I klummen Sang&Salmer skriver sognepræst og musikanmelder Morten Skovsted løbende om udviklingen inden for sang- og salmedigtning.
En ny teknologi er ved at finde vej ind i vores kirker. Flere og flere steder monterer man fladskærme i stedet for de gamle nummertavler. Alene de seneste par måneder har jeg oplevet adskillige gamle middelalderkirker, hvor man har installeret sådanne skærme, og jeg har hørt om endnu flere kirker, hvor man overvejer at gøre det.
Det er pudsigt med sådanne teknologiske spring: Pludselig, efter en periode med forsøg, besvær og tekniske børnesygdomme, er en teknologi moden til at blive taget i anvendelse i stort omfang. Sådan er det åbenbart nu med disse skærme: De er overkommelige i pris, og teknikken er både gennemprøvet og enkel.
I den ene kirke oplevede jeg skærmene i funktion, da jeg var præst ved en bisættelse. Salmenumrene blev vist på tavlerne, og kirketjeneren skulle blot taste numrene ind på en computer inden gudstjenesten i stedet for at sætte store mængder løse messingtal op på de mange nummertavler.
LÆS OGSÅ: Fornyelse af salmetraditionen er nødvendig
Jeg fik at vide, at man som regel kun brugte de digitale skærme som nummertavler, men at man juleaften havde brugt skærmene til at gengive salmeteksterne. Det havde fungeret fint.
Det er et naturligt skridt også at udnytte skærmene på den måde, selvom tanken måske ikke er helt let at vænne sig til. På den ene side er det at gå en fjerdedel af vejen, hvis man kun bruger dyre, digitale fladskærme til at gengive salmenumre. Det minder lidt om dengang i filmens barndom, hvor opfindsomheden kun rakte til at stille et filmkamera op foran en scene og så optage et teaterstykke. Man havde på det tidspunkt slet ikke fantasi til at forestille sig, hvor selvstændigt og grænsesprængende et medie man havde med at gøre.
På samme måde vil tiden vise, at disse nye skærme kan bruges til andet end salmenumre. Vi kan anvende dem til at vise billeder og film. Men vi kan som nævnt også gengive salmetekster, og det åbner for helt nye muligheder, hvor salmesangen ikke længere behøver at være begrænset af den autoriserede salmebogs udvalg. Slut med besværlig fotokopiering og sangark.
Med hvad så med salmebøgerne? Vil de nye skærme med tiden helt erstatte salmebøgerne? Kan man overhovedet tænke den tanke?
Salmebøgerne var en væsentlig følge af Reformationen, fordi menighederne fik salmebøger og dermed (med)ansvar for sangen i kirken. Sådan var det historisk og sådan er det stadig. Mange holder rigtig meget af at sidde med hver sin salmebog. Og mange bruger også salmebogen uden for kirkerummet: Ved nattebordet, sygelejet eller til den personlige andagt.
Så kan vi med tiden undvære salmebøgerne? Nej, det kan vi ikke. Og det er der jo heller ingen, der siger, at vi skal. Det behøver ikke være et enten-eller, men det giver god mening, hvis det er et både-og, så vi både bruger teknologien og beholder salmebøgerne. Og det er vel heller ikke nødvendigvis en uting at læse en salme fra den samme skærm. Når vi har vænnet os til det.
Det er en naturlig reaktion for mange af os at være skeptiske, når ny teknologi kommer og truer med at gøre det gammelkendte overflødigt. Ikke mindst, hvis udviklingen kommer buldrende. Men når alt kommer til alt, så ender vi jo alligevel med at blive glade for både radio, fjernsyn, dankort og Storebæltsbro. Og i kirkerne sætter vi i vore dage pris på både elektrisk belysning, højtaleranlæg og mekanisk ringning, selvom der også har været modstand mod disse nye teknologier i sin tid. Så mon ikke vi også med tiden vænner os til de nye skærme og endda ender med at få godt udbytte af dem?