I Marcel Prousts klassiker ”På sporet af den tabte tid” (1927) er jegfortælleren Marcel på vej til et sidste af romanens selskaber i det bedre borgerskab. Da han ankommer, bliver han bedt om at vente i biblioteket, da der netop musiceres, og seancen ikke må forstyrres. Mens Marcel venter på at få adgang, har han tid til at tænke over en sær åbenbaring af sublim erindring, han netop har haft, da han uden for palæet faldt over et par brosten.
Det kan måske virke ligegyldigt, hvilke erindringer de fremkalder, men som litteraten Steen Klitgård Povlsens læsere er vi indviet i Marcels tabte tid og dens genskabelse. Det er en behagelig og dannet læsevejledning til Prousts imposante værk.
I biblioteket advarer fortælleren ”mod den vulgære fristelse for forfatteren til at skrive intellektuelle værker. Det er yderst plat. Et værk, som indeholder teorier, er som en genstand, hvor prismærket stadig sidder på.”
Det har Klitgård Povlsen taget ad notam, for hans Proust-bog er ikke fyldt med teorier, den er overhovet ikke plat, og vulgær er den kun i to blide betydninger: i sin konstante brug af engelske ord, på trods af at dens forfatter ellers ret stilsikkert behersker det danske sprog. Og i sin mere graverende antagelse af at vide, hvad et vekslende ”vi” og ”man” føler og oplever ved læsningen. Man kan aldrig vide, hvad andre føler eller oplever, kun hvad de burde, hvis de var gode læsere. En sær nyfigen fejlslutning af en dygtig litterat. Men det er ubetydelige vulgariteter.
Ved faldet over de to brosten indvies Marcel ifølge Klitgård Povlsen til forfattergerningen. Marcel nærede i sin spæde ungdom kunstnerambitioner, glemte dem derefter i sin opstigning til Paris’ finere selskab og får dem nu igen ved de udløste erindringer. Sådan er det nemlig i den (gen)skabende bevidstheds net, Steen Klitgård Povlsen igen og igen nænsomt spinder: Den tabte tid skal glemmes – helt – før den kan (gen)skabes. Marcel skal først glemme sine drømme, for at de kan blive virkelige. Denne nænsomhed gør, at vi bliver Klitgård Povlsens glade voyeurer på en stilfærdig rejse gennem romanen – ligesom Marcels foretrukne beskæftigelse er at betragte andre i intime situationer.
Bogen er netop ikke proppet med teori, sådan som fortælleren formaner, at det skal undlades. Det lykkes at give relevante henvisninger til vigtige forfattere i Proust-universet som Charles Baudelaire og John Ruskin og at parallelisere til Homer, Vergil, Goethe og mange andre. Hvilken evne at magte alle disse spejlinger, uden hverken at forfalde til teorilæsset, vulgær plathed, som værkets egen trussel lyder, eller på den anden side at blive nedladende over for læseren i ønsket om at være pædagogisk.
Det er gruopvækkende få litteraturfagbøger, der for tiden magter dette forehavende. Det er en gammel kunst, og ”Den (gen)skabende bevidsthed” er en bog af den gamle verdens kunnen. Der således gør det hele nyt i dag. Man skal miste den gamle tid for at få den igen på en ny måde.
Den skiftende understregning af barokke og modernistiske træk er bogens mest dragende greb. ”Proust og barokken” er et kendt tema, men Klitgård Povlsen genbruger klogt fagspecifik viden til at vise, hvordan den barokke forestilling om altings forgængelighed konstant viser sit mørke ansigt. Prousts evigt triste sætning, der kun lyder godt på fransk, ”mais hélas”, men ak, oversætter værdige Klitgård Povlsen elegant til barokkens forgængelighedsdyrkelse.
Det bruger han senere til klarsynet ironi i analysen af det mørke 11. bind i den danske oversættelse, ”Albertine forsvundet”. Her potenseres forgængelighedserfaringen paradoksalt i Klitgård Povlsens medlidenhed med Marcel: ”Selv sorgen over, at alt forgår, forgår. Det er en grusom erkendelse.” Klitgård Povlsen er begribelig uden at være fordummende, klog uden at være krukket.
Disse barokke tendenser udskiftes så ofte med fokus på værkets modernisme, hvor det hele flyder montage-agtigt, og hvor Prousts brug af såkaldte metonymier, stilfigurer, hvor forskellige udtryks ligheder anvendes, skaber en akut følelse af grænseløshed. I sandhed grusomt, sådan er det i moderniteten, når alt, også tegnene og personligheden, flyder.
Men som Klitgård Povlsen også vil understrege med sin ”(gen)skabende” bevidsthed, er én ting i Prousts univers ikke opløsning: kunsten. Ganske som Marcel slutter sin lange rejse med at ville begynde at skrive, og som den rigtige Marcel Proust trak sig tilbage fra selskabslivet til et kork-isoleret værelse. Gemt fra verdens metonymier. For at skrive sine egne.
kultur@k.dk