Hun skrev et forelsket portræt af sin gale mand: Dostojevskijs kones erindringer genoplives i ny bog

Dostojevskijs sidste hustru skrev et forelsket portræt af sin gale mand. Heri beskrives han som en helgen, på trods af at hans ludomani og jalousi gik voldsomt ud over hende

Portræt af Fjodor Dostojevskij (1821-1881).
Portræt af Fjodor Dostojevskij (1821-1881). Foto: Jim Forest/Flickr.

I den danske Dostojevskij-ekspert Tine Roesens introduktion til Dostojevskijs forfatterskab er en af grundteserne, at man ikke kan forstå, hvorfor russiske Fjodor M. Dostojevskij (1821-1881) er så stor en forfatter, hvis man tror, at der i hans litterære verden kun findes gravens alvor. Det er snarere sådan, udlægger Roesen, at litteraturen lyser i sammenstødet mellem grundspørgsmål og komik.

Det er korrekt, og af samme grund kan man glæde sig over en udgivelse, der relancerer Dostojevskijs sidste kone, Anna Dostojevskaja (1846-1918), og hendes erindringer, der handler om at elske forfatteren Dostojevskij.

De to mødte hinanden, fordi Anna studerede stenografi, og den berømte forfatter havde brug for en litterær sekretær. Resten af deres liv arbejdede Dostojevskij om natten, og om eftermiddagen dikterede han nattens arbejde til Anna.

Det er i denne forbindelse, at humoren dukker op, for Anna Dostojevskaja repræsenterer urlatteren i Dostojevskijs forfatterskabs lange succeshistorie. I disse erindringer fortæller hun således, hvordan hun ”brast i latter,” når Dostojevskij dikterede Mitja Karamazovs mange eskapader, lystløgneren general Ivolgin fra ”Idioten” eller de berømte taler i ”Brødrene Karamazov's" afsluttende retsalssdrama.

På denne måde er der tale om et sundt blik på forfatterskabet: Anna græder og griner med Dostojevskijs romaner som den første læser og burde blive en modellæser for os andre.

Erindringerne er skrevet af en dybt forelsket kvinde og dækker tiden fra deres møde i 1866 til Dostojevskijs død i 1881. Dostojevskij skildres som et evigt godt menneske, der betaler sine overfaldsmænds bøder, elsker sine børn og samvittighedsfuldt forsøger at betale alle sin families gældsposter. Det er for så vidt godt gået af det forelskede blik at skrive en helgenhistorie, når Dostojevskij samtidig var besat af spillesyge og jalousi; en imponerende gerning at holde disse laster ude af beskrivelsen af Dostojevskijs moralske væsen.

Smukkest lyder det i bogens afslutning, da Anna spørger sig selv, hvorfor Dostojevskij elskede og tilbad hende, når hun ”dog i sandhed” ikke havde ”udmærket sig” i nogen særlig grad. Og svarer selv: ”Det er en stor lykke i livet at møde og kunne slutte sig til et menneske af en helt anden art og beskaffenhed, end man selv er, et menneske, som i alt forbliver sig selv tro, uden i nogen måde at efterligne os, som ikke former sin sjæl efter vores – hvad der ville gøre den usand – (…) et menneske, i hvem vi, trods alt dårskab og egenhed, bestandig har et fast fodfæste og en trofast støtte.”

Deres liv sammen var præget af ubegribelig modstand. Dostojevskij havde allerede været i fangelejr i Sibirien, før de mødtes, men også sammen måtte lide. Flere af deres børn døde tidligt, Dostojevskij måtte i gældsfængsel, og de levede omskifteligt og frygtsomt på grund af de mange kreditorer.

Alligevel fylder humoren også på andre måder end den medfølgende latter.

Anna Dostojevskaja gengiver eksempelvis en note af Dostojevskij fra 1877, hvor han afmålt har nedskrevet sine fremtidsplaner: ”Memento for hele livet. 1) Skrive den russiske "Candide". 2) Skrive en bog om Jesus Kristus. 3) Skrive mine memoirer.”

Efter flere punkter skriver han et NB til sig selv: Alt dette ”vil kræve mindst 10 års arbejde – men jeg er nu 56 år.” Denne særegne blanding af storhedsvanvid, naivt gåpåmod og lakoniske bemærkninger vil alle yndere af forfatterskabet omgående genkende i mange af det elskeligste skikkelser.

Bogens problem er, at den ikke er kunst – og ikke ville være god, hvis Dostojevskij ikke var blevet berømt. Den er skrevet uden sans for, at også memoirer må have en dramaturgi og en ledende idé, og den forfalder derfor over væsentlige dele til registrerende noter, der ikke besidder egen poesi og ikke er en del af en fortælling.

Samtidig kan man spørge sig selv, om ikke en nyoversættelse havde været på sin plads, hvis man troede på bogens relevans. Ejnar Thomassens er fra 1957, hvilket dens nye klæder i øvrigt også ligner. Der sker så meget i Dostojevskij på dansk disse år, og derfor vil denne udgivelse blegne. Men den taler ikke usandt om gåderne ved verdens største forfatterskab.

Anna Dostojevskaja: Mit liv med Dostojevskij. Oversat af Ejnar Thomassen. 322 sider. 250 kroner. Bechs Forlag/Viatone.