Så fik Bornholm endelig også sin bog. Sin store, flotte billedbog fyldt med herlige for-tællinger om og af bornholmerne selv. Bogen er en ren fornøjelse fra ende til anden. Det, der først fanger øjet, er naturligvis de mange helt utroligt smukke og indimellem ganske overraskende fotos.
Det er tydeligvis et helt bevidst valg ikke at fotografere de sædvanlige turistattraktioner. Her er for eksempel ikke et eneste almindeligt foto af Hammershus slotsruin, men til gengæld et, der viser ruinen i en særdeles spektakulær belysning. I det hele taget er der mange eventyrlige fotoscenerier, og dertil kommer de mange fantastiske luftfotos, hvor det bliver tydeligt, hvor enestående og anderledes et fænomen Bornholms natur er.
Og så er der teksten, som de mange fotos i virkeligheden følger ganske nøje. Bogen er inddelt i fire afsnit: ”Klipper”, ”Havet”, ”Skovene” og ”Jorden”. Til hver afsnit har to af de angivne forfattere skrevet en personlig beretning om netop deres forhold til Bornholm som henholdsvis ”født” eller ”førd” – som bornholmer af fødsel eller som tilflytter, som skæbne eller valg. Alle bidrag er båret af en kærlighed til øen, der, selvom der er plads til såvel kritik som selvkritik, er enestående i sin styrke og smittende i sin glæde.
Spændvidden i disse bidrag er stor, både når det gælder alder, og når det gælder baggrund og ståsted. Men alle er læseværdige med glød og appel. Dog skiller enkelte sig ud med en særlig charme. Det gælder frem for alle Ursula Munch-Petersens ”Omkring Gudhjem” om en barndom i 1940’erne. Den fornemme keramiker skriver med en helt særlig sødme om forholdet til dyr, natur og mennesker.
Bertel Haarder (V) skriver under titlen ”Mit Bornholm” om sin opfindelse af Folkemødet, som han med rette er stolt af. I bidraget ”Jeg hader, når det blæser” skriver Anita Bay Bundegaard indlevet og derfor medrivende om at vokse op i et fiskerhjem i Tejn:
”Angsten for at deres mænd skulle blive derude, har fiskerkoner følt i generationer, og den havde sat sig hårdt i min mor, som havde giftet sig med en fisker, der var bange for havet.”
Et helt andet sted fra, men ikke desto mindre på samme måde følsomt og hjerteligt skriver den bornholmskfødte Klaus Bondam om gennem hele sin barndom at vende tilbage til øen som feriebarn. Her får bondekulturen sit taknemmelige minde.
Alle medforfattere er velvalgte og lægger fra hver deres særlige vinkel endnu en brik til forståelsen af dette særlige sted, der på så få kvadratkilometer indeholder så uhyre meget forskelligt – og sjældent, når det gælder natur og kultur, hvor det bornholmske sprog jo udgør et helt særligt kapitel. I den forbindelse skriver Dennis Gade Kofod i ”Det foranderlige Bornholm” om det officielle Danmarks sprogpolitik:
”Folkeskolen på Bornholm importerede og importerer en masse lærere ovrefra. Og de enten ville ikke eller kunne ikke forstå de bornholmske børn, og derfor blev der slået hårdt ned på sproget i skolen. Jeg har hørt mange fortælle, at de fik et par på skrinet, hvis de ikke talte rigsdansk, når læreren kunne høre dem.”
Til at forstå hele denne mangfoldighed er der i bogen med borgmester Winni Grosbøll i spidsen medtaget en række små interviews af bornholmere fra alle erhverv, aldre og samfundslag, fødte som tilflyttere. I alt cirka 20 vidt forskellige mennesker.
Heller ikke Ertholmenes beboere er i denne sammenhæng glemt.
Det er en glimrende idé med disse små hverdagsportrætter, der giver et bredt indblik i det bornholmske samfund, som det lever og ånder netop nu.