Stig Agerbo er noget så sjældent som en dygtig håndværker, der er kendt for at lave skæve ting. De er pilskæve, de vinduesrammer, han indimellem får banket sammen på værkstedet. Han kan endda den svære kunst at lave mindst lige så pilskæve vinduer, der passer i rammerne.
”Jeg har lavet mange, der åbner rigtig fint,” siger den 74-årige tømrermester med et stort smil.
Men skævheden har heldigvis hjemme her på Frilandsmuseet i Brede nord for København, hvor Stig Agerbo arbejder og har gjort det i henved 40 år. Her står bindingsværkshuse med vægge som dem, man hører om i H.C. Andersens ”Hist hvor vejen slår en bugt” og træværk i farver som i børnesangen ”Jeg en gård mig bygge vil”.
At disse huse stadig ser godt ud efter en livscyklus af byggeri, brug, forfald, flytning og genopbygning, skyldes folk som Stig. I alt 12 håndværkere er fastansat på Frilandsmuseet til at genopføre, restaurere og reparere de huse, der ligger herude. Husene er oprindeligt bygget så forskellige steder i det danske land som Barsø i Sønderjylland og Borre på Møn og er flyttet hertil (efter de er skilt i mindre dele, forstås), fordi de af Nationalmuseet er blevet vurderet bevaringsværdige.
Stig Agerbo har sagt ja til at lade sig følge af Kristeligt Dagblad under dagens arbejde, og vi begynder ved bagindgangen, hvor museets nye stationsby bygges op.
Her er et leben af håndværkere, som arbejder på at få denne del af museet rigtigt op at stå. Vi bevæger os over mod en rustrød staklade fra begyndelsen af 1900-tallet, der oprindeligt stod i Marstal på Ærø. Det er ikke helt til at sige, hvornår den står færdig, siger Stig Agerbo, for her tager ting deres tid.
”Fem år er en ret kort tidsramme herude. Stenstruphuset, som vi netop har fået færdig, har ligget her siden 1929,” siger Stig Agerbo.
Tømrerne Søren Pedersen og Jakob Jensen går og sætter nye fyrreplanker på stakladen. Hver eneste nye skrue er sat i med lige kærv – intet overlades til tilfældighederne. Og alligevel kunne man aldrig sætte en maskine til meget af det tømrerarbejde, der laves her.
”Når man er tømrer, kan man normalt godt lide, at alt er i vinkel og lod, men herude er det anderledes,” siger Jakob Jensen.
”Tit er det også et spørgsmål om, hvor meget forfaldet skal fylde,” tilføjer Søren Pedersen.
”Vi retter det lidt op, der, hvor det er mest kritisk, men sørger for at bevare fornemmelsen af noget gammelt.”
Stig Agerbo forklarer, at stolperne i stakladen er skåret med en såkaldt bredbil, en økse, der mest af alt minder om skarpretterens bedste ven. Men bredbilen er benyttet på fredeligste vis gennem århundreder og er faktisk et skønt redskab, mener tømrerne. Høvlen er også en nødvendighed, så man undgår de såkaldte kutterslag, mærker i træet, der kommer ved slibning på maskine, siger han.
”Det skriger til himlen. Og de er morderligt svære at fjerne,” som han siger.
En god tømrer på Frilandsmuseet står i lære en del år. Og derudover er der ting, som man kun kan, når man som Stig Agerbo har været der siden 1979.
”Det er faktisk ret svært at bygge skævt! Men vi har udviklet en teknik, hvor vi kan få skæve vinduer til at lukke op,” siger Stig Agerbo fiffigt.
”Men Stig, det er jo, fordi du har lavet dem skævt!”, griner Søren Pedersen.
Det er noget med at banke kiler i alle vegne og trykke det med en skruetvinge, forklarer nestoren. Han er med egne ord ”ikke spor bedre end nogen andre, men rimelig god til det, han laver”. To gange i sit arbejdsliv har han haft orlov for at bygge møller i Japan, og Frilandsmuseets gamle møller er da også hans speciale.
Kort før åbningstid møder en høj mand med runde briller os på en sort herrecykel. Stedets arkitekt, Niels Erik Henningsen, sætter en fod til jorden, da han når os.
