Ingrid Houlind har ingen computer, og teksten i sine bøger har hun skrevet i hånden med sirlig, skråtstillet formskrift. Derved har de fået deres helt eget, let gammeldags særpræg, men bøgerne handler også om gamle dage, illustreret med Ingrid Houlinds egne pennetegninger og forfattet i rimede kortprosatekster. Lidt ligesom hvad der engang kunne læses i gamle skolebøger.
LÆS OGSÅ: Det, kærligheden måtte bære, da hans hustru fik Alzherimers
Hvilket alt sammen passer fint med, at forfatteren er tidligere folkeskolelærer med formning som et af sine fag. Da hun efter sygdom måtte opgive sit arbejde, fandt hun livsindhold i gåture og bogprojekt. Gennem de seneste 12 år har hun skrevet og tegnet sine huskebøger om landbolivet i gamle dage. Alt sammen udført med en kaligrafi-pen, hun for år tilbage arvede fra en gammel tante. Denne var gift med en sudanmissionær og besad samme tilbøjelighed som hendes nu 74-årige niece: Tanten smed aldrig noget væk, og det gør Ingrid Houlind heller ikke.
Derfor er sidstnævntes 240 kvadratmeter store hus i Struer spækket med ting og sager. Nogle er hentet hjem fra de mange rejser til udlandet, andet materialiserer hendes tidsrejser tilbage til det 1930ernes og 1940ernes Danmark, som hun har foretaget i forbindelse med sine bøger. Tilbage til dengang, der endnu var liv i den oprindelige bondekultur, som hun selv er opvokset i og altid har været optaget af.
Tilbage til et Danmark, kun de ældre og gamle husker og mange af dem måske siden mere eller mindre har glemt. Men har de det, kan de hente hjælp i Ingrid Houlinds serie på nu 12 huskebøger, hvor hun genoplever og genopliver hverdagens redskaber, stemninger og begivenheder fra landbolivet dengang. Om det slidsomme arbejde på gårde og husmandssteder, om barndommen på landet, om højtiden i julen, om vaskedage med ild under gruekedlen og, ikke mindst, om landhusmoderens travle hverdag i køkkenet.
Ingrid Houlind har gennem årene fået udvidet og afprøvet sin hukommelse, når hun er ude at holde foredrag i forbindelse med sine bøger medbringende et passende udvalg af sin samling af gammelt ragelse, som hun kalder det. Gammelt indbo og redskaber, der også har stået model til illustrationerne i hendes bøger.
I dag bruges Ingrid Hou-linds huskebøger rundt omkring i plejehjemmenes reminiscensarbejde, hvor man ved hjælp af foto, bøger og genstande forsøger at danne bro over dementes tabte hukommelse. Derudover henvender bøgerne sig til en bred skare af ældre, som her kan få hjælp til at genopfriske støvede erindringer, og til den bedstemor eller bedstefader, som måske her kan finde noget at snakke med sit barnebarn om.
Den første af bøgerne i Ingrid Houlinds Kan du huske-serie udkom i 2001. Siden er de øvrige fulgt i en lind strøm til og med nummer 11 og 12 om Årets gang på landet hvormed der er sat punktum for serien.
Derimod tager hun stadig glad og gerne rundt med sine besøg på plejehjem, i ældrekredse og seniorfællesskaber, hvor foredragene udvikler sig til samtaler med de ældre, når Houlind får skubbet til hukommelsen, og de fremmødte selv begynder at supplere med erindringstof. Det gælder også demente, som ellers er isoleret fra omverdenen.
Ingrid Houlind kan mange solstrålehistorier. En af dem handler om, da hun havde sin gamle kulspand med ude i en kreds af demente.
Blandt dem var der en dement, som overhovedet ikke var til at få kontakt med, men så snakkede jeg jo bare løs det er jeg god til om hvad man nu brugte sådan en kulspand til, og at man jo også gravede tørv under krigen og så videre og så videre. Og pludselig begyndte den demente at fortælle om, hvordan tørvene skulle skæres, vendes, sættes på højkant og tørres. Meget kortfattet, ganske vist, men bagefter kunne plejepersonalet fortælle, at vedkommende ellers aldrig sagde et ord. Det varmer, når man oplever sådan noget.
