Maria Stepanovas blik forsvinder ud af vinduet sammen med et suk.
"Jeg ved ikke, hvad jeg overhovedet kan sige."
Det var hende selv, der kom ind på det: Her sidder hun, en russisk forfatter, i ly i en hvidmalet villa på litteraturfestivalen Louisiana Literature nord for København. Imens fører hendes landsmænd krig i Ukraine (hvor Stepanovas familie i øvrigt har rødder). Bygninger og landskaber ødelægges, mennesker i alle aldre fordrives og slås ihjel. Det er sproget, det, at russisktalende tager livet af russisktalende, der næsten er det mest absurde, siger hun.
"Du møder et menneske, som taler dit sprog. Og så torturerer han dig, gør sig måske vittig samtidig. På dit sprog. Og så slår han dig ihjel."
50-årige Stepanova er blevet beskrevet som "Ruslands nye, store forfatter", og er i disse dage aktuel på dansk med "Til minde om erindringen", en mere end 500 sider lang familiekrønike, der er blevet storrost, både i Rusland og i Vesten:
"En forfatter, der i mange år fremover vil blive nævnt i samme åndedrag som Polens Olga Tokarczuk og Belarus' Svetlana Aleksijevitj (begge Nobelprismodtagere, red.)," lød det i den britiske avis The Guardian, da bogen udkom på engelsk.
Maria Stepanova har flere digtsamlinger bag sig, og så er hun journalist. Hun er grundlægger og chefredaktør af det uafhængige russiske litteraturmagasin colta.ru, der nu er blevet lukket af det russiske styre. Hun har, ad flere omgange, opholdt sig længere tid i Europa, blandt andet i Tyskland. Her har hun også et løbende fellowship på Humboldt Universitetet i Berlin.
Hun tilbringer dog stadig megen tid i Rusland, her i sommeren mest i sin "datja", sit sommerhus, uden for Moskva. Også dér er vejret sensommerlummert og luften lidt trykket lige for tiden, siger hun og trækker på skuldrene.
"Præcis som hér."
Ud i lyset
Familiekrøniken "Til minde om erindringen" begynder i fasteren Galjas dødsbo. Under oprydningen finder Maria Stepanova en bunke breve, postkort og dagbogsoptegnelser.
I en hvirvelstrøm dykker hun herefter ind i små lommer af familiehistorien: Vi møder eksempelvis hendes mormor og morfar Olga og Leonid og oldemoderen Sarra, der var en rebelsk og ombejlet læge. Forfædrenes breve og postkort flettes sammen med viden, Stepanova henter ved besøg i byer, hvor hendes familie har tilbragt tid, blandt andet i det nuværende Ukraine. Også det jødiske islæt i familien tages under nærmere behandling.
I bogen fortæller Stepanova, at hun på en måde har forsøgt at skrive familiens historie, siden hun var barn. Over for Kristeligt Dagblad bekræfter hun, at den er god nok.
"Jeg har beviser," siger hun og fortæller om et hæfte, hun har fra sin skoletid.
"Det er sådan et helt almindeligt sovjetisk kladdehæfte til brug i skolen, 10-12 sider med 'de unge pionerers ed' på bagsiden. Da jeg var 10, begyndte jeg at skrive min familiehistorie. Jeg var engageret nok til at skrive hele fem sider, hvilket er ganske meget for en 10-årig. Og så droppede jeg det, måske fordi jeg var 10," griner hun.
Men måske også fordi familiehistorien på det tidspunkt "tilhørte" en anden:
"Min mor, som det tit sker med kvinderne i russiske familier, var familiens historiefortæller. Og jeg har nok en idé om, at mændene normalt har været dem, der skrev og nedskrev deres livsberetninger. Mens kvinderne bare snakker og snakker - og viderebringer alle historierne i familiens umiddelbare nærhed. Og det var sådan, det var med min mor: Hun bevarede og fortalte historierne, også fra min fars side af familien. Det var en regelmæssig fornøjelse i min barndom, at min mor tog fotoalbummerne frem. Sammen med nogle ting: en lille hat med fjer på, handsker, visitkort, postkort," fortæller hun.
"For et sovjetisk skolebarn var det jo tabte ting, der ikke havde noget som helst med min hverdag at gøre. Men jeg havde alligevel den her fornemmelse af en forbindelse. Måske var det forfatteren i mig: Når man ser noget, der taler til en, vil man gerne skrive om det. Eller: man vil gerne skubbe det fremad, ud i lyset."
Familiens bare mave
I "Til minde om erindringen" reflekterer Maria Stepanova løbende over, hvad erindring egentlig er for noget. Også det etiske i at slægtsforske tages under behandling. Et sted citerer hun Det Gamle Testamentes fortælling om Kam, Noahs søn, der forvises, fordi han ikke straks kaster et tæppe over sin far, da han ligger upåklædt ude i vinmarken, men i stedet løber ud og fortæller andre om det.
