Hvad er Danmarks 10 bedste sange? Vi vil gerne høre din mening

I sommerens løb vil det være muligt blandt 100 kandidater at stemme på, hvilke tekster og melodier i den danske sangskat der er de allerbedste

Kristeligt Dagblad fylder 125 år i år. En fødselar, der er godt oppe i årene, og som efter manges mening holder sig aldeles strålende. Var avisen et menneske, der skulle fejres med en fest, ville der afgjort være blevet sunget sange af fuld hals. Men hvilke sange skulle man egentlig synge? Hvilke sange er de allerbedste, dansk sangtradition kan præstere?

Det spørgsmål er udgangspunktet for, at vi nu beder vores læsere være med til at udpege de bedste sange — for hvorfor dog ikke fejre avisen med det bedste af det bedste? Simpelthen lave den sangkanon, der flere gange er blevet efterlyst fra politisk hold. Vi har i dag kanonlister over dansk litteratur, danske kunstværker, ja sågår en dansk mad-kanon – men vi har endnu ingen dansk sangkanon, en liste over danske sange, der er så gode, at de bør være almen dannelse for alle i Danmark.

Nu gør Kristeligt Dagblad noget ved sagen. Vi har sammensat vores eget sangpanel bestående af mennesker, der har et bredt kendskab til dansk sang og sangtradition og samtidig repræsenterer vidt forskellige aldersgrupper, geografiske forankringer og tilgange til sang og musik.

De seks medlemmer af sangpanelet har fået til opgave i fællesskab at opstille en liste med 100 danske sange, som er værd at bevare for eftertiden, fordi de er gode at synge, og fordi de siger noget centralt om Danmark og danskerne.

Men vi vil også gerne spørge alle Kristeligt Dagblads læsere, hvilke sange der er de allerbedste. Derfor åbner vi for en afstemning blandt avisens læsere — både den trykte avis og digitalt — som munder ud i, at vi til august kan kåre de 10 sange, som har fået flest stemmer i afstemningen om Danmarks bedste sange. Med artiklerne i dagens avis indleder vi forløbet, og allerede på næste lørdag er det muligt at læse, hvilke 100 sange, der er bragt i forslag af sangpanelet, hvis medlemmer vi her giver en kort præsentation af.

Katrine Muff Enevoldsen

Foto: Johanne Teglgård Olsen
  • Født 1985. Musiker, sanger, komponist, højskolelærer og tv-vært. Uddannet BA i sang fra Rytmisk Musikkonservatorium i København.
  • Vært på DR-programmet ”Fællessang — hver for sig” sammen med Johannes Langkilde og har også været sangcoach i ”X-Factor” og vært på programserien ”Fra skrål til skønsang”. Arbejder som musiklærer og korleder på Johan Borups Højskole i København og er også leder af et kor i Brorsons Kirke.
  • Har komponeret musik til fem sange i den nye Højskolesangbog og fem sange og salmer i Kirkesangbogen. Har komponeret salmer siden 2015 og har sat musik til alle de ni højskolesange, som forfatteren Stine Pilgaard har integreret i sin roman ”Meter i sekundet” fra 2020.
  • Er født i Aarhus, opvokset i Hillerød og bor i dag i København.

Marie Højlund

Marie Højlund.
Marie Højlund. Foto: Alva Le Febvre
  • Født 1979. Musiker, komponist, lydkunstner samt ph.d. i lyddesign og ansat på Aarhus Universitet som adjunkt ved institut for kommunikation og kultur.
  • Har blandt andet optrådt og indspillet som en del af den populære rockgruppe Nephew samt med sit eget band, Marybell Katastrophy, der har udgivet to album, ”The More” fra 2008 og ”Amygdala” fra 2011.
  • Sammen med Simon Kvamm fra Nephew stod hun i 2017 bag en nyfortolkning af salmer i Aarhus Teaters musikforestilling ”Lyden af de skuldre, vi står på”.
  • Fra Silkeborg. Bosat i Aarhus.

