Som barn troede Irene Vallejo, at hendes far havde skrevet “Odysseen”.
Hun mindes aftenerne som det bedste tidspunkt på dagen. Når faderen satte sig på gulvet ved hendes sengekant og læste højt af bogen. Andre gange fortalte han frit fra hukommelsen. Altid med fagter. Retoriske pauser, hvor han lod hende hænge, når historien var allermest spændende. Og spørgsmål undervejs: Hvad skulle krigshelten Odysseus nu stille op mod den vrede havgud, Poseidon? Hvor længe kunne hans kløgtige væverske-kone, Penelope, holde bejlerne stangen?
“Jeg blev næsten hypnotiseret af det univers, han tog mig ind i. Det var magisk. Lige siden har græsk mytologi været mit hjem,” siger Irene Vallejo.
Kristeligt Dagblad har mødt den spanske forfatter med ph.d. i klassisk filologi i det centrale København hos forlaget Gutkind, der sidste år udgav hendes prisvindende kæmpeessay “Evigheden i et siv”. Hun er på sit første besøg i Danmark, hvor hun den 30. august åbnede efterårssæsonens livearrangementer på Louisiana Museum i Humlebæk nord for København i en samtale om, hvorfor opfindelsen af bøger – måske – er menneskehedens største triumf.
Irene Vallejos gennembrudsessay handler nemlig om bøger. Eller mere præcist om bogens tilblivelseshistorie. Med afsæt i antikken, hvor den skriftlige formidling foregik på papyrusruller, vokstavler og ark af bark, væver hun sig ukronologisk gennem bogens udvikling og betydning i en blanding af historiske anekdoter, litterære citater og filosofiske overvejelser.
I slutningen af 2019 udkom “Evigheden i et siv” i Spanien, tre måneder før coronapandemien lukkede samfundet ned. Den blev på kort tid en bestseller i hjemlandet og blev i løbet af få uger solgt til udgivelse i over 30 lande.
Frygt og gennembrud
Én ting er uomtvisteligt: Irene Vallejo elsker bøger. Kimen blev lagt med faderens fortællekunst ved aftentid, men også senere i barndommen, da hun selv havde knækket koden til at forstå “de små, sorte insekters march over hvidt papir”.
“Jeg blev mobbet i skolen. Sådan virkelig ydmyget. Bøgerne blev mit tilflugtssted, et helle, hvor de andre ikke kunne nå mig,” siger hun.
Europæiske klassikere som “Skatteøen” af Robert Louis Stevenson, “De tre musketerer” af Alexandre Dumas og “Mørkets hjerte” af Joseph Conrad var blandt de litterære universer, hun søgte ind i i de år.
I bøgerne fandt hun stemmer, som kunne lide hende. De udvidede hendes indre verden og lærte hende at vente med tålmodighed på, at hun en dag ville møde mennesker, som lignede hende selv.
Eventyret om “Den grimme ælling” af H.C. Andersen var også et af de vigtige i opvæksten. Og netop dét eventyr, der handler om at være anderledes og uden for fællesskabet, har igen fået en central plads på boghylden hjemme hos Vallejo.
For otte år siden fik hun og hendes mand deres første barn, en søn, der er født med komplikationer – blandt andet havde han svært ved at trække vejret og spise. I årene efter fødslen tilbragte Irene Vallejo og hendes mand, Enrique Mora, timer, dage, hele perioder på hospitalet. I en uafbrudt frygt for at miste drengen.
Irene Vallejo havde på det tidspunkt knoklet i 10 år for at komme til at leve af sit forfatterskab. Hun havde udgivet to skønlitterære romaner og to børnebøger, anerkendte publikationer, men uden et bredt publikum. Så da hun fødte en plejekrævende søn, måtte det blive den endegyldige afsked med forfatterlivet.
“Her besluttede jeg at give op,” siger Irene Vallejo.
“Min søn krævede så meget af vores tid, og mit arbejde med at rejse rundt og promovere bøger var tidskrævende og hårdt,” fortæller hun.
Som et sidste farvel til litteratur og forfatterskab – til alt det, bøger havde givet Irene Vallejo gennem tiden, skrev hun, ind imellem hospitalsopholdene, på det, der skulle blive til “Evigheden i et siv”.
“Hver gang jeg var hjemme, gik jeg direkte ind til tastaturet. Jeg skrev og afsluttede nye kapitler hele tiden,” fortæller Vallejo.
Da udkastet lå klar, var forlagene skeptiske. Hendes profil var skønlitterær, og tiltroen til, at non-fiktion kunne sælge, var ikke stor. Et mindre, uafhængigt – men prestigefyldt – forlag vovede pelsen og trykte et førsteoplag på 2000 eksemplarer. I dag har bogen rundet oplag nummer 50, og langt de fleste optryk har overgået det første i antal.
Den gale hollænder
“Evigheden i et siv” er tilegnet samfundets “anonyme omsorgsgivere”. Dem, Irene Vallejo mødte hver dag i en periode på hospitalet. Og dem, som gennem tiden har reddet bøger fra bål, plyndringer og censur.
“Jeg føler taknemmelighed over for alle de ydmyge mennesker, som forbliver i skyggen. Navnløse og ansigtsløse boghandlere, bibliotekarer, oversættere, kopister og smuglere, som gennem århundreder har reddet litteratur og viden og kæmpet for at gøre historier og idéer tilgængelige – uden at forvente nogen berømmelse for det. Vi må aldrig glemme, at bøger i mange år var forbeholdt aristokratiet, eliten, de privilegerede,” siger hun.
Gennem historien har mennesker – ligesom hun selv – fundet ly og håb i litteraturen. Hun nævner den hollandske forfatter og kommunist Nico Rost (1896-1967) som et rørende vidnesbyrd. Han var under Anden Verdenskrig holdt fanget i koncentrationslejren Dachau nordvest for München, hvor han gik under navnet “Den gale hollænder, der sluger papir”.
Rost traf flere farlige beslutninger under sit fangenskab, blandt andet at skrive dagbog og organisere en hemmelig læseklub. Når klubbens medlemmer, dissidenter fra Europa og Rusland, ikke kunne skaffe læsestof, gravede de sætninger frem fra erindringen, som de diskuterede på møder. Stående mellem sengene holdt de hver især oplæg om deres nationale litteratur. Og mens døden ændrede på sammensætningen i klubben, overlevede Nico Rost.
“Han nægtede at tale om tyfus, sult og kulde. I stedet holdt han fast i retten til at læse og skrive. Det er så rørende at tænke på,” siger Irene Vallejo.
Hun medgiver, at bøger og læsetid har mange konkurrenter i det moderne samfund – blandt andet fra skærme og sociale medier. Men det gør det ikke mindre vigtigt, at man tager sig tiden.
“Det er i den her langsomme tilstand, vi finder ro til kritisk refleksion. Jeg plejer at sige, at mennesker gennem historien har reddet bøger, så bøgerne kunne redde os.”