En digtsamling, der gør læseren klogere på, hvad det vil sige at være menneske

Cecilie Lind skriver vildt og uregerligt, men med eksistentiel tyngde i digtsamlingen ”Den nye spejltrådskaserne”, der som flere andre af Linds værker handler om ikke at kunne leve op til omverdenens forventninger

Hvis Cecilie Lind med det smukke og intense langdigt ”Mit barn” (2019) udvidede det ejendommelige forfatterskabs register med en lidt mere hverdagsnær og ligefrem tone, så markerer hendes nye hybridbog med den herligt gådefulde titel ”Den nye spejltrådskaserne” en tilbagekomst til det viltre, uregerlige, fabulerende og balstyriske sprogarbejde, der er blevet den gode og kompromisløse digters særkende. Titlerne taler her hvert deres (u)tydelige sprog: Lind er en forfatter med stor spændvidde og overskud.

Det nye værk starter som det foregående med en fødsel, men denne gang ikke funderet i en konkret og umiddelbar genkendelig scene, men, som det ofte er tilfældet hos Lind, i det reservoir eller måske nærmere spejlkabinet af mytologier, faste vendinger og fortællinger, som vores liv og kultur hviler på. Her den pandefødte Athena:

”Hvis smerten i panden var det barn der skulle hviles frem til vuggen da ville jeg give fortabt med det samme og søge mod træer/ og søge styrke, mod, ro i mælk, æbler, ankler/ og i andres øjne, når de så mig an og så at jeg var en kryster, i virkeligheden, så ville jeg byde dem trods, i drømme, da ville datteren vikles ind i mit hår, inden/ hun/ vågnede, den fødselssøvn var varsom og mat/ mens feberens sejr tog panden til bålet/ og mens jeg stod og var rank i hjelmen ellers kun/ ænset af fjenden/ som så mig som så smuk fordi jeg var oplyst af flammer og had og at jeg var skabende, nærmest en mor, mens det var jeg ikke, ikke egentligt, jeg var mere/ en sejrsherre der led kvaler og bar forelskelsens knurhår i hjertet, kildret frem til barm var mit sejrsstolte bryst, og panden led en kæntring og panden spyede en/ datter ud, men hvis datter hun var, vidste kun sjældne guder”.

Og sådan fortsætter Linds vilde, suggestive, rytmiske og associative skrift ned over siderne; nogle gange i noget, der minder om lyriske prosastykker, andre gange som fortættet poesi med mange linjeskift, men altid tempofyldt og energisk på vej videre.

Artiklen fortsætter under annoncen

Man ved aldrig, hvor man har den, teksten, den går til yderligheder, er vrangvillig og uhåndterlig i sin blanding af tungetale, absurde syner og knivskarpe udsagn:

”alle de tunger jeg taler med taler sandt men taler ikke ens// i tilfælde af at man kommer til mig med det ønske: at få klart svar: da vil jeg ikke kunne leve op til fordringen// jeg taler solen i sænk og månen i ekstase”, som det med en præcis selvkarakteristik lyder fra tekstens jeg, der netop må siges at være lige så omtumlet og omskiftelig, som teksten selv.

Form og indhold spiller således fornemt sammen: Når livet er kaotisk, uhåndterligt og i syv sind, så må litteraturen også være det. Det lykkes imidlertid kun, fordi Lind er en særdeles dygtig og særegen sprogkunstner, der samtidig har blik for menneskelivets eksistentielle tyngdepunkter. Selvom jeget er flakkende, ustabilt og gerne indtager alle mulige roller (mor, datter, filmstjerne, orakel, stewardesse med mere), så taler det samtidig med en så insisterende og påtrængende stemme, at man bare lader sig slå omkuld.

Man finder måske ikke klare svar i ”Den nye spejltrådskaserne”, men man bliver til gengæld klogere på, hvad det vil sige at være menneske i et spænd mellem selvovervurdering og selvlede.

Jeget vil gerne undslippe sig selv og omverden, vil ikke være ”øjnenes undersåt” (jævnfør også bogens spejle), som der med et af mange slående billeder står et sted. Hun har lært, ”hvor sulten volden er i næven når man kommer til kort når man står foran spejlet og ser hvor hæslig man er faldet ud”. Men hun kan også besynge sig selv, tale ”det knejsende hjertes tale”.

Det handler her, som i andre af Linds værker, om at være udsat, syg og skrøbelig, om hverken at kunne eller ville leve op til omverdenens forventninger og idealer, om seksualitet, begær og kærlighed, om pige- og kvinderoller. Men det handler også om med vold og magt at prøve at affinde sig med alt det, man er og uden skam besynge sig selv:

”Jeg elsker mig selv som jeg elsker en sommermorgen med regn”.