”Planerne om at gøre Danmark landfast med Tyskland er pludselig blevet betragteligt dyrere.”
Det var overskriften på en debatartikel i Politiken i februar 2015, som handlede om Femern Bælt-forbindelsen til Tyskland. På det tidspunkt var Katrine Møller Madsen kommunikationsmedarbejder i Aabenraa Kommune. Hun tog et billede af artiklen, lagde den på kommunens Facebook-side og skrev:
”Kære Politiken. Vi har noget, I skal se. Det er ret vildt. Vh Aabenraa Kommune.”
Opslaget gik viralt, og geografi-bommerten førte til en offentlig debat om københavneri.
Katrine Møller Madsen er optaget af at sætte Sønderjylland på landkortet og hylde egnens kulturelle særkender. Det er faktisk hendes levevej. Hun er lokalpatriot, men føler sig samtidig ikke hjemme nogen steder. Og så har hun tilflytterens friske blik på sin nye stavn.
Helt ny er den måske ikke, for Katrine Møller Madsen flyttede til Aabenraa med sin familie i 2012. Hun havde boet mange år i København, men også flere steder i udlandet, og hun og hendes daværende mand var trætte af at bruge alle deres penge på at bo, sådan som det var tilfældet i Helsingør, hvor de på det tidspunkt havde hjemme. De trængte til et eventyr, Sønderjylland var tæt på resten af Europa, og derfor tog de dertil. Samme år blev deres yngste søn født, og det er faktisk i forbindelse med børnene, hun oplevede nogle af sine første kulturchok som udefrakommende.
Som da hun for eksempel havde den mindste med til babysalmesang og kom for skade at sige, at kulturudbuddet i Aabenraa ikke var så stort som i København. Det faldt nogle for brystet, fortæller hun. Eller da hendes børn begyndte i tysk børnehave, fordi forældrene så det som en god mulighed for at lære tysk. En ældre bekendt fra byen sagde, at så havde de da valgt side – og det gik op for hende, at hun ikke et sekund havde overvejet de underliggende spændinger mellem nationale mindretal og flertal i forbindelse med valg af børnehave.
Og så var der også dengang, hun kom til at træde nogle af de andre forældre i børnehaven over tæerne. ”Jeg kom fra et meget fedt- og sukkerforskrækket Nordsjælland og blev chokeret over, at der bare blev høvlet sukker ind i institutionen hele dagen lang. Så vi foreslog en nulsukker-politik. Det var ikke så populært. Sukker er så indgroet en del af kulturen i Sønderjylland. Der lærte jeg virkelig, at man skal fare med lempe.”
Læring nummer et om sønderjyderne var altså, siger hun, at de er ærekære. Man skal ikke komme og spille smart. Man må gerne drille, men man skal være ydmyg. Og siden har Katrine Møller Madsen også lært om sønderjyderne, at de er snakkesalige og lune, de kan feste som ingen andre, og så er de stolte af at være fra Sønderjylland. Det betyder noget for dem.
”Da Sønderjylland blev farvet fuldstændig gult ved folketingsvalget i 2015, skrev mine venner fra København til mig, at nu måtte jeg da komme hjem. Men sådan så jeg ikke på det.”
René Rasmussen, der er museumsinspektør på Museum Sønderjylland, skrev i forbindelsen med oprøret over, at så mange sønderjyder havde stemt på Dansk Folkeparti, et debatindlæg i Information. Her citerede han en bekendt for at sige:
”Først pisser de på os, og så siger de, at vi lugter.”
”I Sønderjylland er der en frustration over at være i periferien,” siger Katrine Møller Madsen.
”Det har virkelig sat sig på landsdelen, at så mange statslige institutioner er blevet flyttet og nedlagt. Og når man har en oplevelse af, at der bliver set ned på en, tænker sønderjyderne: ’Vi skal vise dem.’ I Sønderjylland stikker man ikke op for bollemælk, og det kan jeg både lide og identificere mig med.”
