Prøv avisen
Interview

77-årig antropolog står bag ”nomadernes Saxo”

Ida Nicolaisen er selv lidt af en turbo-nomade, der hele livet har rejst rundt i verden, hvor hun både har færdes på de bonede gulve i New York og under stjernehimlen blandt nomader i Afrika. Foto: Emil Kastrup Andersen

Verdens nomader har længe kunnet takke danske forskere for at have fået deres historie og kulturarv beskrevet, men først nu er et 15-bindsværk om dansk nomadeforskning, som antropolog Ida Nicolaisen har stået i spidsen for siden 1992, blevet færdigt

Lettelsen lyser ud af antropologen Ida Nicolaisen.

”Nu føler jeg mig endelig som et frit menneske!”, siger hun fornøjet, mens det smukke ansigt stråler af nyvunden energi.

Hun ligner faktisk en, der er klar til at bestige Mount Everest, hvis det skulle være. Der findes heller ikke ret mange hvide pletter på den 77-årige turbo-nomades eget verdenskort, men nu har hun langt om længe afsluttet en lang akademisk vandring, der i hvert fald har varet siden 1992, hvor hun blev redaktør på et dengang planlagt syvbindsværk om dansk nomadeforskning. For projektet voksede og voksede med fuld forståelse fra Carlsbergfondet, mens flere af forskerne døde undervejs, og arbejdet blev forsinket.

Ida Nicolaisen har selv bidraget med to bind på egen hånd. I mellemtiden har hun i øvrigt også lige været med til at opbygge et mini-FN for oprindelige folk, været formand for Søren Kierkegaard Forskningscenteret under udgivelsen af centerets 55 bind og ikke mindst forsket i sit ”egentlige område” på Borneo, så det er klart, at Ida Nicolaisen nu er lettet over, at nomadeværket endelig er blevet færdigt – nu med 15 store, tunge bind.

De første 14 bind ligger og tynger sofabordet ned som en kameloppakning hjemme i villaen på Frederiksberg, mens det sidste bind – Christel Braaes værk ”Among Herders of Inner Mongolia” – først bliver vist frem til en festpræsentation på Nationalmuseet i næste uge. Selv har hun beskæftiget sig med nomader, siden hun skrev speciale om slaveforholdene blandt afrikanske nomader, ligesom hun allerede som studerende giftede sig med sin antropologiprofessor Johannes Nicolaisen, der havde skrevet doktorafhandling om nomadefolket tuaregerne.

”Han var selv begyndt med at rejse alene ud i ørkenen med sine fem kameler for at få kontakt til disse mennesker. Siden kom jeg med på flere ture, men da han var den store nomade-ekspert dengang, fandt jeg mit eget antropologiske felt i Borneo,” siger Ida Nicolaisen, der dog mistede sin noget ældre mand alt for tidligt.

Og nu er det hende, der har skrevet bindet om tuaregerne færdigt.

Allerede Johannes Nicolaisen byggede dog videre på en lang dansk forskningstradition. For selvom der er langt fra Sahara til Sandvig, har danskere forsket i nomadefolk i mere end 100 år. Og det enorme bogbindsværk blev netop iværksat for at bearbejde et meget stort datamateriale – både skriftligt, fotografisk, båndet og i form af masser af dragter, sadler og våben fra disse folk, som ikke tidligere var publiceret.

Det skete blandt andet i erkendelse af, at mange af de samfund, som danske forskere havde studeret, ikke længere kunne besøges af politiske årsager (der er således fire bind om afghanske nomadefolk) eller ikke eksisterede længere.

Det sidste gælder for eksempel beduinerne i Qatar, hvor bogen ”Bedouins of Qatar” fra den danske nomadeserie på verdensplan er den væsentligste kilde til beskrivelse af landets beduinkultur og derfor også er publiceret i Qatar.

”Det er deres Saxo, kan man sige. Og den danske bog er derfor genudkommet med guldbind i Qatar, hvor nomadekulturen stadig anses for at være en del af landets kulturelle dna, selvom nomaderne hurtigt kom til at arbejde i olieindustrien, efter man fandt olie i 1950’erne. Men det betyder ikke, at man ringeagter nomadekulturen i Mellemøsten, hvor saudiske konger for eksempel stadig har store telte, selvom de også kan eje højhuse,” siger Ida Nicolaisen smilende.

Et af hendes egne bind ”Elusive Hunters” er på samme måde en hovedkilde til det oprindelige nomadefolk i Tchad-området, ligesom hendes bind om tuaregerne er en skatkiste til nomadefolkets egen kultur.

