Lise Nørgaard, forfatter
”Julefred består i, at man også tager sig tid til eftertanke og indretter sin jul, så man ikke kun koncentrerer sig om at æde og drikke, men også om det egentlige: At samles om det glade budskab. Julefreden opstår derfor, når man giver sig tid til den og prøver at befri sig fra nogle af de medfølgende udfordringer, som kan gøre julen til et jag. Man kan for eksempel føle, at man pludselig skal til at skrive kort til halvdelen af Danmark i stedet for at prøve at være på brev med folk resten af året. Sådan kan julen hurtigt blive en tid, hvor man skal indhente alt det, man ellers ikke når. Men man behøver jo ikke at rende til alt det, man bliver indkaldt til i julemåneden.”
”Man skal måske blive så gammel som mig for at lære at sortere fra. Men julefred er også at sidde ved et langt bord med hele sin familie og fejre julen og gå rundt om juletræet med børn, børnebørn og oldebørn i hånden og synge julesalmerne. Mine juleaftener har altid været nogenlunde, som da jeg var en lille pige. I min familie har vi gjort alt for at fejre den i mine forældres ånd, og nu har børnene overtaget mange af vores traditioner. Nu er jeg så gammel, at vi må samles på skift hos de unge familier. Men de fleste går i kirke. Og Juleevangeliet, som min årgang naturligt lærte hjemmefra, repeterer jeg hvert år. Da jeg selv tilrettelagde julen, var jeg med i en udsendelse, hvor en af mine børnebørn læste Juleevangeliet. Nu er hun for længst blevet en voksen dame, og det er faktisk hende, jeg skal holde jul hos i år. Men jeg er sikker på, at hun husker Juleevangeliet lige så godt som jeg. Og i vores familie giver vi os tid til at læse det. Vi fræser heller ikke omkring juletræet for at nå frem til gaverne, men synger så mange salmer som muligt med hinanden i hænderne. Og det er julefred for mig.”
Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift
”Jeg er lige kommet hjem fra Istanbul i Tyrkiet, hvor jeg var inde i den lille Chora-kirke. Her findes nogle meget fine mosaikker, blandt andet en med julens scene med barnet i krybben, englene, der giver besked til hyrderne på marken, Maria og Josef. Josef sidder i sine egne tanker og funderer over, om det nu også er hans barn, og hvad der skal ske. Kort efter sætter kong Herodes barnemordet i gang. Den scene julenat er for mig billedet på, hvordan der bag den julefred, der indfinder sig julenat, også er en uro, der ulmer. For julefred i verden er ikke noget statisk, men er et glimt af fred i en ellers urolig verden. Julefred er en ro i verdens larm, et lys i verdens mørke.”
”Når jeg tænker på julefred, tænker jeg også på julenat 1914, hvor der var et øjeblik, hvor soldaterne i skyttegravene så på hinanden og blev enige om, at man ikke slår hinanden ihjel juleaften. Det er en vigtig markering af, hvordan det godt kan være: At verden er et ufredeligt sted, men at freden alligevel kan vise sig i glimt i den fortættede stund, som julen er. Selvom julefreden er noget, vi kan være heldige at opleve i små glimt, kan den forhåbentlig også smitte af på den dagligdag, vi lever, for i julefreden ligger der også et ønske om at fremme en fredelig verden. Selv mærker jeg julefreden, når familien samles om bordet, og vi læser Juleevangeliet. Når jeg hører de ord, er det, som om en fred sænker sig over mig. Den følelse kan jeg også have julemorgen, hvor jeg tit hører klassisk musik. Bachs juleoratorium og julesalmerne kan være med til at skabe et særligt fredfyldt rum.”
Iben Mondrup, forfatter
”Ved julefred forstår jeg, at vi overskrider vores eventuelle egne grænser for at yde en indsats for at komme hinanden i møde. Det gælder både inden for familien, men også i større sammenhænge. Vi skal prøve at lægge vores forfængelighed til side og i stedet insistere på at mødes et sted midtimellem, hvor der er plads til os alle sammen. Men det er en stor kunst, og det er også derfor, at julen bliver så underligt kaotisk for mange, fordi der er mange, der simpelthen ikke formår det, og derfor opstår konflikterne, fordi vi under alle omstændigheder har en tradition til jul. Men julen kræver noget af os. Og det synes jeg faktisk, at man skal være glad for, at den gør. For den bliver en påmindelse om den kunst, som består i at gå hinanden i møde.”
”Jeg er selv en af de mange skilsmissemødre, men siden jeg blev skilt i 2010, har det lykkedes mig at samle min familie, så jeg har været sammen med mine børn og mine børns far, vores nye kærester og min store familie på en gang. Det ville måske for mange være utænkeligt, men det formår vi faktisk. Vi kan sagtens holde jul sammen, selvom vi er blevet skilt og har fået nye partnere. Det er da en øvelse, men hvert år går jeg ud af julen med følelsen af, at jeg er heldig, fordi vi alle sammen vil det. Jeg er ikke vokset op i en kristen familie, men selvom jeg hverken blev døbt eller konfirmeret, gik vi i kirke juleaften, da jeg voksede op i Nordgrønland, og jeg elsker stadig de danske salmer, som jeg forbinder med min mormor, der var kirkesanger. Og til jul hjælper salmerne også med at skabe en højtidelig og fredfyldt stemning.”
