Prøv avisen

Hun har mærket Nils Malmros' historie på egen krop

Selvom hun er uddannet billedkunstner, fylder musikken i dag mest i Anne Marie Eriksens liv. Ved klaveret komponerer hun nye melodier til sine egne digte og Lars Hougaard Clausens salmer. På væggen ses et af hendes malerier. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Biografaktuelle Nils Malmros er ikke den eneste, der skildrer fødselspsykoser fra en kunstnerisk vinkel. Digter og musiker Anne Marie Eriksen har oplevet en tilsvarende tragedie, der endte med drabet på Nikolas

Alt ledte mig til denne ekstreme handling. Som ingen bagefter forstår. Som jeg selv prøver at forstå hver eneste dag. Jeg må en dag spørge, hvor ondt det gjorde. Hvis han vil se mig i himmelen ....

Hvis du vil se mig i himmelen er en bog om et sårbart og skæbnefyldt liv. En bog om skyld og ansvar. En bog om et sår, der aldrig læges. Bogen om savnet af Nikolas, som Anne Marie Eriksen slog ihjel under en fødselspsykose. Han blev fem måneder, og selvom tragedien nu ligger 20 år tilbage, kan hun ikke slippe den.

Som hun skriver i bogen, der netop er udkommet på Mellemgaards Forlag:

Er jeg fuldstænding, helt og aldeles alene skyld i det passerede? Ja, for det var mig, der førte kniven. Nej, for jeg var syg. Ja, for der er spor efter mig på gerningsstedet. Nej, for jeg var utilregnelig i gerningsøjeblikket.

LÆS OGSÅ: Hvor der ikke er skyld, er der heller ikke brug for tilgivelse

I overmorgen er der premiere på Nils Malmros nye, dybt personlige film, Sorg og glæde, om hustruens drab på deres ni måneder gamle datter, Anne, under udgang fra Risskov Psykiatriske Hospital, hvor hun blev behandlet for en maniodepressiv psykose. I 30 år bar parret på hemmeligheden bag tragedien, som kun de nærmeste har kendt.

Helt anderledes har den nu 40-årige Anne Marie Eriksen valgt at være åben omkring sin fødselspsykose, der resulterede i den skæbnesvangre beslutning om at begå selvmord og tage Nikolas med i døden. Forgæves havde hun i psykosen forsøgt at få hold på sine egne tanker og sig selv, men alt faldt fra hinanden den nat, hvor sindssygen ændrede hendes personlighed i en grad, så hun som noget af det sidste kiggede sig i spejlet uden at kunne kende sig selv for derefter at flygte ud i nattens mørke med kniven og sit barn.

Anne Marie Eriksen skar sig i håndleddene, men selvmordet mislykkedes. Det gjorde drabet på Nikolas derimod ikke, og Anne Marie Eriksen har siden forsøgt at bearbejde og komme til forståelse af tragedien blot et stykke nærmere det uforståelige i sin kunst og de mange dagbogsnotater, hun gennem årene har lagt ind på sin hjemmeside på internettet.

Et af hendes formål med at stå frem er håbet om bedre hjælp til kvinder, som kan være på vej ud i tilsvarende situationer.

Selvom jeg måske er særligt psykisk sårbar, kan det jo ske for alle, forklarer Anne Marie Eriksen.

Hendes historie har været bragt i flere medier, og egentlig undrer det hende, at hun aldrig har oplevet fordømmelse. Kun støtte og opbakning, men det foruroliger hende også. Føles på en eller anden måde uretfærdigt:

Jeg kan ikke slippe tanken om, at der en dag nok må falde noget ned i hovedet på mig. At det kun vil være en retfærdig straf for det onde, jeg har gjort. Jeg er stadig bange for at give mig for meget hen i det gode og stole på, at det varer ved. For jeg har jo ikke fortjent det gode, synes jeg.

Bibelen har hun læst fra ende til anden, og et af de ord, der optager hende, er ordet nåde.