"Jeg blotter slægtens ubeskyttede nøgenhed, dens mørke armhuler, dens hvide mave," skriver Stepanova om det, hun har gang i.
Referencen giver lidt sig selv, siger Stepanova, idét man på russisk kan være "en Kam" eller "kamsk" - ubehøvlet, grov.
"Det var noget, der plagede mig fra begyndelsen, fordi der i min slægt er en udpræget tradition for at være helt almindelige mennesker. De rakte aldrig ud efter nogen som helst form for storhed, de var i store træk tilfredse med det, der var," siger hun.
Kun oldemoderen, Sarra Ginzburg, der vel er det nærmeste, bogen kommer på en heltinde, havde ifølge Stepanova en personlighed, der ville ud over rampen. Men også hun valgte, da hun vendte hjem efter et længere ophold i Frankrig, at leve et stille, russisk liv.
"Det var et valg, ikke bare et tilfælde. Så vi har fire eller fem generationer af mennesker, der ikke ville være alt for synlige. Det var meget forklarligt, at man havde det sådan under Sovjet. For hvis man blev bemærket - hvem ved, hvad der så kunne ske med én? Så man holdt lav profil. Men hvis det ikke var et spørgsmål om at skjule sig, men også et etisk valg, eller æstetisk valg bare at være et menneske... Hvis de foretrak at være usete - er det så i orden at skrive om dem?," spørger hun.
Det engelske ord "out" er også navnet på et amerikansk magasin for homoseksuelle. I 1960'erne var formålet at få folk til at "springe ud", omfavne deres identitet, og metoden var at bringe billeder af andre homoseksuelle, nogle gange mod deres vilje.
Det er lidt det samme, der kan være på spil, når man skriver familiehistorie, siger Stepanova.
"Det er tricky. For du befrier måske nogen ved at udstille andre. Dette ord 'at udstille', handler om ethvert forsøg på at dele en information, du ikke har ret til at dele. Det er kun en moralsk ret, men stadig: Må jeg skrive om min familie? Er det tvingende nødvendigt? Hvordan kan jeg forklare nødvendigheden af det, også over for mig selv?"
"Jeg ville nok gerne give dem en slags synlighed, så de ikke blev glemt. Men jeg var nødt til at finde en måde at tale om dem på, hvor jeg ikke tog ejerskab over dem," siger hun.
Man kan nemlig, mener Stepanova, meget hurtigt komme på glatis med trangen til at skabe en større mening eller fortælling ud af fortidens begivenheder og skæbner.
Samme kult som Putin
Også i Rusland boomer slægtsforskningstendensen i disse år. Stepanova bruger udtrykket "postmemorial" om den bølge af interesse, der er for fortiden lige nu, i Rusland såvel som herhjemme, i Tyskland eller Frankrig. Begrebet dækker det, at generationer, der ikke selv har været direkte ramt af et traume, samler erindringen om en bestemt tid op, fra dem der helst vil glemme den tid.
"For bare 30 år siden kunne man finde de smukkeste antikke møbler i skraldecontainere. For folk var kun interesserede i fremtiden, i alt, hvad der var nyt, posh, moderne, nutidigt. Men hvis nogen nu prøver at sælge noget, der har tilhørt familien, får de en hel masse foragt smidt i hovedet for det. Jeg har set nogle ganske ophedede diskussioner på Facebook: 'Hvordan kan du sælge det smukke ikon, når det har tilhørt din familie? Hvor kan du gøre det?!'"
Maria Stepanova tror, den store fortidsinteresse er et direkte resultat af det 20. århundredes katastrofer: holocaust, nazismen, kommunismen, fascismen. Mennesker forsvandt, flygtede fra hus og hjem, ændrede deres navne, lagde bånd på sig selv - og det efterlod deres børn på gyngende grund.
"Jeg tror, det har været et instinkt hos de efterfølgende generationer at forsøge at gendanne alt det, vi kunne. Alt, der på nogen måde rører ved fortiden, bliver mere og mere vigtigt."
Er fortidsdyrkelsen en kult? Ja, det er der forskere, der mener, siger Stepanova.
"En sekulær kult, jovist. Men på samme tid deler den træk med mange ældre religioner. Det er derfor, du ikke kan skille dig af med familiens gamle porcelænsmunk, den er hellig på flere måder. Ikke bare fordi den tilhørte din bedstemor, den bliver også bare mere og mere hellig, jo ældre, den bliver."
Men der er også det ved det, siger hun, at når fortiden bliver hellig, bliver den også værdifuld, forstået helt banalt.