Christine Løventoft, direktør for Museet for Religiøs Kunst i Lemvig
”Julefred for mig er noget mentalt frem for noget med, at julen er en mere rolig tid. Jeg har tænkt meget over, at vi behandler hinanden lidt bedre i julen, er mere høflige. Omgangstonen er anderledes og mere rummelig i julen – også mellem fremmede. ”
”For mig selv bliver julefred ret konkret i forhold til den ufred, der kan være i mange familier i dag. Jeg er tredjegenerations skilsmissefamilie, altså mine bedsteforældre er skilt, mine forældre er skilt, og jeg er selv blevet skilt. Det skaber moderne familier, hvor det ikke altid er oplagt, hvem man skal holde jul med, og der kan være forskellige interne konflikter. Da jeg var yngre, kunne der være en halvonkel, der pludselig ikke kunne med en anden halvonkel, og næste jul kunne det være nogle andre. Da jeg blev voksen, gad jeg ikke det mere og tog en beslutning om, at alle er velkomne til jul, og at jeg ikke vil tage stilling til interne konflikter. På den måde indeholder julefreden en ekstra rummelighed. Man er nødt til at finde ud af det, og man strækker sig lige det ekstra for, at der ikke er nogen, der sidder alene.”
”Det kan være rigtig sundt for os, at juletiden presser os til at finde ud af det med hinanden, for det negative får lov til at fylde nok resten af året. Men det ligger jo i julefreden, også historisk, at man må sætte fejder til side og være ekstra rummelig i julen. Det synes jeg er lykkedes godt i min familie, og i år skal jeg holde jul med mine to børn, min eksmand, hans mor, min mor, min far og hans kæreste. Det er ikke, fordi vi normalt har konflikter, men det er jo kun noget, vi gør, fordi det er jul, og det er da smukt.”
Lisbeth Smedegaard Andersen, salmedigter
”Vi har en meget gammel tradition i familien med at gøre noget ud af lillejuleaften. Der er jeg færdig med at ordne alle de ting, jeg skal ordne, og hele den store familie samles. Så kan vi sammen i taknemmelighed begynde at glæde os i ro og fred til resten af julen. Allerede der begynder julefreden at sænke sig over mig.”
”Juledag, når jeg sidder i kirken og synger ’Velkommen igen, Guds engle små’, så mærker jeg virkelig, at julefreden er indtruffet. Julens tekster er dejlige, og især Juleevangeliet hører jeg på en anden måde juledag end selve juleaften, fordi den får en anden dybde, når man tænker på vores urolige verden. Hyrderne blev sendt tilbage til deres får og marker, ligesom vi alle sammen skal tilbage til det travle liv, vi lever. Men netop den dag er det, som om verden trækker vejret. Det giver plads til at tænke på, at der kom et kolossalt håb og lys ind i verden julenat.”
”Julefreden betyder jo, at vi bliver ved at holde håbet og længslen levende. Det gør vi, fordi Gud selv kom til verden i form af et lille barn. Det er en ny begyndelse hvert år, hvor vi besinder os på, at selvom verden kan se mørk ud, så er der alligevel håb og kærlighed i den. Jeg kan slet ikke forestille mig en verden, hvor det håb ikke er.”
”I Dantes ’Den guddommelige komedie’ gennemrejser Dante både himlen, skærsilden og helvede, og over helvedes port står skrevet: ’Her lades alt håb ude’. Hvis vi tror, at verden er uden mening, så ender vi med det, som Kierkegaard kalder for fortvivlelse. For uden håbet bliver verden underlig og meningsløs, hvor enhver prøver at klare sig selv i øjeblikket.”
Bent Haller, forfatter
”Spørgsmålet er, hvorvidt julefreden findes for mig?”.
”I december nyder jeg mørket, for i mørket er lyset allerklarest. Der sidder jeg alene, eller sammen med min hustru, med en kop kaffe og kalenderlyset tændt. Jeg mærker julefreden på den måde, som jeg synker ind i mig selv. Jeg giver mig selv lidt mere tid til at sidde i mørket, og det er for mig en slags meditation.”
”Omkring julen giver man sig selv lov til i en moderne verden at tro på noget, der ligger ud over det normale. Det giver et løft, fordi man giver sig selv lov til at fjerne den skepsis, man ellers har over for de her ting. Det er noget helt særligt for den her årstid.”
”Det mærker jeg også selv, når jeg læser julefortællingen eller synger julesalmerne. I det øjeblik tror jeg på beretningen om Jesu fødsel, på den skønhed, der ligger i Grundtvig og Ingemanns salmer. Så kan jeg bagefter gå tilbage til at være lige så skeptisk, som jeg plejer.”
”Lige så snart det bliver juleaften, så bliver der et velsignet kaos. Vi er en stor familie. Jeg har fire børn, der alle kommer hjem med deres respektive og børnebørn. Det er et kæmpe arbejde at få det til at hænge sammen. Vi har altid haft fantastiske juleaftener, men min hustru og jeg falder om af udmattelse bagefter. Man laver jo ikke andet end at lave mad, stille frem, rydde op og så videre. Så freden indfinder sig ikke i det øjeblik, men den kommer igen bagefter. For julen slutter ikke før til helligtrekonger, i hvert fald her hos os.”
”Selvom jeg bliver dødtræt, så holder jeg af, at de alle sammen er her. Så længe jeg kan holde til det, vil jeg ikke undvære det for noget i verden.”