove, Tove, Tove!”, mens hun altså nu også begejstrer i USA.

Men hvordan kan det være, at Tove Ditlevsen, der blev født i 1917 og gjorde en ende på sit liv i 1976, i dag hyldes af både danske og udenlandske læsere, forfattere og anmeldere?

”Hvis jeg kigger over de seneste fem-seks år, og alt hvad der er sket med hendes forfatterskab i den tid, så tror jeg, at det handler om, at kvinderollen i dag, heldigvis, rummer et meget større spektrum. Det er tilladt at være lige så vild og heftig som kvinde i dag, som Tove Ditlevsen var, ligesom den måde at udleve sig selv på og skrive autofiktion, som vi nu kalder det, er meget mere anset i dag,” fortæller Jens Andersen og fortsætter:

”At flå sig selv og andre i sin digtning og prosa, som hun gjorde, var ikke noget, man hyldede, mens hun levede. Tove Ditlevsen skrev i en tid, hvor man som kvinde helst skulle være husmor og passe sine pelargonier og opvask. Hendes digtning kommer meget mere til sin ret nu,” siger Jens Andersen.

At hendes ord modtages anderledes i dag handler også om, at der er kommet flere kvindelige læsere, forfattere og kritikere, som har formået at ”flytte hende derop, hvor hun hører til”, som Jens Andersen siger.

”Man kan sige, at oprøret mod det her meget ensidige, modernistiske, maskuline syn på Tove Ditlevsen nok begyndte i 2006, da hun ikke engang fik lov til at komme med på den danske kanonliste. Siden er forståelsen for kraften, energien og vildskaben i Tove Ditlevsens digtning blevet mere synlig for mange, også takket være nye forfattere som Olga Ravn og Dy Plambeck og kvindelige kritikere, som virkelig har blik for det, Tove Ditlevsen kan,” siger Jens Andersen.

Og nu er det altså også amerikanske litteraturkritikere, der har fået blik for, hvad digteren fra Vesterbro i København kan.