I to dage har et væld af personligheder fra kulturens verden været samlet til det årlige kulturmøde på Mors. Her er blevet debatteret lystigt om stort og småt, alvorligt og mindre alvorligt, og også kulturminister Mette Bock (LA) har været at finde på ”øen bag havet”.
Mette Bock elsker sådan noget som dette; elsker at være til stede, hvor det sker, elsker at snakke om kulturens og kunstens rolle i samfundet og er ofte på farten i sin sølvgrå BMW for at deltage i den slags arrangementer. Hun kan bruge en halv dag i Rødding og den anden halvdel i Aalborg, alt imens hun stadig har hjemme i Horsens og kontor i København.
Hun har, i sin ministertid, selv afviklet en hel del ”snakke”, debatter og konferencer. I januar drak 300 museumsfolk sodavand på hendes regning til en stor konference i København. Der var scenekunstkonference i Odense i maj for ligeledes 300 aktører på scenekunstområdet. Senere i maj konferencen om kunst og sundhed i musikhuset i Aalborg. Hun har også opfundet et nyt debatformat ”Kulturministerens Krydsild” – en række debatmøder med publikum, hvor hun selv agerer studievært over for centrale personer i eksempelvis museumslivet.
Videoerne kan ses på Kulturministeriets hjemmeside og Facebook-profil, hvor der også ligger små klip med blandt andre skuespilleren Hassan Preisler og sanger Peter A.G. Nielsen. De er udvalgte stemmer i en debat om kunstens rolle i samfundet, som ministeren ”lægger op til” efter et møde på Rødding Højskole sidste weekend.
På Christiansborg begynder jungletrommerne imidlertid at lyde om, at der muligvis snart vil blive udskrevet folketingsvalg. Og når det sker, vil mange spørge til, hvilket aftryk Mette Bock har sat som minister – altså vedvarende aftryk i form af politiske resultater.
Kulturlivets lederskare har ventet længe på et økonomisk udspil fra Mette Bock. For der har været megen diskussion frem og tilbage om kulturens værdi, alt imens kravet om en besparelse på to procent på de offentlige kulturinstitutioners budgetter (også kaldet grønthøstermetoden) er videreført og har fået kulturledere landet over til at rive sig i håret.
Besparelserne har kostet medarbejdere, højnet billetpriserne og i det hele taget sat institutionerne under pres: Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, har ikke været tilbageholdende med at kritisere den minister, der valgte ham til posten, og kaldt de besparelser, han har skullet forvalte, ”ødelæggende”. Og ifølge Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst, vil der ikke være noget museum i 2033, hvis situationen fortsætter.
Men tidligere på ugen kom der så – endelig – et svar på ”kulturens klagesang”, som den er blevet kaldt. Mette Bock har meddelt, at hvis det står til hende, skal der tilføres 100 millioner årligt til kultur i Danmark over de næste fire år. Men ”grønthøsteren”, som hun overtog fra Bertel Haarder (V) ved sin tiltrædelse som minister i 2016, ja, den kører altså fortsat.
De fleste af pengene går til nationale kulturinstitutioner som Det Kongelige Teater, og så er der sat penge af til en reform af museumsstøtten – noget, Mette Bock har betegnet som ”historisk betinget”.
”Det er modigt, at hun tog fat lige dér,” mener Merete Ipsen, museumsleder for Kvindemuseet i Aarhus.
”Det er et mærkeligt kludetæppe af en museumslov, vi har, med meget forskellig tilskudspraksis. Det har flere ministre før hende kunnet se, men ikke gjort noget ved, og den ros skal hun have. Det, vi stadig mangler, er en analyse af, hvordan vi som museer kan arbejde med tilskuddene i forhold til de ansvarsområder, vi hver især har. Og det tror jeg egentlig gerne, hun vil, hvis hun ellers kan få lov til det,” siger Merete Ipsen.
Retorikken omkring Mette Bock og hendes kulturministervirke har til tider været barsk. Det blev kaldt et ”ideologisk angreb” på ligestillingskampen, da ministeren (som i sine unge dage var rødstrømpe) i foråret 2017 meddelte, at hun ville fratage kvinderettighedsorganisationen Kvinfo millionstøtte til drift af deres bibliotek.
Så sent som i søndags langede forfatteren Hanne-Vibeke Holst ud efter ministeren i et debatindlæg på det politiske medie Altinget. Ifølge hende har Mette Bock et syn på kunstnere som nogle ”skarnsunger”, der leverer ”kedsommelige brokkerier” om penge – samtidig med at hun hylder kunsten.
”Ministerens idelige forsikring om sin glæde ved kunsten og sin tro på kulturens værdi som grundlaget for vores samfundsfællesskab (...) ligner en gratis omgang. Man kunne endda gå så vidt som til at betegne disse floskuløse erklæringer som klassisk politisk bullshit. For udmeldingerne er aldrig konkrete, der viges altid udenom, ansvaret smyges af, mens den kulturhenrykte minister smilende som ulven i fåreklæder lader, som om hun er kulturens ven,” lød det fra forfatteren.