”Stig, Læsø-møllen, der er en hækskede på en af vingerne, der er knækket,” siger han, let forpustet.
”Vi du ikke putte den ind i programmet?”.
Stig Agerbo nikker.
En hækskede er sådan et spær, der går på tværs i vingen, forklarer han, da arkitekten er cyklet videre.
Han er ellers lige i gang med at sætte et stort vindue i stand til den bygning, håndværkerne kalder for ”Øresund”: Øresundsvejens sta- tionsbygning. Stationsbyen rummer flere værksteder med en ærefrygtindgydende mængde bevaret værktøj. Et af værkstederne tilhørte en maskinmester fra Møn, fortæller Stig Agerbo.
”Vi var så ufatteligt heldige, at da manden døde, så gik konen bare ud og drejede nøglen om og låste af. Så da museet fik det, var alt, som da han forlod det,” siger han.
Vinduet til ”Øresund” skal høvles glat, der, hvor der er sat nyt træ på. Råd er dog ikke noget stort problem.
”Træ var meget bedre i gamle dage. I dag gøder man meget for at få træerne hurtigt op at stå, men træet holder ikke til noget.”
Han får et saligt udtryk i ansigtet ved tanken om ”rigtig langsomtvokset svensk fyr med en masse harpiks” – den slags træ, der kommer tættest på det, man anvendte dengang, og som de helst benytter herude i dag.
Vi banker på hos Kenn Johnsen, maleren, som har været her på museet i 30 år. De seneste otte år har han arbejdet som maler, før det var han i mange år tækkemand.
”Men så videreuddannede jeg mig,” griner han.
Der er ikke noget, der hedder ”malerhjerne” her på hans værksted, her dufter godt af formningslokale. Den slags maling, Kenn Johnsen bruger, er både historisk korrekt og sund.
”Diffusionsåben,” siger Kenn Johnsen og har med det sagt kodeordet for grunden til, at de gamle malingstyper lavet på eksempelvis kærnemælk og linolie, nu begynder at blive moderne igen:
Træet i de gamle huse kan ånde.
På Kenn Johnsens lager står bøtter af pasta med farvepigment, som han rører op med olien, før den kan bruges. ”Brændt umbra”, ”vogngrøn” og ”svinkløvgrå” står der på bøtterne.
Med linoliemaling skal man ikke male igen og igen. Med årene tørrer olien i malingen ind i træet, men pigmentet sidder tilbage på overfladen og skal blot fugtes med olie for at genvinde den oprindelige farve. Det giver en særlig patina, forklarer Kenn Johnsen.
Vi går udenfor, og maleren viser en hvid bygning med flere grønne vinduesskodder, hvoraf én har fået olie.
”Chromgrøn,” siger han.
”Den bliver blå efter 15 år, men så snart du gnider olie på, bliver den grøn igen! Er det ikke sjovt?”.
Det er godt op ad formiddagen, og en fjern lyd af glade skrig og barnestemmer afslører, at en række skoleklasser nu har gjort krav på kulturarven. Stig Agerbo følger over til Stenstruphuset, der er det seneste færdiggjorte hus, hilser på vejen kort på to tækkere, der godt oppe i højden er ved at lægge nyt stråtag på en gammel gård. De matte farver på husene stråler i solskinnet: Bordeaux, rustrød og grøn, blå og gul.
Fremme ved Stenstruphuset er en gruppe børn ved at klæde sig ud som bønder anno 1800-tallet. Der er kamp om kyser og forklæder.
”Se os, vi er nisser!”, råber et par drenge, iført den klassiske røde hue, der hører almuekulturen til.
Solen bager, og syrenerne dufter, i haverne vælter rabarberne op. På bagsiden af Stenstruphuset, i et indhak i muren, står et lillebitte, grønmalet vindue med blyindfattet tykt glas på klem.
Stig Agerbo tager fat i vinduet og drejer det lidt frem og tilbage på hængslerne.
”Der sidder et af mine skæve vinduer,” siger Stig Agerbo og smækker vinduet i rammen. Det passer perfekt.