Ernest Hemingways hus i Cuba har jeg besøgt to gange. Hvorfor? Fordi jeg havde chancen. Jeg kunne ikke lade være.
I Cuba gik jeg og indsnusede atmosfæren i gaderne i et nedslidt Havana. Drak mojito sidst på dagen på den mindst formelle af Hemingways to yndlingsbarer. Lyttede til musikken fra de små grupper af musikanter, der for drikkepenge diverterer turister med musikken fra Buena Vista Social Club. Og spiste lune bananchips, chicharritas. De tilberedes af grønne ”macho”-bananer, der skæres i tynde skiver og steges i svinefedt, til de er sprøde, hvorefter de overdrysses med salt og serveres.
Om aftenen blev lydbilledet tilføjet klikkene fra de parringslystne edderkopper og koret af cikader og frøer.
Efter dette tilløb tog jeg ud til Hemingways landsted, Finca Vigia, uden for byen i San Francisca de Paula. I den lille by boede også Gregorio Fuentes, der havde været styrmand, kok og bartender på Hemingways båd, ”Pilar”. Han levede i 102 år og tog på sine gamle dage 50 dollars for at lade sig fremvise og fotografere og for at gentage mindre om forfatteren, end man kan læse på et bogomslag. Don Gregorio døde i 2002.
Hemingway brugte Gregorio Fuentes som model for den gamle mand i ”Den gamle mand og havet”, og historien om kampen med sværdfisken og hajerne havde han fra en ældre fisker ved navn Abelardo Riveros.
I haven kan man se hans (lille) swimmingpool, hvor filmstjernen Ava Gardner svømmede nøgen, hans båd, og hvor hans hunde ligger begravet.
Selve huset er ikke tilgængeligt i regnvejr, man går i stedet rundt om huset og ser ind gennem vinduerne. I dagligstuen ser man en sofagruppe, der er spisestue, soveværelse og bibliotek. Et bord med flasker står mellem to lænestole, og væggene er dekoreret med jagttrofæer.
Til venstre for dagligstuen ligger hans arbejdsværelse. Døren til stuen holdes åben af en stor blå bog, ”Aerosphere”, der handler om flyvemaskinemotorer. Hans Royal-skrivemaskine står på en spansk-amerikansk ordbog på en lav reol. Det var her, han stod barfodet eller i mokkasiner og skrev, når han forinden havde skrevet sine manuskripter i hånden – med blyant. Bag ham var en siesta-seng, hvor han tog en eftermiddagslur.
I Cuba havde Hemingway en fast arbejdsrutine. Han stod tidligt op og skrev ihærdigt indtil frokost. Herefter en lur, og fra sidst på eftermiddagen til ud på aftenen stod den på drinks, middag, drinks, socialt samvær og flere drinks. Næste dag begyndte det forfra, kun afbrudt af lejlighedsvise fisketure i Floridastrædet mellem Cuba og USA. Her i Golfstrømmens lune vand findes de prægtigste sværdfisk.
Huset i Cuba var det sted, Hemingway boede længst. Han havde forladt forældrenes hus i en forstad til Chicago, da han var 18 år, for at blive ambulancechauffør i Første Verdenskrig. 1920’erne tilbragte han i Paris, og i 1930’erne boede han i Key West, Florida. Hovedparten af de sidste 20 år boede han i Cuba. Fra 1939 til 1959, hvor Castro-regimet overtog magten – og hans hus. Med sig fik han kun manuskripter og de mest personlige effekter. For Hemingway var det en katastrofe, og tabet af huset forstærkede den depression, der ledte til hans selvmord få år senere. Den sidste tid levede han som landflygtig i jagthytten i Idaho.
Under vinduet i arbejdsværelset står, som de blev efterladt, en reol med hans hyttesko og sandaler. Takket være Castros hjerteløse konfiskation ser huset i dag ud, som om beboerne lige er gået ud og kan komme hjem hvert øjeblik. Nogle damer, der også holder huset rent og går rundt og støver af, sidder på stole og holder øje med, at ingen forgriber sig på samlingen.
Hemingways yndlingsgevær, en østrigsk Mannlicher-Schönauer fra 1903, står under det udstoppede hoved af en bøffel. Våbnet optræder i ”Francis Macombers korte, lykkelige liv”, ”Sneen på Kilimanjaro”, ”Afrikas grønne bjerge” og ”Øen og havet”. I tilknytning til arbejdsværelset ligger et af husets badeværelser.
Selve toiletkummen står i badeværelsets (og husets) nordvestlige hjørne mellem to vinduer. Lige ved siden af står en reol med bøger, og på gulvet foran en tidskriftholder. Det foruroligede mig lidt, at jeg ikke så noget toiletpapir, men det gør man generelt ikke i Cuba. I det modsatte hjørne, ved siden af bruseren, står forfatterens bidet og badevægt. På væggen over vægten havde han løbende noteret sin puls og sin vægt.
Jeg ved ikke helt, hvorfor det var vigtigt, at jeg fik set Hemingways badeværelse. Men det hjalp.