Hvad er det, der sker? Anmelderen føler sig inviteret til en lukket fest

Lilian Munk Rösings "Modvind og mascara" består af små noter og kortprosastykker fra coronatiden, litteraturen og den kvindelige erfaringsverden, men forbliver sært intern

Hvad er det, der sker? Anmelderen føler sig inviteret til en lukket fest

Lige så frydefuldt med på en kigger jeg var, da jeg sammen med litteraturlektor, forfatter og anmelder Lilian Munk Rösing listede ind i entréen på "Kaplevej 97" (hendes forrige bog fra 2021) og besøgte boet efter forfatterens mormor og hendes søstre – hver eneste ting med sin egen air og historie, åh, så nænsomt erindringsbåret – ligeså ensomt voyeuristisk føler jeg mig i hendes nye, ’Modvind og mascara’.

Hvor er livet smukt, tænkte jeg under rejsen til fortidens Kaplevej. Hvor er livet dog krøllet sammen, sukker jeg på rejsen ind i nutidens små betroede noter fra en kvinde, der poster sine breve indefra og ud, gennem en lille sprække mellem jeg’et og virkeligheden.

For var Kaplevej vendt mod verden – det andet, de andre, alt det der kommer til os udefra – så vikler den nye udgivelse sig, set fra min pind, i unødig grad cirklende om sig selv. Den lanceres som noget helt nyt: en nu-roman. Men en roman er det ikke, heller ikke udtalte nu-oplevelser. ’Modvind og mascara' er snarere spredte optegnelser hen over året, fyldende fra ganske få linjer til halve sider.

Teksterne vil gerne dette nu. Være opmærksomt sansende. Og er det indimellem også. Men til trods for at ingen kan ramme sproget med en pilespids’ nøjagtighed som Lilian Munk Rösing, er der alt for mange løse skud.

Måske fordi selve intentionen er skæv. Jo, der sanses, men naturligheden ligger et andet sted. Og det er, som om den intellektuelle overbygning står som en hest, der ikke vil ud af manegen. Den sparker, den vil have hø. Ligesom at de elskede anemoner i drømme bliver til (det i øvrigt skægge ord) ’skovanalyser’. En dobbelthed i tilgangen til livet, der er til at tage og føle på. Og gør det noget? Hvad der ikke kan skjules, bør som bekendt fremhæves. Og dyrkes.

I stedet får kroppen sin alt for gode plads. Vi hører om duften af parfume, om at putte neglelak på tæerne, om fingre, der begraves i bløde stoffer, om yndlingsretter på yndlingsrestauranter, om coronaklaus og -blues. Og om den eftertragtede gule farve på både sommersko og anemoner.

Men i de bedste øjeblikke bryder verden udefra igennem små, livgivende åndehuller om kunsten: Cezannes malerier, om hvilke Rilke sagde, at ’det er, som om ethvert punkt i billedet kendte til alle de andre’; Pia Juuls kredsen om døden; Anne Marie Carl-Nielsens imposante rytterstatue. Her er Rösing på overbevisende hjemmebane. Vi klapper med begejstring hesten. Og refleksionerne omkring flygtninge, og den ’nydelse’ visse politikere udstråler, når endnu en stramning er i hus – det er godt.

Så måske er jeg bare fra en anden planet, selvom kvindevinklen og erfaringerne burde være dybt genkendelige.

Hvad er det, der sker? Jeg føler mig inviteret til en lukket fest. Og jeg kan ellers godt lide gult. Men ikke gult.

Lilian Munk Rösing: Modvind og mascara. En nu-roman. 108 sider. 200 kroner. Asger Schnacks Forlag.