Bertel Haarder

Foto: Jens Welding Øllgaard
  • Født 1944. Tidligere mangeårig minister og det længstsiddende medlem af det nuværende Folketing.
  • Uddannet cand.scient.pol med speciale i Grundtvigs frihedssyn fra Aarhus Universitet 1970.
  • Folketingsmedlem 1975-1999 og igen siden 2005, medlem af Europa-Parlamentet 1994-2001. Siden 2020 bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater.
  • Har forfattet tekst til en meget stor mængde sange, viser, salmer, lejlighedssange og højskolesange. Er repræsenteret i Højskolesangbogen med ”Der er et venligt, lille land” fra 1995, som er sat i musik af Bodil Heister samme år og igen af Morten Ryelund i 2017.
  • Født og opvokset på Rønshoved Højskole i Sønderjylland, uddannet i Aarhus og har været højskolelærer i Askov og seminarielærer i Aalborg. Bor i dag i København.

Iben Krogsdal

Iben Krogsdal.
Iben Krogsdal. Foto: Johanne Teglgård Olsen
  • Født 1967. Salmedigter, forfatter og religionsforsker. Har 10 sang- og salmetekster i den nye Højskolesangbog.
  • Uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi og ph.d. i religionsvidenskab fra Aarhus Universitet. Arbejdede i 2004-2011 som forsker i danskernes tro og livsopfattelser.
  • Udgav i 2000 novellesamlingen ”Træfpunkter” og har siden udgivet flere novellesamlinger. Debuterede som salmedigter med samlingen ”Vi som er søgende” i 2010 og har siden blandt andet udgivet salme-digtsamlingen ”Vild opstandelse” (2015). En række komponister har sat hendes salmer til musik, herunder Janne Mark, som hun har samarbejdet med på børnealmesamlingen ”Det store for de små” fra 2015.
  • Opvokset på Mors, Bor i Hjortshøj nord for Aarhus.

Andreo Mielczarek

Andreo Mielczarek.
Andreo Mielczarek. Foto: Kåre Viemose
  • Født 1974. Stifter og partner i den nyetablerede kulturorganisation Kultur(a). Musikkritiker ved Kristeligt Dagblad og Aarhus Stiftstidende. Fra august ansvarshavende redaktør på lydmagasinet Seismograf.
  • Har skrevet i blandt andet Kunsten.nu og internationale tidsskrifter som Neural, Raw Vision, Nutida Musik og Kunstkritikk og har i seks år været kommunikationsansvarlig i Kunsthal Aarhus.
  • Uddannet cand.mag. i æstetik og kultur samt BA i musikvidenskab og dramaturgi fra Aarhus og Københavns Universiteter samt Jagiellonian University i Kraków.
  • Er af dansk-polsk afstamning, har boet i begge lande og bor nu i Aarhus.

Jørgen Carlsen

Jørgen Carlsen.
Jørgen Carlsen. Foto: Leif Tuxen
  • Født 1949. Tidligere højskoleforstander.
  • Mag.art. i idéhistorie 1977. Underviser på Aarhus Universitet og Damarks Lærerhøjskole, indtil han i 1986 tiltrådte som forstander på Testrup Højskole syd for Aarhus. Stod derefter i spidsen for højskolen helt frem til 2017 og har gennem sine 31 år som højskolemenneske akkompagneret årgang efter årgang af Testrup-elevers fællessang på klaver.
  • Har som formand for udvalget, der udvalgte sange til 19. udgave af Højskolesangbogen i 2020 og menigt medlem af udvalget bag den 18. udgave i 2006 fordybet sig i såvel de danske sanges historie som overvejelser om deres sangbarhed og relevans.
  • Stammer fra Sønderjylland, har boet det meste af sit voksne liv i Aarhus og bor nu i København.