Mette Bock, som har brugt en stor del af sin karriere i mediebranchen, har ofte været hurtig ved telefonen eller tasterne, når kritikken er lydt. Hun er heller ikke den, der lader pressen vente længe på en kommentar. Og vidste man det ikke før, ja, så ved man nu, at hun læser med på Altinget. I kommentarsporet til Hanne Vibeke Holsts debatindlæg kunne man dagen efter finde svar fra Mette Bock:
”Kære Hanne-Vibeke – tak for din kommentar. Jeg ville lyve, hvis jeg benægtede, at den berører mig og giver stof til eftertanke. Det er ikke min hensigt at være hverken ’arrogant’, såkaldt ’ultraliberalist’, ’drømmeminister’ eller ’minister for nedbrydning af broer’, som du betegner mig. Men det er din vurdering, og det må jeg selvfølgelig respektere, for uden gensidig respekt kan man ikke føre en samtale,” indledte hun replikken.
”Jeg har ikke på noget tidspunkt bedt kunstnere om at lade være med at tale om økonomi. (...) Dét, jeg opfordrer til, er i al sin enkelhed, at kulturdebatten også kommer til at handle om andet end økonomi og nytteværdi.”
Mette Bock betegner sig selv som liberal, omend hun foretrækker betegnelsen ”socialliberal”. Og når hun nu svarer på kritikken ved at melde ud, at hun vil kæmpe for flere midler fra statskassen til kulturlivet, så kan det måske mildne de hårdeste kritikere i kulturlivet. Men det er ikke den slags tiltag, der får Danmarks liberale til at lyse op i store smil.
Otto Brøns-Petersen, analysechef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos, ser mest af alt Mette Bocks seneste udmelding som et valgudspil.
”Det er i hvert fald en fattig og ikke særlig liberal kulturforståelse, at kulturpolitik primært handler om at bevilge penge,” siger han.
Mette Bock har dog fjernet én torn i øjet på de liberale.
”Det positive er, at hun fik ført medieforliget igennem. Hun har taget fat på de statslige medier, som alt for længe har fyldt for meget i forhold til de uafhængige private, og som i stigende grad fortrænger dem. Dette er den første medieaftale, der forsøger at gøre noget ved problemstillingen,” siger Otto Brøns-Petersen.
”Men man må så også sige, at det ikke er nok til at stoppe en fortsat fortrængning af især de private dagblade. I betragtning af at støttepartiet Dansk Folkeparti spillede ud med en reduktion af DR med 25 procent, er det skuffende, at man ikke kom igennem med det. Specielt med en liberal kulturminister. Hun lagde også op til, at public service-begrebet skulle skæres meget klarere, men det er ikke i særlig høj grad udmøntet i aftalen.”
Den anden udfordring, der burde være for en essentielt borgerlig-liberal kulturpolitik, var, at man fik gjort op med støtten til bestemte store institutioner og støttede aktiviteter i stedet, mener Otto Brøns-Petersen.
Selv en liberalist som han vil dog ikke klandre Mette Bock for ikke at have omkalfatret hele kulturpolitikken.
”Det ville være en voldsom kritik. Det er rigtigt, at hun har lagt op til, at der skulle ske meget, men man må give hende mere tid, før man kan sige, der ikke er sket nok.”
Mette Bocks forgængere på kulturministerposten har hver især haft deres kæpheste. Per Stig Møller (K) ville øge danskernes kvalitetsbevidsthed. Uffe Elbæk (AL) erklærede, at han var for mangfoldighed og alternativ kreativitet. Og Marianne Jelved (R) ville fremme den ”sublime” kunst. Ved sin tiltrædelse i december 2016 sagde Mette Bock, at hun ville satse på kulturens elite og vækstlag. Med vækstlag mente hun eksempelvis nye, unge kunstnere, som havde brug for starthjælp.
Der er dog ikke noget i hendes seneste udspil til fordeling af pengene, der tyder på, at hun vil satse på nyskabende kunst, vurderer Dorte Skot-Hansen, lektor emeritus og tidligere leder af center for kulturpolitiske studier ved Københavns Universitet.
”Der har ikke været nogen overordnet strategi for hele hendes virke, og hun har villet alt muligt forskelligt fra starten af. Jeg kan ikke sætte hende fuldstændig i bås. Men på mange måder lægger hendes politik sig i slipstrømmen af den nationalkonservative kulturpolitik, vi for eksempel så, da Brian Mikkelsen var kulturminister,” siger hun.
Hun ser Mette Bock som en kulturminister, der først og fremmest har været optaget af at skabe sammenhængskraft, lytte og nå ud til alle ender og kanter af det danske land. Det afspejles i dele af udspillet til finanslovsforhandlingerne, hvor hun blandt andet har sat knap 73 millioner kroner af til, at 3000 4. klasses-elever fra ni kommuner i efteråret kan komme på busture rundt i Danmark for at ”stifte bekendtskab med Danmarks mangfoldige natur, kultur og historie”, som ministeriet skriver.
”At børn skal rejse rundt i landet for at få et bedre indtryk af andre steder end der, hvor de selv bor, kunne man måske spørge, om ikke det var en opgave for folkeskolen og altså Undervisningsministeriet. Men igen – jeg tror, man skal se det som et udtryk for dette ønske, hun har, om at binde Danmark bedre sammen,” siger Dorte Skot-Hansen.
Man kan ikke gøre alle tilfredse, det har Mette Bock ofte sagt, når hun er blevet konfronteret med kritik. Men man kan jo altid tage ud i landet og tale med folk.
Hanne-Vibeke Holsts forlægger Lars Ringhof meddelte i går, at forfatteren ikke havde tilføjelser til sin karakteristik af ministeren og i øvrigt var på Kulturmødet Mors.
”Og så må vi se, hvad der sker dér.”
Det skulle ikke undre nogen, om Mette Bock var med på at tage debatten.