Visse idiosynkrasier rækker langt tilbage i tiden, er det efterhånden gået op for mig. Som musikanmelder har jeg det undertiden svært med, at man ved enkelte koncerter - eller for den sags skyld med cd-indspilninger - snyder på vægten ved at ikke at give os hele det værk, man har slået på tromme for.
Det drejer sig ofte om, at man udelader de repetitioner, komponisten har anført - hvad han jo givetvis har ment alvorligt. Et karakteristisk eksempel er Mozarts symfonier.
I lp-æraen var det en udbredt praksis at kombinere to af hans store symfonier på en enkelt skive, eksempelvis hans to seneste værker i genren, nummer 40 og 41.
Det var grammofonpladen med kun cirka en halv times spilletid på hver side egentlig ikke gearet til, men når man huggede en hæl og klippede en tå - det vil sige udelod en række repetitioner - kunne det akkurat lade sig gøre.
Men nummer 41, ”Jupitersymfonien”, får altså en noget anden karakter, når den i stedet for de knap 40 minutter, den bør vare, bliver drevet igennem på under en halv time.
Et andet eksempel er Beethovens berømte 5. symfoni (”Skæbnesymfonien”), hvor gentagelsen af førstesatsens lange indledende sekvens med bankemotivet undertiden blev udeladt, også af berømte maestroer, der i pladeindustriens interesse havde indvilget i denne respektløse fremgangsmåde.
En af de mest tyndslidte plader i min samling udgør et nærmest grotesk eksempel på, hvordan man også inden for klassisk musik ikke undser sig for at manipulere med sit publikum.
Jeg har altid haft en svaghed for oboen som soloinstrument og lod mig derfor ved en lejlighed friste af en lp med den engelske oboist Evelyn Rothwell (1911-2008).
Coveret på denne plade skiltede med tre obokoncerter af Haydn, Corelli og Pergolesi. Det kendte Hallé-orkester fra Manchester, dirigeret af Sir John Barbirolli, akkompagnerede Evelyn Rothwell. Hun var for øvrigt hans kone - og chauffør.
Det var først, da jeg kom hjem og skulle til at nyde min nye fangst, at det ved at nærlæse ”det, der står skrevet med små bogstaver”, gik op for mig, at det eneste nummer på A-siden, Haydns obokoncert, slet ikke var skrevet af Haydn (og værket er heller ikke særlig spændende).
På bagsiden af coveret afslørede den amerikanske Haydn-og Mozart-forsker H.C. Robbins Landon, at det var der ikke noget usædvanligt ved, sådan havde det altid været.
Haydns berømmelse indebar nemlig, at der for hvert autentisk værk, han havde begået, på hans tid blev udgivet et værk, der ganske vist bar hans navn, men var skrevet af mindre ånder eller i hvert fald mindre navnkundige komponister.
De ”skruppelløse” forlæggere, fortalte Robbins Landon, havde simpelthen fundet ud af, at det solgte bedre. Her sad jeg med min nye skive og måtte uvilkårligt tænke: ”Who is talking?”.
På B-siden kunne jeg så nyde de to koncerter af Corelli og Pergolesi. De viste sig at være korte arrangementer af hver ni minutters varighed, som Sir Barbirolli havde stykket sammen af forskellige violinsonater og en del kirkemusik, som de to italienske komponister med flere års mellemrum havde begået.
Herlig musik, kunne jeg imidlertid konstatere, og spillet med hørbar begejstring af ”Lady B.”, som Evelyn i sine velmagtsdage blev kaldt på Royal Academy of Music.
Og jeg har for længst valgt at tage det som en særlig britisk charme, at ”Lady B.” med sine fortolkninger også udviste en god portion krukkeri - på den måde, man nu og da kan opleve englændere excellere i.
Og visse oboister med, for den sags skyld. Men snyd på vægten eller ej: Det er svært ikke at overgive sig for de gamle italieneres blomstrende melodik. Derfor lytter jeg stadig til skivens B-side.