Med i værket er også et tobindsværk om Ole Olufsens ekspeditioner i Centralasien, et om prins Peters samling af etnografiske genstande fra Tibet og et om lur-folket i Iran.

Mange af værkerne indeholder også forskningsbaserede kataloger over de samlinger, som ekspeditionerne hjembragte til Nationalmuseet og Moes- gaard Museum. For alle danskerne tog store samlinger med hjem, hvad enten de var draget ud af eventyrlyst eller forskningsmæssige grunde.

Christel Braaes værk, der som de foregående bind er rigt illustreret, indeholder således dels kapitler om Haslund-Christensens spændende ekspeditioner i Mongoliet i 1930’erne og dels et kæmpekatalog over store dele af de 3000 genstande, som blev bragt hjem til Nationalmuseet for at blive udstillet ved ”det nye museums” åbning i 1938.

Nomadernes historie er meget mangfoldig, og arkæologer rykker den hele tiden længere tilbage, men ifølge Ida Nicolaisen skal vi 10.000-12.000 år tilbage til dengang, hvor mennesket fandt ud af at tæmme dyr, som de dels kunne bruge til at leve af og dels til transport. Og da først hesten og kamelen var tæmmet, blev verden hurtigt større. Da nomadefolkene begyndte at sætte sig op på heste og kameler, åbnede de muligheden for handel over lange distancer.

”Det var nomader, der bandt verden sammen, og det er det i en vis udstrækning stadig i dag, selvom lastbiler, skibe og tog har erstattet en del af deres funktion, men mens nomader tidligere fragtede korn, salt og meget andet, er det nu dem, der bliver brugt til at smugle mennesker og narko gennem det enorme tørre bælte fra Atlanterhavet til Kina. For nomader flytter sig jo, så de er nyttige, hvis man vil have noget flyttet,” siger Ida Nicolaisen og tilføjer:

”Transportdyret hesten var også forudsætning for, at mongolerne kunne opslå sig som et kæmpe rige. Der var mongolske herskere, der blev kinesiske kejsere i 1300-tallet. Den kinesiske mur blev også bygget for at holde horderne ude fra det gamle Kina, men i storhedstiden nåede mongolerne ind i Kina og stod ved porten til Wien. De havde hele Syrien og det bibelske område, og det var faktisk kun en begravelse, der fik deres hærfører til at vende om i Wien, fordi han gerne ville hjem til begravelsen. Ellers havde verden måske set anderledes ud i dag,” siger Ida Nicolaisen.

Til gengæld var det ikke nomaderne, der løb med historien. For det var de fastboende i byerne mellem verdens nomadefolk, der byggede templer og nedskrev historien, selvom den bibelske patriark Abraham jo også var nomade. Ser man bort fra samerne her i Norden, er de fleste nomader i dag muslimer, men når man forsker i nomader, ser man også, hvor forskelligt islam kan blive fortolket.

I bogen fra Qatar møder man tæt-tilslørede kvinder, mens det hos tuaregerne er omvendt. Her er det kvinderne, der er utilslørede, og mændene tilslørede. Og forskellen mellem muslimske nomader er også stor, hvis man ser på deres skilsmissekultur.

”I Qatar er det manden, der bestemmer, ligesom arveretten går fra far til søn. Og hvis manden vil skilles fra sin hustru, skal han bare bede om det tre gange, men hos tuaregerne er det kvinden, der ejer teltet, og hvis hun bliver træt af manden, kan hun bare stille mandens sandaler uden for teltet, og så er de skilt hurtigere end med NemID,” siger Ida Nicolaisen og tilføjer:

”Sådan kan vi også have meget stereotype forestillinger om muslimer, men nomadefolkene viser, hvor rigt og forskelligt de indretter sig inden for islam. De kristne kulturer er jo også vidt forskellige.”

Men i tidens debat er der jo ellers mange, der argumenterer for, at kristendom og islam har hver sin dna?

”Ja, men hvis man ser historisk på det, er islam udmøntet meget forskelligt i islamiske samfund. Og sådan er det også blandt nomadefolk, hvor nogen overholder bedetiderne meget strikt, mens andre henviser til, at der står i Koranen, at man kan bede mindre, hvis man er på rejse, og tuaregerne siger for eksempel: ’Jamen, vi er jo altid på rejse,’” siger hun og smiler, inden hun tilføjer:

”Det fantastiske ved de menneskelige samfund er jo, at vi har udviklet tusinder af måder at leve sammen på. Vores forståelse af meningen med livet, forholdet mellem ældre og yngre, mænd og kvinder og meget andet er meget forskelligt. Og det, synes jeg, er en rigdom, som vi skal sætte pris på.”

