Prøv avisen
Bog

Hvad er det egentlig, Søren Pind vil bruge det frie ord til?

4 stjerner
Søren Pind forlod for halvandet år siden både sin post som uddannelses- og forskningsminister og dansk politik. Nu har han begået første del af sine erindringer. Senere skulle der komme endnu en bog om, hvordan det hele burde være, bebuder han. – Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Den tidligere fremtrædende Venstremand Søren Pind har begået en yderst velskrevet bog om dansk politik, men opbyggelig er den ikke

Det ydre spiller en forunderlig rolle i Søren Pinds allerede meget omtalte nye bog, ”Frie ord”. Fra det lille, tynde læderslips, han allerede i 7. klasse tog på for at vise, at han var konservativ, til den prangende ministeruniform, han iførte sig, da han sidste år trådte tilbage som minister og forlod dansk politik. Bogens billeder siger det endnu tydeligere: en ung Søren Pind trykker hånd med sit idol, den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan. En ulasteligt klædt Søren Pind kigger på sin mobiltelefon foran en udbrændt bil i Københavns nordvestkvarter. Søren Pind stiger ud af flyveren i Sydsudan og letter på hatten, et billede der siden skulle blive et ikon over hans tid som udviklingsminister, eller frihedsminister, som han selv kaldte det.

Sin forfængelighed lægger Søren Pind ikke skjul på. I et interview med Berlingske i forbindelse med udgivelsen sagde han forleden, at han i 1990’erne gik i kirke, udelukkende for at se, om folk kunne genkende ham. Frygteligt, benævnte han det.

I virkeligheden tegner han et billede af dæmonien i moderne politik. Den evige jagt på høje popularitetsmålinger i et oprørt mediehav. Nu giver han så sit eget ufiltrerede billede af, hvad der virkelig skete i de 30 år, han var en fremtrædende Venstre-mand. Med den ansvarsfraskrivning, at det er, hvad han selv erindrer, og at andre kan have en anden erindring.

Han begynder med begyndelsen: sin spæde opvækst i Schweiz i et konservativt, nationalt, katolsk præget miljø, hvor man talte fransk, var Des, og hvor børn skulle ses, ikke høres. Over familiens flytning til Østermarie på Bornholm, hvor drengen Søren blev nabo til en luthersk-missionsk familie, hvis otte-ni-årige datter ikke ville give ham et kys, fordi han ”ikke var kristen”. Han bar med egne ord i mange år på en helvedsangst, som var blevet plantet af en katolsk enke tidligt i barndommen, men faldt så i snak med den lokale præst Gunnar Strand-Holm, som prædikede en lys kristendom. Det satte sig spor.

Siden følger kapitel efter kapitel om hans politiske karriere – som kommunalpolitiker i København, det mislykkede forsøg på at blive byens overborgmester, hans valg til Folketinget i 2005 og ”teseoprøret” mod statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), hvor Søren Pind sammen med sin ven og kollega Peter Christensen forgæves forsøgte at få Venstre forpligtet på 10 liberale teser.

Med Lars Løkke Rasmussens (V) overtagelse af Statsministeriet i 2009 fik Søren Pind en ny chance som ”frihedsminister”, og i et par virkeligt gode kapitler beskriver han sit møde med den ubeskrivelige ondskab i en flygtningelejr i Kenya, Afrika, uligheden og den hjerteskærende kontrast ved at lande i det frie og trygge Danmark. Han fortæller, hvordan han konkret satte sig ned med embedsmænd og omformulerede den danske udviklingspolitik, så målet blev at lære folk at lave fiskestænger og lære dem at lære andre at lave fiskestænger i stedet for at give dem fisk.

De sider af bogen, der har vakt størst offentlig interesse, er selvfølgelig Søren Pinds bidrag til og tanker om fløjkrigen i Venstre. Han lægger ikke skjul på, hvem der er de gode og de knapt så gode i den konflikt. Til de sidste hører partiets tidligere chefideolog Claus Hjort og ikke mindst den nu afgåede næstformand, Kristian Jensen. Han begyndte allerede kort efter valget i 2011 sin ”aktivitet” for at erobre partiets formandspost. Den vurderer Pind som illoyal, samtidig med at han selv overvejede sine muligheder for at blive partiformand efter Løkke. Den afgørende forskel skulle være, at det kun kunne blive aktuelt for Søren Pind, hvis Lars Løkke selv trådte tilbage. Anderledes med Kristian Jensen, der arbejdede på at vælte formanden, kulminerende med det voldsomme hovedbestyrelsesmøde i juni 2014, som alligevel endte med, at Lars Løkke Rasmussen kunne fortsætte.

Politisk skriver Pind sig tæt op ad Løkkes linje og nævner eksempelvis, at han allerede i 2017 internt talte for, at Venstre og Socialdemokratiet skulle indgå et nationalt kompromis om udlændingepolitikken i stedet for at konkurrere videre om at fremlægge stadigt strammere og mere vidtgående forslag. Det blev jordet med to spørgsmål fra henholdsvis Inger Støjberg og Kristian Jensen. Støjberg spurgte, hvad Venstre så skulle gå til valg på, mens Kristian Jensen senere ville vide, hvad man skulle samarbejde med Dansk Folkeparti om.

I bakspejlet er det interessant, fordi Løkke midt i valgkampen netop luftede muligheden for et SV-samarbejde.

Det er ikke et charmerende billede af politik, Søren Pind tegner. Det kan være blodigt, og selv er han ingen ”kostfornægter”, skriver han. Det er og bliver et problem, hvis man gerne vil have flere til at engagere sig i demokratiet. På det punkt er ”Frie ord” ikke en opbyggelig bog. Man sidder tilbage med det ubesvarede spørgsmål om, hvad meningen med den egentlig er. Sidst i bogen lover han endnu en bog om, hvordan ”det bør være” i politik, så måske kommer svarene der.

Det kan virke selvmodsigende, at han på den ene side er fortaler for ordentlighed og gamle dyder – og på den anden side kaster om sig med oplysninger, han må have fået i dyb fortrolighed, gisninger, der mest ligner sladder, og i øvrigt har benyttet sig til det yderste af blogs og sociale medier i sin kommunikation med omverdenen.

Når det er sagt, er teksten meget velskrevet, indimellem underfundig og ofte spændende som en krimi. Derfor har denne anmelder også vaklet mellem to stjerner for den moralske inkonsistens og seks stjerner for en indholdsrig fortælling, der viser meget om, hvordan moderne politik ser ud. Så vi ender på de fire.