For et stykke tid siden afslørede popsanger og sangskriver Sys Bjerre på morgen-tv, at hun havde skrevet 12 salmer, som hun ville fremføre ved en række kommende koncerter. Intervieweren spurgte Sys Bjerre ind til brugen af begrebet ”salmer” ved at spørge, om salmerne så var kristne eller religiøse.
Dette afviste Sys Bjerre med den uddybende forklaring, at religion er det, der skiller folk, mens hun med sine salmer søger at samle folk ved at lade dem synge sammen. Ønsket om at samle folk med sang er prisværdigt, men det er næppe nok til at karakterisere en sang som en salme. I et længere interview i nærværende avis i begyndelsen af september fyldte det religiøse da heller ikke noget overhovedet.
En anden kunstner, Anne Linnet, har længe barslet med en samling ”koraler”, eller ”salmer”, som angiveligt vil udkomme i løbet af 2017.
Jeg har selv haft lejlighed til at synge flere af disse ”koraler/salmer”, og det er smukke sange om eksistens, følelser og livserfaring, som flertallet af de tilstedeværende i de forsamlinger, jeg sang sangene sammen med, var begejstrede for.
Men hvorfor kalde det salmer, når Anne Linnet selv afviser, at sangene skulle være kristne? I et interview i Kulturlørdag på P1 for et par måneder siden siger Anne Linnet:
”Derfor skriver jeg heller ikke om Gud og Jesus i sangene. Det handler om almenmenneskelige følelser, og sangene skal kunne synges af alle, uanset om man tror på noget. Det guddommelige ligger i følelserne, og det behøver man ikke sætte navne på.”
Ifølge en gængs definition er en salme en sang, der handler om, inddrager eller retter henvendelse til Gud. Der findes mere nuancerede definitioner, og det er både klogt og givende ikke at være for snæver i sin afgrænsning af salmegenren, men et minimum af kristendom kan man godt tillade sig at forvente, hvis noget skal kaldes en salme.
Interessant i denne sammenhæng er det også, hvorfor de to kunstnere overhovedet har denne trang til at kalde deres sange for salmer. Det er et afgørende brud med kunstneres flugt gennem de foregående årtier fra alt, hvad der blot mindede om kirke og kristendom, til at man nu gerne vil læne sig op ad det kirkelige og kristelige. Dog helst i en fortyndet version, hvor det mere handler om humanisme, fællesskab og almenmenneskelige følelser end om Gud, Søn og Helligånd.
Måske man skulle genoptage betegnelsen ”åndelige sange”, som var fællesbetegnelsen for de sange, man ikke anså for at være ”rigtige salmer” i 1897-salmebogen, herunder ”Alt, hvad som fuglevinger fik”, ”Altid frejdig” og ”Nu titte til hinanden”. Netop disse tre sange/salmer kan minde os om, at genrebestemmelser og salmeforståelse er i stadig bevægelse, og at vi derfor både bør holde hovedet koldt og døren åben, sådan at vi også selv kan bevæges i vores forståelse og brug af salmerne.
For selvom der måtte have fundet en glidning sted, og selvom den måtte være stor, så er det ikke klogt pr. automatik blot at afvise nye salmer og sange, alene fordi de strider imod vores hidtidige salmeforståelse.
En præstekollega udtalte for nylig – i forlængelse af Sys Bjerres optræden på morgen-tv – sin irritation over salmebegrebets udvanding og sluttede med at spørge overbærende: ”Nå, hvem regner med Sys Bjerre?”. Dertil er svaret: Det er der mange, der gør! Der er mange, der regner med og lytter til både Sys Bjerre og Anne Linnet, og mange andre nuværende og kommende digtere og komponister, der vil tage livtag med den vanskelige salmegenre.
Vi må gerne være både årvågne og kritiske i forhold til salmegenren og udvanding af begreber og definitioner, men vi skal samtidig evne at være åbne over for nye former for sange, åndelige sange eller nye salmer, som kan supplere og berige vores overleverede salmeskat. Måske der endda kan blive plads til en sang af Sys Bjerre eller Anne Linnet i en gudstjeneste som afsæt for en spørgen eller undren, som evangeliet eller salmerne fra Kingo, Grundtvig, Lisbeth Smedegaard Andersen eller andre kan hjælpe med at besvare.
I klummen Sang&Salmer skriver sognepræst og forfatter Morten Skovsted om tendenser inden for kirke og salmesang.