Nomader har dog alle dage også været frygtede, forklarer hun.

”Fastboende har altid været utrygge ved folk, der krydser grænser. For nomaderne ved man jo i sagens natur ikke, hvor man har, fordi de hele tiden flytter sig. Og nomader behandles derfor ofte dårligere end andre. Herhjemme har vi også været usikre på romaerne. Og samerne har haft svære forhold i Norden, hvor de i perioder er blevet opkrævet skatter af både Norge, Sverige og Finland. I dag kæmper de fortsat for deres rettigheder. Det er for eksempel ikke til at vride en sundhedsstatistik ud af en nordmand, hvis man vil vide, hvor godt samerne er dækket ind. I FN har jeg arbejdet sammen med en same, der dog sagde, at samernes guldalder faktisk var under det danske styre, hvor de kunne bevæge sig frit, så det driller jeg sommetider mine norske kolleger med, men skattemæssigt har nomader jo ellers altid vakt problemer. For hver gang et lands skatteopkræver kom, har nomaderne jo altid sagt, at de kun er i landet tre gange om året.”

Selv har hun dog oplevet nomader som meget gæstfrie mennesker, og hun har lyttet til mange gode historier under de klare stjerner i ørkenen. For en del af underholdningen blandt nomader er typisk gode bålhistorier, der i Afrika ofte handler om kvægtyve, fortæller hun:

”Set i bakspejlet er jeg ærgerlig over, at jeg ikke havde lært mig nogle gode tryllekunstner, som jeg selv kunne optræde med. Men mig gav de typisk det bedste, de havde. En gang gik en af dem for eksempel flere kilometer bare for at give mig en kop gedemælk, fordi han syntes, at jeg var blevet bekymrende tynd,” siger hun og ler.

”Der er mange fortællinger i de her bind. På den ene side giver bindene altså et bidrag til dansk ekspeditionshistorie, som både blev båret af opdagelsesrejsende og forskere. Samtidig er mange af bindene dybtgående analyser af samfundsforhold og kulturelle forestillinger. Men det, alle bindene har tilfælles, er, at de behandler nomadesamfund, som er under total forandring. Og nogle af dem kæmper indædt for at bevare deres kultur.”

Hvad forener så de forskellige nomadefolk?

”Det, der forener dem, er det helt unikke i, at de kan overleve i de meget tørre områder. De kan overleve på stepper og i ørkener. Og det betyder, at de har et fantastisk kendskab til miljøet og dyrenes behov. Min mand mødte for eksempel en fransk dyrlæge, der fortalte, at han ikke kunne lære tuaregerne noget om kameler. For dem kunne de i forvejen vaccinere og operere. Noget andet, der forener nomaderne, er, at de jo er nødt til at leve med en meget let materiel kultur. De skal jo flytte hele tiden, hvor alt, hvad de har, skal op på ryggen af de transportdyr, de har.”

Det kan lære os andre, at det vigtigste ikke er, hvad man har, men hvad man har sammen, mener hun. Og samtidig taler nomader lige ind i vores tid med deres ukuelighed og omstillingsparathed:

”De kan ikke bo fast nogen steder, fordi de er i områder, hvor vegetationen er sparsom. De rigtige ørkennomader må ligefrem vandre efter, hvor det har regnet. På stepperne kan man bedre følge forskellige ruter. Men i dag kan de jo alle sammen inspirere os til at leve med færre ting og være klar til at flytte sig i livet,” siger den erfarne forsker, der nu glæder sig til at få tid til at skrive sit eget to-bindsværk om punanfolket på Borneo.

”Fastboende har altid været utrygge ved folk, der krydser grænser. For nomaderne ved man jo i sagens natur ikke, hvor man har, fordi de hele tiden flytter sig,” siger Ida Nicolaisen, der selv har oplevet nomaderenes gæstfrihed. Foto: Emil Kastrup Andersen
Danskere har forsket i nomadefolk i mere end 100 år, og i sit antropologiske arbejde har Ida Nicolaisen bygget videre på den tradition. Foto: Emil Kastrup Andersen

Det var nomader, der bandt verden sammen, og det er det i en vis udstrækning stadig i dag, selvom lastbiler, skibe og tog har erstattet en del af deres funktion

Ida Nicolaisen