Prøv avisen

Hvad en familie faktisk kan rumme

Naja Marie Aidt er lyriker, novelleforfatter og dramatiker. Og nu også romanforfatter. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Papir vinder over sten, sådan er reglen i legen. Og her ligger håbet i Naja Marie Aidts roman Sten saks papir

Hvordan føles det inde i et menneske, som ikke deler med nogen? Et menneske, som ikke vil have hjælp og heller ikke kan indse, at han har hjælp behov? Mennesket er den 30-40-årige mand Thomas OMally Lindström, og det er lyriker, novelleforfatter og dramatiker Naja Marie Aidt, der har sat ham stævne i debutromanen Sten saks papir.

Romanen udspiller sig i en navnløs, europæisk, tror jeg, flodgennemtrukken storby, som læseren gradvis stykker sammen, efterhånden som Thomas bevæger sig rundt i dens inder- og yderkanter, industriområder og nærliggende bjergegne.

Thomas er en mand, som har rejst sig ved egen kraft fra en ussel familiebaggrund; mor forlod ham og lillesøster Jenny, da han var fem år, far var fordrukken og voldelig.

Nu ejer Thomas den delikate papirhandel Lindström & Maloney (den ægte vare, den uspolerede gode kvalitet se også romanens smukke omslag) sammen med barndomsvennen, den uproblematiske, runde Maloney (det var Thomas, der fandt på navnet, det lød mere noir). Ved romanens begyndelse er han kæreste med Patricia, en sund og klog kvinde fra et ditto miljø.

Æstetik betyder noget for Thomas, netop på baggrund af barndommens usselhed. Søsteren Jennys kropslighed, hendes småborgerlige hjem, hendes labile væren gør ham decideret dårlig.

Nu mødes de: Far, som Thomas ikke har set i mange år, er død i fængslet. Jenny, den sentimentale, insisterer på at arve fars brødrister, duften minder hende om de gode stunder. Da Thomas modstræbende reparerer den, kommer han i besiddelse af en farlig arv, som skubber handlingen radikalt og suspensefremkaldende i gang. Ikke mindst kommer der en joker ind fra siden, en mand, som måske er en bror, en fjende eller måske begge dele.

Hvordan det går for sig, vil jeg ikke røbe, for Sten saks papir er også en roman, man skal læse med hjertet i halsen og håbet sivende. Hvad jeg derimod gerne vil pege på, er, hvordan romanen gør.

Thomas er en tikkende bombe, inden i ham ulmer en latent vrede, der ved små ting pludselig bryder ukontrollabelt igennem. Han føler sig konstant krænket af andre, udenfor og svinger mellem bedreværd og mindreværd. Lysten til sex forsvinder. Indtil den dag, hvor den manifesterer sig så voldsomt, at han ikke kan styre den.

Aidt skriver Thomas frem i et sprog, der parataktisk (sætninger forbundet med og) eller forbundet med komma, løber af sted i en stressende fart, der formelig giver læseren åndenød. Indtil skriften standser op. Hugger hårdt af sted i små snappe udsagn, i en tæt fortalt klaustrofobifremkaldende tid.

Fortælleren er alvidende, men det interessante er, at synsvinklen ofte, også uden vi mærker det, tager bolig i Thomas.

Lad os se på første side, romanens anslag: Vi starter udefra, en mand kommer skrående over en gade. Seks sætninger efter er han blevet personificeret, det er Thomas. Så dukker en buttet kvinde op (vi ser stadig tingene udefra), som fem sætninger efter er blevet Jenny. Sådan har vi bevæget os fra fugleperspektivet og ned på gaden, hvor vi hører dem tale.

Kort efter er vi med på restaurant, vi ser på tingene på bordet og vups her kommer Thomas æklede blik på søster ind: Jennys fede, hvide hånd piller ved en serviet.

Aidt gør det hele tiden, glider umærkeligt fra det alment registrerende til Thomas blik, hvorved hans lede langsomt sniger sig ind på læseren, som bliver mere og mere usikker på, om vi ser selv eller gennem Thomas.

Sten saks papir titlen refererer både til papirbutikken, til de tilfælde, der generelt er med til at forme os, og til et helt specifikt spil allersidst i romanen er ret beset en nådesløs undergangshistorie. Det er en fortælling om offerets, den krænkedes vrede, en destruktiv hærværksvrede, hvis kræfter vi samfundsmæssigt burde bruge flere ressourcer på at kanalisere bedre steder hen.

Sten saks papir er imidlertid også en roman om meget andet. Hvad familien faktisk kan give og rumme, hvis den vokser ud af kærlighed, udfoldes levende i romanens midte. Venskabets varme selvfølgelighed, at føle sig kendt af en anden, stoltheden over at gøre sig umage sammen, at skabe noget. Glæden ved litteratur Aidt anviser gavmildt citerende vejen til en håndfuld af vidunderlige digtere, der ligesom hun selv demonstrerer, at litteratur først og fremmest handler om form.

Stoffet kan være selvoplevet, drømt, tænkt eller lånt, byen kan være Odder, Tokyo eller, som her, skabt på skrivebordet det er formen, der forvandler det til litteratur. Sten saks papir. Det er stenen, der smadrer butiksvinduet, men papiret, der får det sidste ord.