Prøv avisen
4 stjerner

Forfatter viser igen sit velkendte overblik

4 stjerner

Ove Korsgaard har skrevet en fortættet introduktion til højskolens idéhistorie i anledning af Rødding Højskoles 175-årsfødselsdag

Denne bog er udkommet i anledning af folkehøjskolernes 175-årsjubilæum, eller rettere Rødding Højskoles 175-årsfødselsdag. Rødding var nemlig ikke den første. Rødding var pendant til en tilsvarende, men noget mere ukendt tysk højere skole for bønder, der var blevet stiftet af C.F.H. Klenze i Rendsborg i 1842, da hertugdømmerne endnu hørte til den danske konges riger og lande. Endnu mere ukendt er det, at der i Sundbylille ved Frederikssund på Sjælland allerede fra 1841 blev drevet en højere bondeskole.

Når det alligevel giver mening at vælge Rødding som udgangspunkt for bondehøjskolernes historie, skyldes det, at nogle af de ældre forsøg ikke kan udvise samme institutionelle styrke og kontinuitet som Rødding. Dertil kommer, at Rødding var et af de centrale omdrejningspunkter i den nationale kamp i hertugdømmerne og derfor med en større selvfølge har skrevet sig ind i danmarkshistorien. Da Slesvig blev afstået sammen med Holsten i 1864, flyttede højskolen til Askov umiddelbart nord for Kongeåen, og Askov Højskole blev siden et flagskib i højskolebevægelsen.

Netop spørgsmålet om, hvorvidt man kan tale om højskolebevægelsen i bestemt form ental, står som et af de centrale i Ove Kors- gaards fortættede introduktion til højskolens idéhistorie. Der findes måske en idé om, at der er en samlende idé bag højskolerne, men skolerne har altid været forskellige og haft forskellige udformninger. Han peger naturligvis på Grundtvig som en vigtig inspirationskilde, men fremhæver også Kresten Kold, Rasmus Sørensen og Christian Flor som vigtige og ligeværdige pionerer i bevægelsens første generation.

Korsgaard balancerer i sin gennemgang fint mellem behovet for at kondensere stoffet og nødvendigheden af at bevare blikket for forskelligheden og variationerne i højskolebevægelsen gennem hele historien. Han inddeler udviklingen i pionerfasen fra 1844, den nationale vækkelse fra 1864, den demokratiske vækkelse fra 1940 og ungdomsoprørets vækkelse fra 1968 frem til nutiden, hvor det bliver lidt vanskeligere at sætte overskrift på, hvad der sker andet end, at udviklingen stadig peger i mange forskellige retninger. Højskolerne i dag dyrker mange forskellige faglige profiler med vægt på både idræt, sport, dans, musik, professionsrettede, intellektuelle og kreative fag.

Diskussionen om, hvad der er ”rigtig højskole” er heldigvis fortsat levende. Tilfælles har skolerne i dag, at de bygger på eksamensfrihed, altså elevernes lyst til at lære og erfare, lærernes lyst til at undervise og oplyse og ikke samfundets behov for at forme og danne unge mennesker til formål, som de ikke selv har defineret.

Der er altid indvendinger at gøre mod en så håndfast periodisering, som Korsgaard foretager, for de enkelte historiske tilfælde og tildragelser passer sjældent ind i skemaer, men på den anden side kan man som læser nyde godt af Korsgaards velkendte overblik og evne til systematisering uden at fortabe retten til at danne sig sin egen mening.

Der er udgået inspiration fra den danske højskolebevægelse til hele verden, og Korsgaard gennemgår kort nogle eksempler, hvoraf ikke mindst Fjernøsten er interessant. Tokai-universiteterne i Japan er inspireret af Grundtvig, og i de seneste år har interessen for den danske folkehøjskole været stigende i Sydkorea. Det forhold, at Korsgaards bog udkommer i en parallel dansk-engelsk udgave er også et vidnesbyrd om, at der er en international nysgerrighed efter, hvordan vi har indrettet uddannelsessystemet i Danmark.