Prøv avisen
Interview

Jeanette Varberg: Det er vigtigt, at jeg kan sige godmorgen og godnat til mine børn

Jeanette Varberg bor i Stensballe nord for Horsens og pendler til sit arbejde på Nationalmuseet i København. Togturen betragter hun som værdifuld arbejdstid. Mange videnskabelige artikler om vikingetiden bliver læst, mens hun er på skinner. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus

Arkæolog og museumsinspektør Jeanette ­Varberg har været på et mentalt maratonløb med bogen ”Viking”, der udkommer i denne uge. Store dele af bogen er redigeret på hendes pendlerture mellem Horsens og ­arbejdspladsen National­museet i København

Solen er kun lige akkurat stået op, da Jeanette Varberg kører ind på parkeringspladsen i sin mørkeblå stationcar. Belæsset med tre eksemplarer af sin netop udkomne 600 sider store bog ”Viking. Ran, ild og sværd” i en stofpose og to lige så tungt udseende tasker over skulderen bevæger hun sig ind på Horsens Banegård for at stige på toget til København.

Alt foregår rutinemæssigt. Mandag, tirsdag og onsdag hver uge pendler hun fra hjemmet i Stensballe ved Horsens Fjord til sit job i København. Torsdag og fredag har hun hjemmearbejdsplads. Sådan blev ordningen, da hun for halvandet år siden forlod Moesgaard Museum ved Aarhus og blev museumsinspektør på Nationalmuseet i København.

Med til rutinerne hører også, at hun, så snart toget kører, er i gang med at arbejde. Pendlertiden bliver brugt til at læse videnskabelige artikler og holde sig orienteret om, hvad der foregår i verden på hendes felt. I de sidste mange måneder er togturen blevet udnyttet til at redigere den nye bog. En proces, der har været både lang og besværlig, for hun har skrevet om vikingerne på en måde, som, så vidt hun ved, ikke er gjort før.

Læs et uddrag af bogen "Viking" her.

”Der er skrevet mange udmærkede bøger om vikingetiden, men jeg har længe været irriteret over, at alle mine kolleger i ind- og udland har skrevet historierne tematisk. Altså sådan noget med at tage skibene fra start til slut, bebyggelserne fra start til slut, religionen fra start til slut, og så videre. På den måde får man ikke rigtigt nogen fornemmelse af den samlede politiske udvikling. Jeg vil gerne give overblik og kronologi,” siger hun, da vi har fundet vores vinduespladser i togvognen.

Til overblikket hører, at hun har ”udvidet” vikingetiden og analyseret, hvad der er gået forud for år 793 og angrebet på klostret Lindisfarne ud for Englands kyst, der ellers anses for vikingetidens begyndelse.

Tre år har det ambitiøse bogprojekt taget. Tre år, hvor Jeanette Varberg blandt andet har rejst rundt i verden. Fra Nuuk i Nord til Malaga i Syd og Rusland i øst. For at møde forskerkolleger og for at tage billeder til bogen. Men først og fremmest for at følge i vikingernes spor og selv sanse og fornemme, hvad der har været på spil i den 800-årige periode fra Romerrigets fald til de første korstog.

For hende er det vigtigt at rejse efter detaljen. Alt, hvad hun har læst og oplevet, har hun lagret på den fotografiske måde, som er hendes metode. Hun husker, hvad hun har læst og set, og derfra gør hun stoffet til sit eget og kan skrive frit.

”Min vigtigste læser er et menneske, der synes, historie er spændende, og gerne vil have et sted at begynde. Derfor gør jeg mig meget umage med at gøre stoffet levende. For ja, det er en fagbog, men jeg er, mens jeg skriver, meget inspireret af skønlitteraturens virkemidler,” siger Jeanette Varberg og tilføjer:

”Med 750 noter bagest i bogen er der altså også noget at komme efter for forskerne.”

For fem år siden fik hun som den hidtil yngste tildelt Rosenkjærprisen, DR’s store formidlingspris. Samme år udgav hun ”Fortidens slagmarker”, som blev en stor succes hos både anmeldere og læsere. ”Viking” er på en måde hendes svære toer, men hun tog selv lidt af presset, da hun i 2017 udgav den noget mindre bog ”Mennesket har altid vandret”. Alligevel er hun, med en mild underdrivelse, spændt på modtagelsen af den nye bog.

