Man kan have hørt så meget om en roman gennem livet, at man næsten tror, man har læst den. Sådan havde jeg det med Thomas Manns »Huset Buddenbrook« fra 1901. Store, gamle borgerfamiliers forfald har i min forestillingsverden fået den faste metafor: ligesom Buddenbrooks. Nu har Gyldendal bekostet en nyoversættelse ved Niels Brunse, og da jeg slog op i den, viste det sig, at det kun var uddrag i fortidens tysktimer, jeg havde læst. Mange læsende har det sikkert som jeg, og dem vil jeg bestemt opfordre til at gå om bord i dette kæmpeværk om fire generationer i en købmandsfamilie i Lübeck. Døden er den store motor i Thomas Manns ungdomsværk, som den var i dekadencens værker omkring ham cirka 1900. Tænk bare på Johs. V. Jensens »Kongens Fald« (1900-01). Personer rejses for at udsættes for fald og forsvinden. Man er ikke ganske fri for at tænke på den senere systemdigtning, for disse romaner er opbygget på systemet »død«.
Systempræget træder endnu tydeligere frem i Thomas Manns »Buddenbrooks« (1901), for ud over døden går et system igen i personbeskrivelserne, nærmest selvbevidst parodisk: En kvindelig hovedfigur har tætsiddende øjne med blålige skygger, en anden har tilbøjelighed til at spise meget og forblive mager - og disse og lignende træk kommer slavisk, men også morsomt, igen, hver gang de genoptages i handlingsgangen. Nærmest som lyriske refrænner vender disse karakteristika tilbage som stilens ledemotiver, hvad der gør bogen let at læse - den tåler næsten alle udsættelser - og straks når læsningen genoptages, falder man ind i den melodi, den spiller i prosa. I virkeligheden fremstår hele romanen som en stor musikalsk komposition for købmænd, hustruer, børn, kurantmark, korn og kjoler, vejr og tid.
Det ved Thomas Mann udmærket selv, han giver romanen i sin helhed i en passage om den sidste søn af familien, Hanno, der laver svævende kompositioner ud af sin musikinteresse. Dødsmotivet køres af gennem generationerne. Den første store Buddenbrook vender sig bort i døden og siger bare sammenfattende om livet, at det er »kuriøst«. Hans søn mister efter voldsom fremgang og styrke i forrretningslivet tiltroen til sig selv og dør som følge af en dårlig tand, og endelig dør Hanno, den sidste købmandsuegnede, af tyfus. Omkring denne akse gennem romanen udspiller døden sig desuden i forskellige andre udgaver: den åndelige død i søsteren Tonys mange ægteskaber og i broderen Christians utallige mere eller mindre indbildte nervesvækkelser.
»Forfaldsromaner«, kaldte man slutningen af 1800-tallets udgave af den tidligere dannelsesroman, og med rette. Ned ad bakke går det, hårdnakket - men for at det overhovedet kan interessere, må der startes uendeligt højt - og det bliver der i beskrivelserne af Buddenbrook-familien i dens storhedstid. Højden fornemmes måske bedst i en lille detalje, som har hele romanens formel i sig. Fortælleren beskriver havnelivet i Lübeck mod slutningen af romanen og herunder fisk i en bod: »É Nogle af dem havde det godt. De svømmede omkring i vandspande, lidt trangt, men dog ved godt mod, og ingen led nød. Men andre lå med deres frygtelige gloøjne og arbejdende gæller sejlivede og forpinte på deres bræt og slog hårdt og fortvivlet med halen, indtil man endelig greb dem, og en spids, blodig kniv med en knasen skar struben over på dem.« Beskrivelsen fortsætter med slyngede ål, en stor flynder, der flygter fra slagtebordet, men hentes tilbage til sin »pligt«, - døden, forstår man! Indsætter man personerne i stedet for fisk i citatet, ser man klart formlen for romanen.
Næst efter døden er kunsten den store opløser i romanen, og her især musikken. De første Buddenbrooks var store handelsfolk og dybt umusikalske, men ved giftermål med sydlandske, musikalske kvinder opløses grebet om den konkrete omgang med handelen. Dette forløb er i sig selv rigt instrumenteret med konkrete handelstal og varer, med kendskabet til kvinders kjoler og disses stoffer, borddækninger og middagssammensætninger, et kendskab, der ligefrem er svimlende. Også teologi samt religiøse og filosofiske emner finder vej til bogens sider - og romanen fremstår som et skønt handlende leksikon om livet omkring 1830-1880.
Et så langt tidsspand giver huller i handlingsgangen, og det systematiske præg i opbygningen kan godt give indtrykket af, at nu tager vi så den generation og sender den gennem livets og dødens mølle. Men beskrivelserne af de enkelte udvalgte faser holder læseren fast med deres detaljerigdom og sanselige nærvær samt fortællerens ejendommeligt ironiske tilgang til nogle af sidepersonerne. Guddommeligt afskyelig er den lyshårede Grünlich med bakkenbarterne, hvis lyserøde hud nærmest stråler utroværdighed ud gennem håret.
Niels Brunses oversættelse er et kup, dels ved dens nærhed til originalens tysk, dels ved dens forsøg på at lave danske paralleller til dialektale tyske udtryk. Oversættelsen har en sproglig glæde ved dansk, der får vores sprog til at fremstå som det kultursprog, det er, og viser, at det kan klare præcis det samme som de store europæiske sprog. Alle egne af den store »Ordbog over det danske sprog« i 28 bind har været besøgt i denne oversættelse. Und Dem selv denne sommernydelse på knap 600 sider ved at besøge Thomas Manns store roman en uge eller to.
Thomas Mann: Buddenbrooks. Nyoversat af Niels Brunse. 600 sider. 398 kr. Gyldendal.