"Den bliver til en vare. Der er mange, der gerne vil have deres bid af kagen, og det er begyndelsen til nogle af de erindringskampe, vi oplever lige nu. Jeg opfatter Putins krig i Ukraine som en erindringskrig, sammen med alt det andet, den er, selvfølgelig. Men han prøver at gendanne en bestemt fiktion omkring en gammel verdensorden. Han vil gerne gå så langt tilbage i tid, han overhovedet kan. Han vil gerne gendanne 1950'erne. Eller måske Sovjettiden. Eller måske Ukraine fra før maidarerne (Kiev blev invaderet af et mongolsk folk i 1240, red.) Og det forfærdelige er, at han har midlerne til at gøre det."
"Det er en skræmmende tanke, men... Der er vel en skala fra det skønne til det ekstreme i al tænkning. På en måde kan man sige, at han dyrker samme kult omkring fortiden, som der er så vigtig for mig. Men på hans egen grimme måde. Og jeg ved ikke engang, hvad jeg skal tænke om det."
Der er meget, der handler om at indfange og bestemme over fortiden lige nu, mener Stepanova. Men man må prøve ikke at vælte sin egen fortælling ind over den. Hendes familie har dybe rødder i Ukraine, blandt andet i havnebyerne Odessa og Kherson.
"Jeg føler virkelig ikke andet end desperation, og jo længere krigen varer, jo mere håbløs føler jeg mig. Jeg er bare... desperat. Jeg har jo fotografier fra min sidste rejse i 2015 liggende på min iPhone. Men de minder er forgiftet nu. Jeg ved ikke engang, om jeg kunne finde lysten til at rejse derhen igen, selv, hvis Ukraine vinder krigen. Der er sket noget, der simpelthen bare er... forkert."
Sprogets magt
Det, at der er et sprogfællesskab mellem dem, der lige nu er i krig, er svært at leve med for Stepanova.
"Og det kommer til at få en indvirkning på alt, der bliver skrevet i Rusland fremover. For sproget er ikke et notat, ikke et operativt værktøj, ikke noget, Putin kan bruge til sin egen fordel. Sproget tilhører dem, der forandrer det," siger hun.
Hun overvejer, hvordan hun kan genoplive sit eget uafhængige litterære netmedie efter nedlukningen, men er usikker på, om det overhovedet er teknisk muligt.
"Det er nødvendigt med samtalen. Mange intellektuelle forlader Rusland lige nu, og det er forståeligt. For forfatter er du jo kun, og kan kun leve, hvis du kan udgive noget. Og lige nu er der i Rusland ikke et eneste uafhængigt medie, hvor du kan skrive om, hvad der sker. Du må ikke engang kalde krigen for krigen, så kan du ryge i fængsel. Det skal kaldes 'en specialoperation'. Dem, der udgiver noget i Rusland, skriver enten for styret eller udenom censuren."
Der er stadig muligheder for at tale sammen på nettet og de sociale medier, så det er ikke så slemt, som det kan blive.
"Men i forhold til det skrevne ord er det ikke til at vide, hvilken betydning, det får," sukker hun, mens det begynder at dryppe med regn uden for vinduerne.
Der en følelse af fremmedgørelse mellem de forfattere og intellektuelle, der bliver, og dem, der er emigreret, siger hun. Selv er hun lidt hér og lidt dér. Hun gentænker spørgsmålet om, hvor hun skal være hver eneste dag.
"Jeg forstår så nemt begge muligheder, at blive og at rejse. Dem, der emigrerer siger: 'Hvis du bliver i Rusland, støtter du Putin, hans hær og hans retssystem og så videre, fordi du betaler skat.' Men der er også en græsrodsaktivisme i Rusland, som er så fantastisk og så modig. Og der er jo også nødvendigheden af, at nogen fortsat adresserer det russiske folk. Nogle skal jo tale til dem," siger hun.
Da Maria Stepanova gik i gang med "Til minde om erindringen", var det den jødiske identitet i hendes familie, hun fandt mest interessant. Men efterhånden som hun dykkede ned i historierne, fandt hun ud af, at det religiøse konsekvent var blevet nedtonet gennem historien. Ikke kun påvirket af historiske begivenheder, men også af familiens egen trang til at uddanne sig mere og mere. Til det til sidst blev en tradition, en lille gave, man fik med sig som født ind i slægten, men ikke mere.
Skulle hun begynde at skrive bogen nu, er der ét spørgsmål, der ville drive hende, siger hun:
"Jeg tænker meget over den russiske del af min identitet. Jeg er halvt jødisk, halvt russisk. Nu er det tid til at tage ansvar og tænke over, hvad det kunne betyde. Det er ikke længere bare en viden om én selv, man kan ignorere. Det interessante for mig, før, var det jødiske. Nu er det det russiske. Jeg ved ikke, om det er fascinerende, men det er bestemt en vægt at bære. Og det skal man gøre nu."