”Jeg er en arkæolog, der bevæger mig langt ind på historiefagets område og bruger kilderne langt mere frit, end de ville gøre. Jeg har givet mig selv lov til at fortælle den lange historie og har virkelig anstrengt mig. Det her er det bedste, jeg kan levere p.t. Hvis den fejler, ja...” Hun tøver et øjeblik og siger så: ”Så må jeg konkludere ud fra det.”

Processen beskriver hun som en mental maraton, fordi hun har været ude på grænsen af sin hjernes kapacitet.

”Altså, jeg er ude i 800 års forviklinger og kompleksiteter for at forstå vikingernes rolle. Den store tilfredsstillelse er, at jeg nu forstår vikingetiden meget bedre, og det håber jeg også, mine læsere vil gøre.”

Toget ruller planmæssigt mod Fredericia, og vikingetiden kommer helt tæt på, da vi passerer Erritsø. Her er en stor arkæologisk udgravning i gang, og resultaterne herfra understøtter Jeanette Varbergs forskning. Med fundet af en næsten 50 meter lang vikingehal er de foreløbige konklusioner, at der her var et magtcentrum tidligere end 700-tallet, og altså langt tidligere end Harald Blåtand skrev på Jellingstenen omkring 965.

”Meget af det, der er kommet frem via udgravningerne derude, har jeg med i min bog. Det er da sjovt,” siger Jeanette Varberg, mens hun peger ud af togvinduet og fortæller, at hun planlægger et genbesøg i området i den kommende uge.

Arkæologen fra Stensballe kan ikke kun formidle forhistorien, hun kan også sætte den ind i en nutidig sammenhæng. Tag nu balladen i Venstre: Det drama, vi i sidste weekend kunne følge hjemme i tv-stuerne, har udspillet sig i årtusinder, fortæller hun:

”I vikingetiden kunne kongen gøre en af sine sønner til medkonge. Derfor var Svend Tveskæg sandsynligvis sin egen far, Harald Blåtands, medkonge, men det endte jo med, at de blev uenige, og at Svends folk slog Harald ihjel. Så slemt gik det ikke i Venstre, men man kan spekulere over, om al balladen skulle til for at vippe en arving af pinden og pege på en ny: Jakob Ellemann-Jensen, som ovenikøbet er en anden Venstre-konges søn.”

Jeanette Varberg har i sine bøger beskrevet utallige kampe på forhistoriske slagmarker, for hun interesserer sig især for militærhistorie. Selv er hun også lidt af en kriger. Når hun først er i gang med et projekt, og det er hun nærmest hele tiden, så kæmper hun for det til sidste detalje. Det kræver tid og betyder afsavn. Hvilket forleden fik hende til at spørge sin 10-årige datter, Frida: ”Synes du, det er træls, at jeg er så meget væk?”. Hvorpå datteren svarede: ”Nej, for du er sej, mor.”

Men familielivet er vigtigt, og derfor foretrækker Varberg de lange togture frem for overnatninger i København.

”Det er af stor betydning for mig både at kunne sige godmorgen og godnat til mine børn,” fastslår hun, mens toget kører hen over Fyn, og hun sender en tanke til de små, der nu er på vej i skole.

Vikingerne var mere søfarere end pirater

Det er blandt andet de seneste 100 års udgravninger i Skandinavien, der føjer nye lag til historien om vikingetiden. ”Det er i krydsfeltet mellem arkæologien og de skriftlige kilder, at de største erkendelser venter,” siger Jeanette Varberg. I sin bog ”Viking. Ran, ild og sværd” bruger hun begge slags kilder og gør historien til sin egen i en fortællende og personbåret form. En af hendes konklusioner er, at vikingernes blakkede ry er ufortjent. De var ikke røvere, der drog ud på plyndringstogter, men først og fremmest sømænd, hvis risikovillighed på havet stadig er en del af dansk mentalitet.

”Jeg har længeværet irriteret over, at alle mine kolleger i ind- og udland har skrevet historierne tematisk. Altså sådan noget med at tage skibene fra start til slut, bebyggelserne fra start til slut, religionen fra start til slut, og så videre. På den måde får man ikke rigtigt nogen fornemmelse af den samlede politiske udvikling.