Prøv avisen
Bog

Menneskebilleder siger noget centralt om os mennesker

5 stjerner

Den store antologi ”Kampen om mennesket” giver flere gode svar på, hvad et menneske er. Især bogens aktuelle skildring af, hvad vi mennesker har tænkt om os selv, sætter sig fast

Som undervisningsminister fik Ellen Trane Nørby (V) ørerne i maskinen, da hun sagde, at der skulle være digital dannelse i gymnasiet. Nogle blev overraskede over det raseri, hendes forslag udløste, men når man har læst ”Kampen om mennesket”, har man en forklaring.

Bogen består af to dele. Først beskrives otte menneskebilleder, som kan komme i indbyrdes kampe, og derefter karakteriseres de arenaer, kampene foregår på. Menneskebillederne er en slags idealtyper, altså nogle beskrivelser, der fokuserer ensidigt på bestemte træk ved mennesket. Tanken er så, at overdrivelse fremmer forståelsen for hvert billedes særlige træk.

De otte billeder er: Homo oeconomicus – mennesket, som træffer rationelle valg efter økonomiske kalkuler og på den måde forfølger sine egne interesser. Han holder af vækst og globalisering. Homo socius – det er mennesket dannet af samfundet og kulturen, og det insisterer på sine særlige rettigheder, for eksempel fordi det er sort, indianer, inuit eller transseksuelt. Hun fjerner sig fra det menneskelig fællesskab og den sunde fornuft, for hun tror, at alt er en social konstruktion, for eksempel også hendes køn. Homo nationalis – en variant af homo socius, som finder sin identitet i nationalstaten med dens sproglige fællesskab og enhedskultur.

For nogle år siden spåede forskere hans snarlige død, men historien har siden vist, at han lever stærkt og godt endnu. Homo faber, som former sine omgivelser og skabes ved at forme dem, altså en kunstnertype, der tager farve af sit samfund. Marxisterne elsker ham: ”Vindmøllen giver os et samfund ledet af den feudale herremand; den dampdrevne mølle giver os den industrielle kapitalist,” skriver Marx. Homo sapiens, mennesket som naturvæsen, et dyr, der har udviklet en kulturside. Han er blevet brugt til at argumentere for lidt af hvert, for hvad er det lige, der er naturligt?

Homo emotionalis, hvis følelser er det basale træk i sindet, hvorefter fornuften træder modererende til. Antikken med sin teori om retorik forstod ham, men i dag er det svært at finde balancen mellem følelse og fornuft. Homo humanitatis, hvor man lægger vægt på, at ethvert menneske har del i noget fælles menneskeligt, især fornuft, og derfor er et moralsk selvstændigt subjekt, som kan gøre krav på nogle basale rettigheder. Dette menneske, som har sine rødder i antikken, er med dets almene fornuft grundlaget for Vestens videnskaber og demokratier. Og til sidst homo deus, den uhyggelige skabning, som med moderne computere og medico-teknik er villig til at ”forbedre” mennesket, så det som en ny guddom med- og genskaber sig selv som mere guddommeligt.

Denne opremsning af de otte menneskebilleder kan virke summarisk og overvældende. Men de er alle behandlet grundigt, så billederne tegnes for os i deres historiske, filosofiske og indbyrdes sammenhæng.

Anden del er mindre vellykket. Som det forhåbentlig er fremgået, er nogle af disse menneskebilleder så forskellige, at de er indbyrdes uforenelige, og i anden del beskrives fem arenaer, hvor striden mellem dem kan udspilles.

Den første om samfundets sfærer er fortænkt på en særlig naiv måde, og den anden om venskabet som arena siger ikke så meget. Men den næste om litteraturforskningen, der påpeger, at den litterære debat specielt i Danmark nyder stor interesse, tager væsentlige almene emner op, og den fjerde om offentlighedens arena rummer væsentlige analyser af betingelserne for den offentlige debat i en tid præget af internettet og sociale medier. Den femte sætter på en klog måde disse billeder ind i den pædagogiske debat. Her mødes homo humanitatis’ dannelse, altså den lange tradition for et demokratisk, oplyst menneskebillede, med moderne idéer som human ressource-tænkningen. Denne tænkning ser på mennesket som en kilde til velstand og effektiv ressourceanvendelse, for eksempel ved at det er kompetent til at bruge internettet og store datamængder. De to meget forskellige idéer forenes sådan vupti til begrebet digital dannelse, det begreb som gjorde så mange vrede, da vi sidst diskuterede gymnasielov.

Jeg tror ikke, Ellen Trane Nørby mente det helt sådan. Hun tænkte vist snarere på, at unge skal lære at optræde mere dannet på nettet, altså lade være med at svine hinanden til eller dele billeder fra intime situationer, og det er jo ikke en dårlig idé. Men efter at have læse denne bog forstår man, hvorfor misforståelsen kunne opstå og gøre nogen så vrede – der er energi i disse begreber.

Menneskebilleder siger nemlig noget centralt om os mennesker, og de har været en del af alvorlige politiske kampe. Homo oeconomicus er forbundet til det kapitalistiske system med frie markeder, homo nationalis har ledt til svære krige, homo faber var ideologi for kommunistiske diktaturer, med homo emotionalis forstod nazismen og fascismen at udnytte til sine forbrydelser, homo sapiens og dets biologi har været brugt til at argumentere for hjerteløs råhed, når ”naturen skulle gå sin gang”, også i samfundet, og de fleste gyser ved tanken om homo deus, der overskrider grænse mellem det skabte og skaberen.

Et klogt efterskrift påpeger, at alle disse menneskebilleder peger på noget sandt inden for et begrænset område. Vi er i nogle sammenhænge biologiske væsener, vi forfølger nogle gange rationelt økonomiske mål, følelser spiller en rolle, vi er præget af samfundet og nationen.

Problemet opstår bare, når et menneskebillede får lov til at brede sig ud over sit gyldighedsområde, så det bliver en generel sandhed. Det er bogens sigte at vise, at de humanistiske fag har en særlig evne til at påpege og kritisere, når det sker. Det er måske rigtigt.

Men man kunne også mene, at en religiøst funderet tilgang og holdning kan hjælpe os til at vælge de bedste og mest menneskelige menneskebilleder og forstå, hvad der knytter dem sammen. Denne idé udfolder bogen dog ikke.

Ikke alle steder giver bogens sproglige stil en let læsning, og enkelte steder er bogen lidt naiv, for eksempel når den skriver om økonomi (ingen af forfatterne har nogensinde skullet forhandle arbejdstider eller stået til ansvar for en økonomisk bundlinje over for en bestyrelse, tror jeg), og der er en del af de holdninger, for eksempel om New Public Management og økonomiske modeller, som gør en forfatter populær blandt offentligt ansatte på den lette måde.

Endvidere, og mere alvorligt, kan man konstatere, at humanistiske forskere i Danmark, med undtagelse af Finn Collin og Uffe Østergård, ikke længere læser hverken tyske eller franske bøger. Men efter læsningen husker man især bogens aktuelle og alsidige skildring af, hvad vi mennesker har tænkt og skrevet om os selv.