Det bør der stå på min gravsten: ”Hun troede, at alting ragede hende”

Det begynder tungt, men ender flot i forfatterpars bog om tidligere juraprofessor og retssikkerheds-forkæmper Eva Smith, der i årenes løb har blandet sig i snart sagt alt

Den professionelle Eva Smith får mest taletid i bogens første halvdel. Det klæder bogen, at den senere bevæger sig ind i privaten og ind til mennesket Eva Smith.
Den professionelle Eva Smith får mest taletid i bogens første halvdel. Det klæder bogen, at den senere bevæger sig ind i privaten og ind til mennesket Eva Smith. . Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix.

Det er svært, eller måske endda umuligt, at forestille sig, at der kunne blive skrevet en kedelig bog om Eva Smith. De seneste mange år har hun gang på gang bevist, at hun ikke er bange for at sige den gængse mening midt imod, og hun er altid klar i spyttet, uanset om det gælder hendes hjertebarn retssikkerheden eller MeToo, identitetspolitik, overvågning, klima, corona, asylpolitik, embedsværk, ytringsfrihed eller kønsroller.

Og det er da også den professionelle Eva Smith, som får mest taletid i bogens første halvdel, og hun har gennem årene blandet sig i snart sagt alt. Som hun selv siger, burde der på hendes gravsten stå: ”Hun troede, at alting ragede hende.”

Men selvom hendes meninger er markante og aldrig kedelige, og selvom hendes familiebaggrund som født ind i den socialdemokratiske Hækkerup-klan er interessant, så er bogens første del ikke den mest spændende.

Indledningsvis er Eva Smith nemlig ved at drukne i det politisk-biografiske familiestof, som hun altid har forsøgt at distancere sig fra, hvorfor det virker som en lidt spøjs prioritering at lade det fylde så meget.

Som hun er citeret for:

”Jeg ville ikke kendes som min fars datter. Jeg ville kendes som mig selv.”

Og sig selv er hun. Umiskendeligt. Og da jeg var færdig med bogen, sad jeg med fornemmelsen af at have læst om et modigt og reflekteret menneske. Så hvorfor denne lille utilfredshed? Var forventningerne for høje? Eller taler de små kommentarer, som jeg skrev i margin under læsningen – uddyb, spørg mere, lidt for Far til fire-kæk – sandt? Bliver både den portrætterede og de to forfattere mere og mere modige, bliver selvransagelsen større, som samtalen skrider frem?

Det tror jeg, og det klæder bogen, at den bevæger sig fra meningsmaskinen Eva til mennesket Eva, og samtalen bevæger sig ind i privaten, til det lange ægteskab med Ole, til de tre fælles børn og de fem sammenbragte, til savnet efter moderen, som blev syg, da Eva var 12 år, og døde, da hun var 16, til den fraværende og reserverede far, det mangeårige medlem af Folketinget, justitsminister Hans Hækkerup, og til hendes børns syn på deres egen opvækst.

Det er dog på ingen måde blevet en kedelig bog om Eva Smith, selvom man godt kunne ønske sig, at forfatterne, psykolog Anne Knudsen og journalist Steen Valgreen-Voigt, havde spurgt dybere, der hvor man fornemmer, at der for alvor er noget på spil, og at de havde arbejdet mere med at integrere anekdoten, som står og svæver lidt mellem referat og citat.

Men dem, der var i stue med mig, da jeg læste, vil vide, at jeg flittigt og begejstret citerede Eva Smith, og dem, der låner bogen, vil ud over de lidt småskeptiske kommentarer i bogens første halvdel også bemærke sig masser af understregninger, tilkendegivelser og udråbstegn – for eksempel ved et citat som dette:

”Selvfølgelig er det på mange måder godt, at vi har fået mere blik for det enkelte menneske, men det er kammet helt over. Det er blevet alt for individualiseret og er kommet til at handle om en selv på bekostning af alt det, som binder os mennesker sammen på tværs af forskellene” – som alt sammen vidner om en meget engageret læsning af ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel.”