Ingrid Houlind fik besvær med at huske, da hun for år tilbage blev ramt af en hjerneblødning og måtte opgive sit arbejde som lærer. Hjerneblødningen betød, at nutiden flød ud og blev uhåndgribelig. Her svigtede hukommelsen, hun kunne ikke huske, hvad der skete i forgårs. Hun kunne derimod huske, hvad hun havde oplevet i barndommen og sine unge dage. Ud af det kom de første Kan du huske-vers, der siden voksede til de 12 bøger.
Det var jo under og lige efter krigen, hvor der endnu ikke var sket de store forandringer på landet, hvor 1950ernes og 1960ernes mekanisering og industrialisering endnu var på vej. Jeg har altid været optaget af den gamle bondekultur. Inden malkemaskinerne kom til, malkede man med hånd, akkurat som man havde gjort i stenalderen. Det synes jeg er fascinerende at tænke på.
På mange måder vardet en ganske anden tid. Før fjernsynet samledes familien om fritidssyslerne, når man havde spist til aften, og dagens slid var omme. Pigerne broderede, kvinderne strikkede og far læste højt af Robin Hood og Hjortens flugt, som Ingrid Houlind skriver i en af sine bøger. Eller vinteraftenerne, hvor man spillede æsel og nitavl, og drengene snittede husflid i træ og kohorn. Man ser idyllen for sig, men Ingrid Houlind mener ikke, at hun romantiserer.
Det er der heller ingen grund til, for i hvert fald på det husmandssted, hvor jeg voksede op, var der arbejde fra morgen til aften, og i modsætning til bybørnene havde vi ikke fri om eftermiddagen til at lege. Og det var jo en tid med store sociale forskelle. I skolen var jeg det eneste bondepige i min klasse, og der var virkelig forskel på os bondebørn og hotelejerens eller bagermesterens datter fra byen.
Og på et statshusmandssted var det små kår.
Men det er ikke det samme som, at vi var fattige, men der blev passet på tingene, og ingenting gik til spilde, men når man var omhyggelig med for eksempel at rive kornet og høet sammen, var det ikke bare et spørgsmål om penge. Det var selve holdningen, der var anderledes. En ydmyg og respektfuld holdning til livet.
Selv er Ingrid Houlind ikke i tvivl om, at arbejdet med huskebøgerne hjalp hende gennem sygdommen. Det gjorde også de mange gåture, som lægerne beordrede hende, og som senere førte til idéen om en 443 kilometer lang vandretur gennemført i etaper fra grænsen til Skagen, hvilket der i øvrigt kom en bog ud af.
Selvfølgelig er der forskel på, hvad man kan og har mulighed for, men bliver man ramt af sygdom og så bare sætter sig ned og sukker om, hvor synd det er for én, så kommer man i hvert fald heller ikke til at kunne noget. Og husk så også at glæde dig over det liv, du har. Hvad enten det er gode rejseoplevelser fra Egypten, hvor jeg lige har været, eller fuglene på foderbrættet udenfor.
Eller glæden ved at finde sig en ven som Ingrid Houlind gjort det.
Min mand døde for tre år siden. Vi fik 48 gode år sammen. Min ven mistede sin kone efter 43 år, så den tid, vi nu har fået lov at få sammen, kalder vi en tillægsbevilling. Vi ser den som et tillæg til den tid, vi har haft med vores ægtefælle, og vi er meget bevidst om at udnytte tiden godt sammen.
Det værste ved at være alene er, at der ingen er at snakke med om de ting, du har oplevet i løbet af dagen. Derfor har vi en aftale om at ringe sammen hver aften, så vi kan fortælle hinanden om vores gode og dårlige oplevelser.
De er også sammen i weekenderne, men har valgt fortsat at bo hver for sig.
Jeg tror aldrig, vi kunne forliges om at bo sammen. Med alt det skrammel, jeg har samlet mig, smiler Ingrid Houlind.