Lars von Triers avantgardefilm ”Dogville” fra 2003 er en fabel om menneskets potentiale for at lade sig fordærve. Men den er mere end det. ”Dogville” er også et filmisk teaterstykke og en litterær fortælling, der udforsker og udfordrer kunstarternes udtryksmuligheder. Med sit miks af medier forsøgte von Trier at understrege fiktionen og påpege, at vores samfund og virkelighed er en vilkårlig konstruktion, og at menneskets grimme natur ikke så let lader sig undertrykke.
Nu har Odense Teater taget ”Dogville” ved hornene og placeret den på teaterscenen, hvor den kan siges at høre hjemme. Instruktør Tue Biering har skabt sin egen ”Dogville” baseret på samme tekst men med et helt nyt formsprog, der går flot hånd i hånd med indholdet. Den kan stå alene som et fænomenalt stykke teater og tåler også sammenligningen med filmen.
En smuk pige er på flugt fra en gruppe gangstere og forvilder sig til bjergbyen Dogville, hvor hun mødes af beboernes mistro. Som betaling for deres tavshed og gæstfrihed skal hun udføre opgaver for dem, som de egentlig ikke har brug for at få udført.
Men ondskaben ulmer, og Dogville viser tænder. Når man giver hunde tilstrækkeligt at æde, så æder de, til deres maver revner. Stemningen i salen er knugende, og man kan lugte råddenskaben.
Pigen hedder Grace, og navnet har mange betydninger: Hun er en elegant kvinde, der er faldet og falder yderligere i unåde, og hun påtager sig de drøje opgaver og udstår misbruget ”with good grace” – uden at kny. Navnet Rikke Lylloff er også vigtigt, for hun står som en glitrende stjerne på scenen. Med overbevisning og menneskelighed personificerer hun den yndige, sårbare, men også benhårde kvinde, så man næsten glemmer, at det bare er fiktion.
Resten af ensemblet er også i overordentlig god form. Flere scener griber så hårdt om hjertet, at de er decideret hårde at udstå. Så godt er det.
Karaktererne præsenteres i prologen med hjælp fra et håndholdt spotlys og en lodden mikrofon, hvilket er et fint nik til det filmiske forlæg. Men forestillingen synes knap så forhippet på at være et stykke postmoderne meta-teater og virker i stedet mere interesseret i menneskene. Det er forfriskende.
I filmen har spillerne til opgave at holde sig inden for de tykt optegnede streger på gulvet, der udgør imaginære kulisser og markerer grænserne mellem huse og det offentlige rum. Det er en minimalistisk scenografi, der giver skuespillerne plads.
Men på teatret har Nicolaj Spangaa skabt en helt anderledes anarkistisk scenografi, der repræsenterer den lovløshed, byen praktiserer. Hvert medlem af byfamilien har et hjørne, hvor de har hjemme, men grænserne mellem privatsfærer er udvisket. Grace står til skue, overvåges, lige meget hvor hun befinder sig. Her på scenen skal spillerne udkonkurrere det kaos af rekvisitter og mennesker, der omslutter dem på den smalle scene. Sådan er livet også i virkeligheden.
Form og indhold går op i en højere enhed, og forestillingen følger sine helt egne regler. Den tager ingen hensyn, der foregår ting, som vi knap kan se, og det er, som om spillerne ikke spiller for publikum, men eksisterer i deres eget lille akvarie eller mikrokosmos. Vi kan se ind, men de kan ikke se ud.
Til allersidst skifter lyset til et knap så nådigt spot, der indirekte peger på os. Måske et lidt banalt greb, men det virker. Man træder sig over tæerne, mens byen brænder, og tænker: Er vi mennesker virkelig så skrækkelige? Kan man hade mennesker for deres svagheder? Er verden så forfærdeligt et sted? Måske ikke. Men ondskab kan opstå alle vegne, hvis den får den rigtige grobund.
Odense Teaters ”Dogville” udforsker menneskets natur i yderste potens, og den gør det skræmmende godt.
kultur@k.dk