Læberne skinnede af læbestift, og kameliablomsten i håret sad, hvor den skulle.
Når Billie Holiday satte læberne mod mikrofonen og begyndte at synge, gjorde hun det med et blik, der kun er en rigtig diva værdigt. Med små fingerknips lod hun fraserne flyde ud i rummet og blande sig skønt med jazzmusikken. Men i teksterne åbnede der sig en grum og kaotisk verden. Af barneprostitution, voldelige mænd, ulykkelig kærlighed og racediskrimination.
”Alt, hvad jeg synger, er en del af mit liv,” sagde sangerinden, der blev kendt som ”Lady Day” og ville være fyldt 100 år denne måned. Hundredåret markeres med nyudgivelser, fortolkninger og koncerter, også her i Danmark, hvor der blandt andet er hyldestkoncert i Musikhuset Aarhus i aften til sangerindens ære.
Få kunstnere kan siges at være dugfriske efter 100 år, men med Billie Holiday er det faktisk sådan, mener Ole Matthiessen, musikhistoriker og jazzkender. Det skyldes især hendes livshistorie.
”I jazzhistorien står alle lidt på skuldrene af hinanden i en lang tradition. At Billie Holiday er blevet så kendt, som hun er, nærmest mainstream, tror jeg skyldes hendes skæbne. Den har skabt en rockstjerneromantik og givet hende ikonstatus,” siger han.
Billie Holidays liv var hårdt og kort. Hun blev født Eleonora Fagan i Baltimore i staten Maryland i 1915 af meget unge forældre. Faderen forlod familien for at forfølge en karriere som jazzguitarist, da Eleonora var helt lille, så hun og moderen flyttede til New York. Jagten på arbejde endte på Harlems barer, hvor de begge røg ind i prostitution og druk. Men det var også her, Eleonora for første gang stiftede bekendtskab med jazzen. Hun begyndte at synge lidt under navnet Billie Holiday og blev opdaget og taget under vingerne af tidens dygtigste jazzmusikere. Det var her, hun mødte saxofonisten Lester Young, der blev en af hendes nære venner.
Billie Holiday fik aldrig nogen sanguddannelse, og det er ganske afgørende, mener Ole Matthiessen.
”Hun er ikke nogen stor sanger i sig selv, men hun kan noget, som ingen andre kan. Hendes frasering er enestående. Hvis man prøver at synge med på hendes sange, vil man opdage, hvad det er, der sker. Hun forskyder lidt hist og pist, trækker lidt fra og sætter lidt til. Det er måden, hun synger på,” siger han og tilføjer, at Frank Sinatra var en af Holidays største beundrere, netop for det.
Den danske filminstruktør og jazzkender Christian Braad Thomsen elsker også Billie Holiday. Han mener ikke, hun ydes retfærdighed ved at blive fortolket igen og igen. Vil man opleve Holiday, må man sætte en plade med hende på. Og så i øvrigt give sig rigtig god tid.
”Det er med hende, som det er med mange andre store kunstnere. De efterlader ingen arv, for begynder man at efterligne dem, så mister man det, der var særligt. Holiday lever op til en definition af stor kunst, som forfatteren Karen Blixen engang gav med sætningen: 'Kunst er sygdom forvandlet til skønhed'. Det, hun sang, var levet liv, det var råt og fantastisk smukt på samme tid,” siger han.
”Strange Fruit” fra 1939 blev hendes måske største hit. I sangen, der handler om lynchning af sorte i Sydstaterne, synger Billie Holiday sørgmodigt synger om de ”mærkelige frugter”, der hænger ned fra træernes grene. ”Strange Fruit” fik senere stor politisk betydning i racedebatten og reflekterer også Holidays egne oplevelser med racediskrimination.
”Hun optrådte med hvide jazzorkestre og var meget respekteret i jazzens verden. Men hun blev afvist, når orkestret tjekkede ind på et hvidt hotel. Engang blev hun tvunget til at tage vareelevatoren op til den etage, hvor orkestret skulle spille! Og det prægede selvfølgelig hendes sangkunst,” siger Christian Braad Thomsen.
Billie Holiday slap aldrig helt det misbrug af stoffer og alkohol, der blev grundlagt på barerne i barndommen. Ingen af de mænd, hun havde, formåede at få hende på ret kurs. I 1942 giftede hun sig med levemanden James Monroe, men ægteskabet var hårdt og voldeligt. Det siges, at Billie Holiday skrev sit store hit ”Don't Explain”, efter at Monroe en dag kom hjem med læbestift smurt ud over skjortekraven.
Det hårde liv kan høres på de plader, hun udgav op gennem 1940'erne og 1950'erne, hvor stemmen mister kraft og styrke. Men selv her er skønheden til stede, mener Braad Thomsen.
”Det gør et hjertegribende indtryk, fordi man ved, hvad hun var igennem på det tidspunkt.”
En af de danske sangerinder, der har fortolket Billie Holiday, er rocksangerinden Kira Skov, på albummet ”Memories of Days Gone By” fra 2011. Hun begyndte at lytte til jazzsangerinden som 13-årig og har siden haft hende som følgesvend gennem livets op - og nedture.
”Meget musik har en slags udløbsdato, hvor man får nok. Men ikke hende her. Jeg var draget af hende, før jeg selv gik i gang med at leve mit voksne kærlighedsliv ud. Jeg følte allerede et slægtskab der, men det blev stærkere, da jeg siden forstod, hvad hun sang om. Da jeg var 17 år, tog jeg til USA og var i et voldsomt forhold og udlevede nogle tematikker, jeg måske ubevidst var draget af i hendes sange. Så fik sangene en anden betydning,” siger hun.
”Da jeg så selv besluttede mig for at fortolke hende, blev det mest af alt en rejse ind i mig selv og min forbundethed med hende,” siger hun og slår samtidig fast, at Billie Holiday er et tidløst ikon i musikhistorien, som er svært at nærme sig.
”Vi bliver ved med at forelske os og blive forladt, det er et fortærsket tema. Men hun formidler det så rørende som ingen andre. Hun er en af historiens største sangerinder.”
Billie Holiday døde 17. juli 1959 af hjertestop forårsaget af skrumpelever i en hospitalsseng i New York, og tusinder af sørgende fulgte hendes begravelse fra den romersk-katolske kirke St. Paul the Apostle Roman Catholic Church. Hun blev 44 år.