Jeg oplever jo i min hverdag, når jeg er overbevist om, at noget går galt, at det så ikke sker alligevel. At jeg i stedet møder en mildhed, som overrasker mig. Det overrasker mig, hvordan Gud vil mig det gode.

Anne Marie Eriksen fik, lige som Nils Malmros hustru, en behandlingsdom, fordi hun på grund af sin psykose blev anset for utilregnelig i gerningsøjeblikket. Alligevel kredser tankerne om skyldsspørgsmålet for efterhånden at nå frem til, at det i sidste instans må være Gud, hun er mest skyldig over for. Her begyndte mit troende liv for alvor, skriver hun i bogen.

De seneste år har hun været kirkesanger ved Møllevangskirken i Aarhus, men ellers er det kunsten, der optager hende. Hun er uddannet billedkunstner fra Aarhus Kunstakademi, men i dag gælder det først og fremmest musikken. Anne Marie Eriksen har sat musik til sine egne digte og til salmer skrevet af samleveren Lars Hougaard Clausen. Parret har i øjeblikket 16 nye salmer liggende klar til udgivelse, men økonomien i projektet er endnu ikke på plads.

Hvis du vil se mig i himmelen er også hendes åbenhjertige beretning om, hvordan man, trods den frygtelige hændelse, kan komme videre med sit liv dette, i Anne Marie Eriksens tilfælde, så vanskelige og hudløse liv.

For hun har altid været anderledes, og hver dag har hun sine kampe i sit indre med depressionen lurende i baggrunden. Kampe mod en knugende oplevelse af mindreværd, når hun endnu en gang har følt sig akavet og udenfor i social sammenhæng. Som hun skriver i bogen:

Jeg føler tit, at jeg i et selskab siger noget åndssvagt. Og nogle gange er jeg nødt til at gå fra selskabet uden forklaring. Jeg har også tendens til at udtrykke mig lidt kludret, og jeg lider indimellem af selvfokus, hvor alt drejer sig om, hvad de andre mon tænker om mig. Kigger jeg interesseret, når modparten fortæller mig noget? Skal jeg hellere kigge ned, næste gang jeg får øjenkontakt med ham? Skal jeg følge min pludselige indskydelse og bare sige, hvad der falder mig ind?.

Følelsen af mindreværd har hun udtrykt i dette digt, der slutter med et kærligt smil:

Så sagde jeg:/ Undskyld at jeg/ indimellem er så/ besværlig,/ og var derved/ besværlig./ Så sagde jeg:/ Undskyld at jeg/ undskylder mig,/ for det har du sagt,/ at jeg ikke behøver,/ eller faktisk skal/ vænne mig af med./ Så sagde du:/ Undskyld at jeg ikke synes,/ du er til besvær/ min skat.

Det er også en kamp om, hvad jeg grundlæggende er for et menneske. Er jeg kynisk og kold eller næstekærlig? Gjorde jeg det nu godt nok over for den, jeg mødte? Gjorde jeg mit bedste? Var jeg kærlig og imødekommende eller kold og afvisende? Sådanne overvejelser kører rundt i mig. Jeg vil jo gerne overbevise mig selv om, at jeg er et kærligt menneske, tilføjer Anne Marie Eriksen.

Alligevel går det på mange punkter bedre. De gode oplevelser er trods alt efterhånden i overtal.

Jeg får lov til at mærke kærligheden omkring mig, og i dag kan jeg glæde mig til de ting, der skal ske i fremtiden. Jeg græder ikke så meget som tidligere, siger hun og smiler forsigtigt og ligesom lidt undskyldende over den sidste, meget private, tilføjelse.

For skyldfølelsen og savnet er der fortsat. Såret, der ikke vil heles. Savnet af Nikolas.

Anne Marie Eriksens bog Hvis du vil se mig i himmelen er udkommet på forlaget Mellemgaard.

Anne Marie Eriksen