Hun så Andy Warhols suppedåser og gik sin egen vej

Den amerikanske nonne Mary Corita lavede popkunst med spirituel dybde, satirisk bid og stor livsglæde i 1960'erne. Hendes værker kan inspirere os til at at kæmpe for retfærdighed og lighed, siger museumsinspektør fra Nivaagaards Malerisamling, der denne uge udstiller værkerne

Allerede i 1950'erne, før Sister Mary Coritas kunst for alvor blev grænsebrydende, var hun kendt for sine silketryk, som hun vandt adskillige priser og udmærkelser for. Mange af dem blev til i trykkeværkstedet, som Sister Corita fik etableret på skolen i Los Angeles, hvor hun underviste. Skolen tilhørte den katolske nonneorden, Sisters of the Immaculate Heart, som hun selv trådte ind i som 18-årig. Her ses nogle af hendes elever i den kreative proces.
Allerede i 1950'erne, før Sister Mary Coritas kunst for alvor blev grænsebrydende, var hun kendt for sine silketryk, som hun vandt adskillige priser og udmærkelser for. Mange af dem blev til i trykkeværkstedet, som Sister Corita fik etableret på skolen i Los Angeles, hvor hun underviste. Skolen tilhørte den katolske nonneorden, Sisters of the Immaculate Heart, som hun selv trådte ind i som 18-årig. Her ses nogle af hendes elever i den kreative proces. . Foto: Fred Swartz/Corita Art Center.

I 1962 besøgte den katolske nonne Sister Mary Corita, der arbejdede som kunstlærer og kunstner, sammen med en gruppe af sine elever en udstilling med værker af Andy Warhol på Ferus Gallery i Los Angeles. På udstillingen var blandt andet Warhols senere så berømte Campbells suppedåser: 32 silketryk præsenteret i tæt opstilling på hylder, som i et supermarked. Warhol var, som flere af sine samtidige, optaget af de nye industrielle og kommercielle udtryk – billboards, grafiske etiketter og fængende slogans – som de brugte på nye og grænsebrydende måder i deres kunstværker. Kunstens status som finkultur blev diskuteret, og objekter og elementer fra hverdagslivet blev brugt i nye former for kunstværker inden for genren pop art.

For Sister Corita var mødet med Warhols suppedåser skelsættende. Hun havde allerede i mere end fem år lavet serigrafiske silketryk, hvor hun fandt sit eget udtryk med douce farver og motiver inspireret af den religiøse ikonografiske tradition og middelalderens katolske kunst. Men her så hun noget, der talte lige ind i hendes engagement i menneskers hverdagsliv og i de vinde, som netop var begyndt at blæse fra den katolske kirkes øverste ledelse. Pave Johannes den 23. indkaldte i 1962 til det Andet Vatikankoncil – et kirkemøde, der skulle revitalisere kirken og bringe den i øjenhøjde med lægfolket og med de udfordringer og glæder, der prægede deres hverdag.

”For Sister Corita blev mødet med Warhols suppedåser en form for legitimering af det, hun allerede var optaget af i sit kunstneriske virke: Hun ville beskæftige sig med verden, som den var, ved at iagttage den i detaljer og se på den med et kærligt blik, som dog var skarpt nok til at få øje på dens uligheder og uretfærdigheder. Samtidig ville hun på demokratisk vis tale til almindelige mennesker – med den dybde og spirituelle klangbund, som kom af hendes baggrund som katolsk nonne,” forklarer kunsthistoriker og museumsinspektør på Nivaagaards Malerisamling, Maren Bramsen.

Sammen med den dansk-vietnamesiske, internationalt anerkendte kunstner Danh Vo, der selv er katolik og mønsterbryder, har Maren Bramsen tilrettelagt en ny udstilling på Nivaagaards Malerisamling, der viser 66 af Sister Coritas serigrafiske værker fra hendes mest produktive periode i 1960’erne. Værker, der er i privat eje hos Danh Vo og tre af hans kunstnerkollegaer. Udstillingen, der har fået titlen ”Someday is now. Danh Vo præsenterer Sister Corita”, er en fortsættelse af det samarbejde med Danh Vo, som museet i Nordsjælland indledte for et par år siden. I 2019 viste museet en række værker fra Danh Vos private samling, som han har været inspireret af, for derigennem at tegne et portræt af Danh Vo. I 2021 lavede Danh Vo og Nivaagaards Malerisamling sammen et projekt, der blandet andet omfattede erhvervelsen af en matrikel i byen og en kartoffelmark med 35 forskellige kartoffelsorter plantet i samarbejde med lokale borgere. I år rykker samarbejdet igen indenfor, hvor de 66 værker af Sister Corita kommer til at indgå i dialog med museets samling af ældre religiøs kunst fra den italienske renæssance.

