Et kendetegn ved god lyrik, der ofte blev fremhævet, før man i de seneste års danske kritik gik over til at prise den viltre, lange og kaotiske poetiske form, var kortheden. Den modernistiske kirkefader Ezra Pound definerede således den kvalificerede digtning som sprog ladet med betydning i den højest mulige grad, og Pound viste selv vejen ved at forklare, hvordan hans berømte to linjer lange digt ”In a Station in the Metro” oprindeligt havde fyldt en side.
Selvom man har set en række eksempler på den gamle japanske haiku-form i den nyeste danske litteratur, er der dog ganske langt mellem digtsamlinger med korte digte. Sådan en har Juliane Preisler skrevet. Hendes ”Daglige digte”, der i pagt med årets gang består af 365 digte, der alle er på mellem én og tre linjer, har også noget dagbogsagtigt over sig. Med sidstnævnte udtryk hentyder jeg til, at der ofte er noget let og utvungent kombineret med en præcision og et nærvær i formuleringen, og at disse digtes styrke er deres umiddelbare appel.
Preislers ”Daglige digte” er et eksempel på, at man ikke behøver at lancere et kompliceret kompositionsprincip og en subtil poetisk stil for at skrive vellykket poesi. Tilsvarende behøver man ikke have grænsesprængende temaer som seksuelle excesser, psykiatriske diagnoser og opgør med samfundet, som man har set i en del digtsamlinger fra de seneste år. Preisler skriver om nogle af de ældste temaer i poesiens verden, nemlig årstidernes stemninger, sjælens smertepunkter og kærlighedens vilkår - ofte forbundet med hinanden. Og lyder dette banalt, kommer man på bedre tanker, når man læser digtene.
Her er et af de suggestive og rammende stemningsdigte om vinterens melankoli, som vækker mindelser om Danmarks bedste nulevende naturdigter, Sten Kaalø: ”Sol banker ind ad ruder, folk går op i limningen, træerne skyder med sort, den sene vinter hærger”. En af de slagkraftige onelinere om oplevelsen af tingenes forunderlige forvandling lyder: ”De store kraner bliver blide i tågen”. Og en tekst om at føle nærhed og harmoni i forhold til sine omgivelser har følgende formulering: ”Regn over nyudsprungne træer, verden bliver grå og duftende og sjælen stikker ud gennem kroppen.”
Der er imidlertid også talrige digte, hvor den konkrete omverdensoplevelse viger for mere billedlige og symbolske udtryk. Det handler ofte om dissonantiske sjælstilstande som det følgende ret rystende rids: ”Du stod i dit badeværelse, og kroppen du ikke holdt af skreg som en mishandlet kat mellem spejle.”
Kærligheden er som altid hos Preisler et markant tema, og selv om hun ikke altid går fri af formuleringer, som kan virke banale, så er der forbløffende mange glimrende digte imellem. Lad mig som afslutning og anbefaling af bogen give et par eksempler på disse. Et digt lyder: ”Hvad vil vi med hinanden, når kroppen ikke vil mere?”. Et andet: ”Inde under tøjet lurer resten af kroppen”. Og et tredje og sidste: ”Hun lyser for ham, uden tøj på.”
kultur@k.dk