Hold fast i din sårbarhed, din hverdag og din fortælling. Det er Per Schultz Jørgensens råd til sig selv og sine læsere. "Vendepunkter" er en umådeligt inspirerende bog, som ”udgør en refleksion over min egen dannelsesproces”, som professoren i socialpsykologi Schultz Jørgensen skriver. Han spørger sig selv som én, ”der er født før Anden Verdenskrig og nu skriver sig ind i en hyper teknologisk tidsalder”: Hvad er det, der har båret mig igennem?
Nøgleord
I selve arbejdet med bogen – og dermed for læseren også i arbejdet med at læse bogen – dukker de tre nøgleord op. Som sagt: sårbarhed, hverdag og fortælling. Per Schultz Jørgensen er et tænkende menneske, hvis arbejde og hverdag er at skrive. Han fokuserer på sit livs vendepunkter uden at undgå de sørgelige, og holder således fast i sin sårbarhed, også dén som i dag er knyttet til at være gammel, syg af kræft og døende – men altså arbejdende! Og først og fremmest: fortællende.
Karen Blixens ord om, at vi kan bære vores tab, hvis de indlejres i en fortælling, står centralt i bogens indledende kapitler om barndomshjemmets lykke - og om barndommens store traume.
Barndomshjemmet er ”Huset for enden af vejen”, et funkishus fra 1930’erne ”på en kæmpegrund helt op til marker med græssende ungkvæg på Seest Bakke i udkanten af Kolding. Det var et specielt hus, unikt, med klassiske romerske traditioner i sin struktur, ovenlys over den store hall, ingen gange, men rum grænsende op til hallen.”
Et barndomshjem med en søskendeflok på seks og varme, solide forældre, lærere begge to, med baggrund i indremission og grundtvigianisme. Og ”sommerugerne på Årø hos mine morforældre – skipperen og hans kone Anna – var det rene eldorado for alle os børn”.
Lykken varede indtil Per var 10 år gammel, gik i 3. klasse og havde sin far som lærer på "Drengeskolen".
”Vi fulgtes ad til skole på cykel hver morgen. Lige indtil den dag, han blev arresteret.”
Far i kz-lejr
Vi er fremme ved traumet, som Per Schultz Jørgensen annoncerer med en cliffhanger. Dem er der nogle stykker af i kapitlernes sidste linjer.
Den 4. december 1943 blev Pers far arresteret af tyskerne og sendt i koncentrationslejr. En skelsættende begivenhed, som Per Schultz Jørgensen, selv sent i livet, ikke kunne fortælle om uden at græde. Til trods for, at han husker sin mors ord om, at ”vi bøjer ikke nakken”. Til trods for, at han kan skrive om sin far, at han jo kom hjem, og at han ikke var ”nedbrudt og tavs om alt det, han havde oplevet i de halvandet år, han sad i kz-lejren Sachsenhausen. Han skrev en bog om opholdet og holdt foredrag rundtomkring.”
Per Schultz Jørgensens far var ”stærk, både fysisk og mentalt. Han var 41 år, da han blev arresteret, og 43 år, da han kom hjem”. Og i dag tror Schultz Jørgensen ”ikke, det er forkert at konkludere, at han måske havde de optimale kræfter til at klare kz-belastningen”.
Her vil jeg tillade mig en lille omvej. 1943 var jo også det år, da de danske jøder måtte flygte eller blev arresteret og deporteret af den tyske besættelsesmagt. Herbert Pundik (1927-2019) fortalte ofte om flugten til Sverige som sit livs måske mest afgørende vendepunkt (akkurat som Schultz Jørgensen var han optaget af "vendepunkter"). Men for Pundik var det betydningsfuldt, at han under familiens desperate forsøg på at finde skibslejlighed oppe på øresundskysten oplevede, at hans far snublede og faldt et sted på en mørk sti. Denne episode vendte han ofte tilbage til som symbolsk og afgørende for sin egen karakterdannelse: Far var ikke usårlig, uovervindelig. Unge Herbert forstod pludselig, at han måtte lære at klare sig selv.
Det er slående, at Per Schultz Jørgensens far kun fremstår endnu stærkere efter arrestationen, opholdet i kz-lejren og hjemkomsten med De Hvide Busser. Alligevel må han så sent som i en alder af 65 bede en radiojournalist om ikke at spørge til arrestationen af faderen: ”(…) jeg kunne ikke – ikke uden at begynde at græde for åben mikrofon”.
