Klimakrise, skruppelløse tech-firmaer, undertrykkelse af kvinder og en løbsk virus er bare nogle af de træk ved vores tid, der kalder på kunstnerisk fortolkning, og som har resulteret i et væld af nye dystopier og genoplivninger af mange gamle.
Det sidste gælder ikke mindst på streamingtjenesterne, der blandt andre har dramatiseret Margaret Atwoods roman ”Tjenerindens fortælling” om systematiseret misogyni, Ray Bradburys ”Fahrenheit 451” om et teknologistyret fremtidssamfund, hvor tænkning anses for et onde, og Michael Crichtons ”Westworld”-film om robotter, der ikke kan skelnes fra mennesker.
Nu er turen så kommet til Aldous Huxleys roman ”Brave New World” fra 1932 (på dansk ”Fagre nye verden”), der er blevet til en serie på HBO, og hvor vi befinder os i New London i år 2540. Her fødes mennesker ikke, men bliver til i laboratorier og inddeles siden i et kastesystem med alpha’er øverst og episiloner – lavere, mindre intelligente – nederst.
Men ingen føler nogen frustration eller ærgerrighed. Det sørger store doser af soma – en slags lykkepiller – for, og i det statiske samfund er privatliv ikke-eksisterende. ”Alle tilhører alle”, lyder et slagord, og på overfladen er der tale om et lykkeligt samfund, fri af monogamiens snærende bånd, og hvor eufori frit kan opnås gennem sex med skiftende partnere.
”At kassere er bedre end at reparere”, som beta plus-kvinden Lenina Crowne siger. Men hun er ikke helt som de andre, ligesom alpha plusseren Bernard, der er for skravlet til sin magtfulde position, og som mange mener bør befinde sig i en lavere kaste.
De to knytter et bånd, og en dag rejser de til ”De Vildes Land”, hvor der er etableret en slags forlystelsespark. Derude er det muligt at se, hvordan livet ser ud på et lavere stadie. Parken er et sted med rigtige mennesker, der føder børn, hører musik, bliver gift, ryger, slås. For de soma-sløvede, fnugfri folk fra New London er det fascinerende underholdning, der samtidig skal afskrække dem fra at drømme om et andet, mere oprindeligt liv.
Men i ”De Vildes Land” findes også en milits, der ønsker at gøre sig fri af New Londons jerngreb, og Lenina og Bernard hvirvles ind i en blodig konfrontation. Og med sig på flugten hjem til New London har de John, et autentisk menneske med alt, hvad det indebærer, og i sammenblandingen og destabiliseringen af de to før adskilte verdener opstår seriens dramatik.
Huxleys romaner ikke sådan en stram, plotfikseret oplevelse. Han skrev den på en frygt for det industrialiserede samfund og efter en rejse fra England til USA, hvor han så, hvordan ungdommen levede og opførte sig. Men hvor George Orwells ”1984” – som romanen deler talrige temaer med – er handlingsdrevet, er Huxleys mest interesseret i beskrivelser af samfundsstrukturer, hverdagen i en gennemkontrolleret virkelighed og institutionerne, der holder det hele sammen.
Det egner sig godt til en roman, men knap så godt til det moderne serieformat, hvor fremdrift, spænding og klart definerede karakterer er krav. I transformationen fra bog til skærm er meget da også gået tabt. Vel er der mange opdateringer og radikale videredigtninger af Huxleys forlæg, der gør det til en mådeligt vedkommende og underholdende mainstream-serie, men der gøres også vold på det, der er romanens sigte, nemlig skildringerne af systemet i det svale, generiske New London. Der bruges ganske enkelt ikke tid nok til at etablere den virkelighed og atmosfære, så vi seere for alvor kan mærke fremtidssamfundet, og den satire, der præger bogen, får for sjældent plads.
Det er klart, at en serie spiller efter andre regler end en roman. Men der er jo ingen, der tvinger en producent, manuskriptforfatter eller instruktør til at presse den ene genre ned i den anden, hvis de to ikke passer sammen. Det havde været meget lettere at gøre med førnævnte ”1984”. Her, i ”Brave New World”, virker alt en smule stift, ligesom karaktererne mere fremstår som funktioner end personer, og når en skuespiller med så begrænsede evner som for eksempel Demi Moore ikke har mere at arbejde med, ja, så bliver det næsten komisk. Men ikke på den satiriske facon, Huxley mestrede. Læs bare. Og tænd så for serien for at se forskellene. Det er faktisk en oplevelse i sig selv.