Umiddelbart kan det være svært at få øje på den spirituelle og religiøse dimension i Sister Coritas værker fra 1960’erne, som har et enkelt og farverigt præg, hvor reklameslogans og elementer fra logoer og plakater bruges som grafisk blikfang. Men i værkerne gemmer sig ofte håndskrevne citater fra Bibelen eller fra taler af personligheder som Martin Luther King, fortæller Maren Bramsen:

”Det religiøse aspekt er en baggrund for hendes måde at arbejde på og ligger til grund for det, hun vil. Hun tilhørte en progressiv og udadvendt katolsk orden, som var engageret i samfundet. Hun havde selv som barn gået på nonneordenens skole i Los Angeles, hvor hun siden kom til at undervise. Skolen og ordenen var et sted med højt til loftet, hvor man kunne udfolde sig kunstnerisk og have det sjovt – også før Sister Corita gjorde det endnu sjovere at være der.”

Corita at conference, c. 1967. Image courtesy of the Corita Art Center, Los Angeles, corita.org.
Corita at conference, c. 1967. Image courtesy of the Corita Art Center, Los Angeles, corita.org.

Sister Corita trådte ind i ordenen som 18-årig og uddannede sig inden for kunst og pædagogik, hvorefter hun begyndte at undervise i kunst på ordenens skole. Her udviklede hun nye pædagogiske metoder og kastede sig over forskellige kunstneriske teknikker, især silketryk. Hun etablerede et trykkeværksted på skolen, og inddrog eleverne i sine eksperimenter. Sideløbende fik hun en kunstnerisk karriere, som fik et markant vendepunkt, da hun stødte på Warhols suppedåser. Hun begyndte herefter selv at bruge elementer fra hverdagslivet og reklameverdenen, som hun satte sammen med poesi, bibeltekster og citater fra taler og tegneserier. Modsat sine samtidige mandlige kollegaer inden for pop art lå der ofte subtile politiske og religiøse budskaber gemt i hendes værker, og hun var ikke bange for at kombinere religiøse og sekulære begreber og fænomener på overraskende måder.

I 1964 lavede hun værket ”The juiciest tomato of all”, som fremskrev Jomfru Maria som den saftigste tomat af alle, og som Nivaagaards Malerisamling har lånt fra den amerikanske kunstner Jason Simons private samling.

”Det var en lokal professor i engelsk, som havde fundet på den overraskende sammenstilling. Men det var Corita, der fandt på – og vovede – at trykke teksten, skrevet med håndskrift i den nederste del af ordet ’tomato’. Titlen på værket var afledt af fødevareproducenten Del Montes slogan for deres dåsetomater. Sammenligningen må have været temmelig provokerende i visse dele af det katolske miljø, og det var med til at etablere hendes ry som en rebel,” forklarer Maren Bramsen.

I et af sine værker, "The juiciest tomato of all", fremskrev Sister Corita Jomfru Maria som den saftigste tomat af alle - med reference til et stort firmas slogan for deres flåede tomater på dåse.
I et af sine værker, "The juiciest tomato of all", fremskrev Sister Corita Jomfru Maria som den saftigste tomat af alle - med reference til et stort firmas slogan for deres flåede tomater på dåse. Foto: Sister Corita, the juiciest tomato of all, 1964, collection of Jason Simon © Corita Art Center, Los Angeles, corita.org

Sister Corita mente selv, at hun blot tog signalerne fra Andet Vatikankoncil for pålydende: Kirken skulle inkorporere moderne, dagligdags sprogbrug i sin forkyndelse.