Katrine Møller Madsen lever af at dyrke landsdelen. Først var hun kommunikationsmedarbejder i Aabenraa Kommune med en nebengeschæft som debattør i JydskeVestkysten, og i dag har hun sit eget firma, Mutmut, der sælger grafiske designvarer med sønderjyske ord og udtryk.
”Det kom sig af, at jeg engang havde hjulpet en kollega. Hun takkede mig i en e-mail og skrev ’a ku mut dæ, te do sprælle’ (jeg kunne kysse dig, til du spræller). Jeg var færdig af grin, og jeg kunne desuden konstatere, hvor væsentlig en kulturel markør æ sproch er i Sønderjylland. Og jeg fik lyst til at dyrke det ved at give det et grafisk og moderne udtryk.”
”Dæ it å gøje” (der er ikke noget at gøre ved det), ”Det blywe en galt glant daw i daw” (det bliver en virkelig hyggelig dag i dag) og ”Sinne gas” (tag det roligt) er nogle af de mange udtryk, som Mutmut laver plakater, kort og andre ting med. Mange synes, det er sjovt, men Katrine Møller Madsen har også fået rørende e-mails fra sønderjyder, der er taknemmelige over, at hun hylder den sønderjyske dialekt og holder den ved lige ved at gøre den mere tidssvarende.
”Jeg er træt af ordet udkant, men jeg er også træt af ordet guldkant, og selvfølgelig er Sønderjylland ikke lige så hipster som København eller Los Angeles for den sags skyld. Man skal ikke gøre sig til noget, man ikke er, men være stolt af den, man er.”
Paradoksalt nok fylder det ikke det fjerneste i Katrine Møller Madsens selvforståelse, hvor hun selv oprindeligt kommer fra.
Hun er fra den midtjyske landsby Klejtrup, der mest af alt er kendt for sit verdenskort. En miniudgave af verden med søer, floder og bjerge bygget af dansk-amerikaneren Søren Poulsen mellem 1955 og 1969. Selv er hun også mere optaget af resten af verden end af Klejtrup.
”Midtjylland har aldrig rigtig rørt mig. Den der bevidsthed om, hvem vi er, og hvad vi kan, oplevede jeg slet ikke i Klejtrup. Jeg kan da godt genkende resterne af landbokulturen i min barndom, når jeg for eksempel læser Jens Smærup Sørensen-romaner fra Himmerland, men sådan noget som et forsamlingshus er jo ikke særegent for Midtjylland. Jeg tror også, det er derfor, det er så interessant at flytte til et sted som Aabenraa med så stor lokal, kulturel og historisk bevidsthed.”
Men hun er ikke ”sådan en, der hører hjemme”. Kærligheden til Sønderjylland er altså ikke noget, der sætter sig på hendes egen identitet, og hun kan måske nærmere betegnes som en betragter og formidler af den sønderjyske mentalitet end som en sønderjyde.
Katrine Møller Madsen er siden flytningen til Aabenraa blevet skilt og bor nu i et hus med sine børn i Aabenraa – en af fordelene ved Sønderjylland er, siger hun, blandt andet det forhold, at man også med en enkelt indtægt kan bo rigtig dejligt.
Hendes kæreste bor i Odense, og sidste år begyndte hun at læse en kandidat i kunsthistorie på Københavns Universitet. Især erindringsmonumenter interesserer hende, og dem findes der et væld af, så snart hun træder ud ad sin dør. Hun er i det hele taget dybt engageret i Sønderjyllands historie – det er magtpåliggende for hende at kende den for at kunne forstå landsdelen og det skæbnefællesskab, der binder sønderjyderne sammen.
”Jeg har lige haft et semester, der i den grad var woke og en stor kritik af det bestående. Det har jeg det virkelig svært med, men det er den akademiske verden, jeg går ind i, når jeg er i København. Det nationale er et fyord i unge, intellektuelle kredse – i Sønderjylland er det en æressag. På studiet dekonstruerer vi traditionerne, i Sønderjylland fastholder vi dem.”
Det er vanvittig spændende og indimellem ret udfordrende at skulle navigere mellem de to værdisæt, siger hun, der ikke har planer om at forlade Aabenraa.
”For jeg har valgt at gøre en dyd ud af min midterposition.”