David Gress, filolog og samfundsdebattør
”Det er ikke unikt at opfinde konstruerede verdener, som vi kender fra fantasy og science fiction, men kvaliteten i Tolkiens omfattende univers med riger, dynastier og intriger er ganske enestående og konsekvent gennemført, ikke mindst på grund af hans filologiske viden og selvopfundne sprog. Hans helt store tema er liv, død og uddødelighed. Menneskenes stræben efter udødelighed er tragedien i det hele og motivet bag mange af hans historier.
Tolkien var from katolik og gik til messe hver dag, og det kommer nok bag på mange, når man fortæller dem, at 'Ringenes Herre' kan opfattes som et kristent værk. I mange andre fantasy-historier er der en religion tydeligt til stede. Det er der ikke her. Der er ingen kirker eller ritualer.
Tolkien ønskede ikke, at man skulle kunne tolke direkte fra kristendommen. Det handler om det onde mod det gode, og der er eventyrtræk med en lille, snu skikkelse over for det arrogante, dumdristige menneske. Men selv den gode lille hobbit er ikke fejlfri og kan ikke besejre det ondes magt. Man kan måske læse nevøen Frodos vej til ildbjerget i 'Ringenes Herre' som en slags Via Dolorosa. Tolkien kredser om et slags syndefald, der har gjort menneskene dødelige.”
Nanna Münster Kinch, cand.mag. og tidligere højskolelærer
”Bogen 'Hobbitten' er i sig selv ikke særlig vigtig. Men som en del af alt det, Tolkien og C.S. Lewis ville etablere, er den central. Den er en af grundstenene i fantasy-genren, som spiller en stor rolle i det 20. århundredes litteratur. Tolkien skrev ikke eventyr, fordi han mentalt levede i fortiden. Tværtimod havde han set det moderne livs bagside i form af Første Verdenskrig, og derfor tyede han til den mytologiske genre for på en eller anden måde at kunne formidle den erfaring fra skyttegravene. Han så en værdi i at kunne vende tilbage til eventyret, på trods af at verden ikke længere er, som den var engang. Men han bryder også med det klassiske eventyr. Jeg holder meget af Tolkiens eventyr, fordi han er god til at holde det realistisk. Det er ikke i mange eventyr, at man hører hovedrollens bekymring om, hvordan i alverden han skal få fragtet sin del af skatten med sig hjem igen. Der er ikke megen tvivl om, at jeg skal ind og se treeren i biografen. Men indtil videre synes jeg på ingen måde, 'Hobbitten'-filmene er lige så vellykkede som 'Ringenes Herre', hvor instruktøren Peter Jackson tog den lange fortælling og kogte ned til tre film. Her har han taget den lille fortælling og strakt den over den samme længde. Det, synes jeg, har ikke fungeret, og jeg får lyst til at sige, at han skulle have stoppet, mens legen var god.”
Jakob Levinsen, journalist og oversætter af blandt andet ”Hobbitten”
”Tolkien var med i Første Verdenskrig ved slaget ved Sommes, og krigen spiller til dels ind i 'Hobbitten', men mere i det overordnede mytologiske univers. Krigen påvirkede mange britiske forfattere, som opfandt en slags antihelt. 'Hobbitten's betydning i Tolkiens værk kan ikke overvurderes, og lige præcis opfindelsen af ordet hobbit blev afgørende. Han indfører figuren, der åndeligt oplever det mytologiske univers i knæhøjde og agerer på en anden måde.
De har en meget moderne måde at betragte verden og løse konflikter på, så det ikke bare ender i kaos, massakre, æresbegreber og almindelig ondskab. Bilbo bliver en slags Odysseus-figur, der klarer sig med list ved siden af de utallige selvhøjtidelige dværge. 'Hobbitten' er på godt og ondt en godnathistorie, som starter gemytligt og gradvist vokser sig stor, mørk og episk og tragisk mod slutningen. Den er anderledes spontan og mundtlig end de senere værker. 'Hobbitten' er en slags jazzimprovisation, hvor 'Ringenes Herre' er en symfoni og hvert et ord anbragt med en pincet. Filmene er teknisk virtuose, men historien har det med at forsvinde i bulder og brag. Hvor 'Ringenes Herre' er et enormt epos med mange handlingstråde, er 'Hobbitten' grundlæggende en lille roadmovie, der kun følger Bilbos synsvinkel.”
krasnik@k.dk, christoffersen@k.dk