Vi er lige akkurat gået glip af en rockkoncert. Den har været festlig, fornemmer man: Bunkevis af skrald hober sig op. Man kan lugte cigaretskoddene på jorden og øl-slatterne i de udtrådte Royal-plastickrus. Sikkerhedshegnene er skubbet til side, og hist og pist ligger shotglas og klistret slikpapir.
Til udstillingen på Horsens Kunstmuseum har Rose Eken (født 1976) iscenesat efterspillet af en koncert i form af et rum med knap 2000 objekter udført i ler. Ekens inspiration er erfaringer fra teenageårene, hvor hun arbejdede som scene- og lystekniker for diverse rock- og punkbands i det københavnske musikmiljø. Udstillingen kredser om fascinationen af koncerten som fællesskab, rum og ritual og er i sin konceptuelle stramhed og fortælling betegnende for Rose Ekens praksis.
Ved første øjekast forekommer Rose Ekens værker at stå i et 1:1-forhold til virkeligheden med deres slående lighed med genkendelige fænomener. Det virker som et letkøbt greb, men det er en svær misforståelse.
Ekens forlæg er altid masseproducerede genstande, som vi (her til lands) kender så godt, at vi glemmer at se dem. Leret er oplagt. Det er det mest ubehjælpsomme og almindelige materiale. Vi har kendt det siden tidernes morgen, og det bruges overalt i husholdningen. Det er et bevidst valg, når den fingersnilde Eken leger med lerets kluntethed: Hendes hænder har formet alle objekterne, brændt, glaseret og brændt dem en sidste gang. Det er en beskidt, repetitiv og langsommelig proces. Men ler skrumper lidt, når det brændes, og det forvrænger genstanden fra det virkelige forlæg. På den måde beriges værkerne med en næsten vibrerende livagtighed og stærk sanselig appel, der får os til at ”se” genstanden på ny. Selvom plastickrus-skulpturen er grå, afkoder vi den øjeblikkeligt som sit virkelige forlæg og som gennemsigtig. Er man en pilfinger, kan man få tics af, at modstå fristelsen for at føle efter: Er plastickrusene virkelig tunge? Er de, hvad jeg tror, de er?
Rose Eken udtrykker sig altid i medier, som tidligere var klassiske beskæftigelser for det dannede kvindelige borgerskab; det nysselige glasmaleri, det tålmodighedskrævende broderi eller det sirlige porcelænsmaleri. Eken anvender medierne til at udtrykke det modsatte, nemlig støj og larm. I et rum på udstillingen ses en række værker, der på afstand ligner abstrakt maleri. Tæt på aner man hundredvis af minutiøst broderede sting på silkestof.
Rose Eken er blevet foræret kendte mandlige trommeslageres trommeskind (heriblandt Radiohead, Sort Sol, Kashmir og Metallica), og hvert et slag er kopieret ned til mindste detalje. Alle ser helt forskellige ud rundt om det sted, stikken har ramt skindet, og en fedtet mørk ring af smuds er opstået. Nogle grønne, nogle blå. Skæve, runde. Værkerne er fulde af indlevelse i, hvordan kropslig og musikalsk bevægelse kan oversættes visuelt. De karakteriserer trommeslagerens spil, uden vi kan høre slaget. Samtidig forener de den mandlige musikers kraftudladning med det traditionelt introverte og feminine håndarbejde. Ekens ”tinselfoil paintings”, malerier på glas med glimtende staniol-papir under, henter motiverne fra punkmiljøets ”battle jackets” – læderjakker med nitter, lapper og patches – der på én gang viser bærerens idoler og tilhørsforholdet til undergrundsmiljøet. Der er foregået omhyggelig research forud for værkerne, som har karakter af et antropologisk feltstudie i en subkulturs koder; hvilke idoler, hvilke patches, på hvilken måde?
Rose Ekens styrke og kunstneriske greb er at dissekere kulturhistoriske fænomener og fastfryse dem i øjebliksbilleder af spor, koder og symboler. Lige nok til, at vi selv kan fortælle historien gennem vores erindringer og associationer med objekterne. Ekens totalinstallationer vokser til større fortællinger. Om tilbedelsen af rockmusikeren, tilskuernes adfærd og koncerten som rum i en større kulturhistorie. Det interessante ved Ekens værker er, at genstandene netop i kraft af deres tilsyneladende banalitet forstår at ramme noget dybere, som handler om alt det, tingene minder os om og repræsenterer for både den enkelte og i fællesskabet.
Udstillingen på Horsens Kunstmuseum vises til den 13. januar 2019.