”Det var hendes yderligtgående fortolkning af en revitalisering af kirken. Coritas skildring af Maria var et bud på en opdateret opfattelse af den kvindelige guddommelighed, der var rodfæstet i nutidens liv og sprogbrug,” uddyber Maren Bramsen.

Sister Corita lavede værket til sin ordens årlige fejring af Jomfru Maria, som hun stod i spidsen for. En begivenhed, der fusionerede en traditionel katolsk procession med popkunst, hvor temaet var Mad for Fred. Temaet skulle fejre madens tilgængelighed lokalt, men også gøre opmærksom på, at en stor del af verdens befolkning ikke havde nok at spise. Lokale supermarkeder donerede reklamer og promoveringsskilte, som Corita og hendes elever brugte til at lave plakater af.

Sister Corita brugte ikke siden et så direkte sprog om en hellig figur, men hun fortsatte med at bruge reklamer og andre kilder fra populærkulturen i sine værker og i sit politisk engagement i de store bevægelser imod racisme og krig, som prægede 1960’ernes USA.

”Hun fusionerede sin samtids reklameslogans og det visuelle boom, der prægede Los Angeles med farvefilm og billboards, med et politisk engagement, som var religiøst funderet. Hendes kunst var ikke simpel politisk propaganda, for der var altid et subtilt lag i hendes værker, som var præget af satirisk bid og stor varme,” understreger kunsthistorikeren.

”Hun brugte de popkulturelle og kommercielle virkemidler til at sælge det budskab, der var hendes vare: kærlighedsbudskabet. Hun havde en legende tilgang til det urbane miljø, som hun kiggede på med barnets øjne, uden dog at hylde det ukritisk. Med sin kærlighed til verden ville hun inspirere til positiv forandring. Derfor blev hun kaldt ’den glade revolutionære' og på den måde sammenstillet med en udbredt forståelse i sin samtid af Jesus som en vild revolutionær, der brugte kærlighedens omvæltende kraft,” uddyber hun.

Maren Bramsen afviser derfor også, at Sister Corita er blevet uaktuel.

”De uretfærdigheder og uligheder, hun så i verden, er her jo stadig, og derfor er hun evigt aktuel, desværre. Det særlige er, at hendes værker taler til det positive i os – som på de badges, vi sælger i butikken, med en af hendes mange oneliners: 'Give a damn'. Hun mente, at vi skulle ’give a damn’ omkring vores medmennesker og omgivelser. Altså engagere os, bekymre os og tage os af fremfor at være krigerisk ligeglade.”

Efter en række meget produktive år, hvor Sister Corita udover de mange tryk også arrangerede udstillinger og happenings og talte ved demonstrationer, ændrede hendes livsbane og kunstneriske udtryk sig. Både hendes og hendes ordens udadvendte og nyskabende praksis blev mødt med stærk kritik og modstand fra den lokale ærkebiskop, og i 1968 besluttede Sister Corita at forlade ordenen og flytte til Boston, Massachusetts, hvor hun for første gang i sit liv boede alene. Hun begyndte nu at male akvareller med et mere meditativt udtryk og lavede forskellige bestillingsopgaver. Hun vedblev dog at være engageret i politiske mærkesager, blandt andet i kampen mod AIDS. I 1986 døde hun af kræft.

”Nogle mener, at denne drejning i hendes virke devaluerer hendes kunst. Men jeg mener, at det blot vidner om, hvordan et liv har forskellige faser, aldre og energi, og jeg synes på ingen måde, at det tager skarpheden ud af hendes værker fra 60’erne,” siger Maren Bramsen.

Hun tilføjer, at selv om Sister Corita var bredt kendt og anerkendt i sin samtid, særligt i USA, er hun ikke for alvor skrevet ind i kunsthistoriens kapitel om pop art.

”Kunsthistorien har nok haft svært ved at rumme, at hun både var nonne og popkunstner, og popkunsten var i udbredt grad en mandeklub. Men jeg tror, at vi er i en tid med større interesse for og nysgerrighed overfor de skæve personer, der ikke passer ind i en kasse, og derfor er mere parate til at forstå Sister Coritas sammensatte karakter som menneske og kunstner.”