Per Schultz Jørgensen iagttager selv, at han på en måde ”er fanget i en dobbelthed mellem en sårbarhed, som sidder dybt i mit sind – og så det mere udadrettede: det fortællende og handlingsorienterede.”
Som læser af bogen kan jeg supplere med, at jeg tror, der løber et stærkt spor i bogen (sagt og usagt også dér, hvor det tilsyneladende gælder noget helt andet), som handler om at være far. Beskyttende, sårbar og udfordret af den moderne verden.
Fra privatlivet beskriver Schultz Jørgensen sit parløb med ægtefællen Ellen. Hun var ”tæt på processen i alt, hvad hun oplevede og styrede (legen, oplevelserne, følelserne, det igangværende) – jeg var tættere på strukturen (aftaler, regler, tiden). De to sider fungerer ved enhver aktivitet, også opdragelsen, og de hænger sammen på en eller anden måde”.
Mod til at opdrage
Per Schultz Jørgensen er påvirket af den spanske filosof Fernando Savater, som han flere gange peger på. Savater skriver i sin skelsættende bog "Mod til at opdrage", at det er nødvendigt, at i det mindste ét medlem af en familie ”påtager sig rollen som voksen. (…) Den far, der ikke ønsker at være andet end ’sine børns bedste ven’, eller man kunne også sige en rynket legekammerat, er ikke meget bevendt. Og det samme gælder den mor, hvis eneste professionelle forfængelighed går ud på at blive betragtet som sin datters kun lidt ældre storesøster”.
Både Savater og Schultz Jørgensen fører dette syn på forældrerollen videre til pædagogers og læreres roller som, ja, voksne. Men det fascinerende både i denne bog og i Schultz Jørgensens lange og frugtbare virke som professor i socialpsykologi, tidligere formand for Børnerådet og i det hele taget børnenes advokat i det moderne Danmark, det fascinerende altså, det er, at han kæmper for at forene sit moderne syn på børn som hele mennesker, der skal inddrages, høres, respekteres og have rettigheder med en bevidsthed om, at ”børnesynet er spændt ud i et dilemma mellem børns frihed og voksnes ansvar”.
Allerede, da Schultz Jørgensen udgav bøgerne "Styrk dit barns karakter" (2015) og "Det robuste barn" (2017) blev det temmelig klart, at professor Schultz Jørgensen, selve inkarnationen af det ”det børnevenlige” i dagens Danmark, ikke er nogen pladderhumanist. I dag skriver han i "Vendepunkter", at en forøget frisættelse af børn kan ”ende med at prisgive dem”. Man aner et glimt af selvkritik, når han taler om sit ”børnesyn, der giver børn en helt anden plads i samfundet end tidligere og samtidig en ny form for udsathed”.
Bogen pendler ubesværet, enkelt og forståeligt mellem det personlige og det professionelle. Der er Danmarkshistorie i kapitlerne om 1970’ernes undertrykkende marxisme, om 2000-årenes frygtelige tone i flygtningedebatten, eller om umuligheden af at være ansvarlig borger i Jens Brixtoftes radikalt nyliberalistiske Farum. Schultz Jørgensen bruger et alment, rigt og nuanceret sprog uden akademisk jargon eller psykologiske modebegreber, som en professor og doktor ellers sagtens kunne fylde et bibliotek med. For eksempel omtaler han sin egen ”omkringfarende rastløshed”, da hans far bliver arresteret.
Bogen er, skriver Schultz Jørgensen, et forsøg på at forstå "mine vendepunkter som dem, der hjalp mig til at frigøre min menneskelighed – og lade den folde sig ud og føre til 'den, jeg er'. Og nå frem til min inderste subjektivitet.”
Det er forfatterens håb, at bogen ”kan inspirere andre til at komme nærmere en forståelse af, hvem de er blevet – og hvorfor.”
Og det kan den. Tak!
Bjørn Bredal er forstander på Johan Borups Højskole og litteraturanmelder ved Politiken.
Per Schultz Jørgensen: Vendepunkter - Fortællinger fra et liv. 144 sider. 200 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.