”En rigtig kærlighed” kalder Tomas Lagermand Lundme sin nutidsnære københavnerroman om to mænds forhold.
Og hvad er så ”en rigtig kærlighed”? Romanen slutter med et bud på et svar – efter at den ene af hovedpersonerne, en kunstner, to gange er blevet brutalt overfaldet, og de to mænd efterlades i en situation, hvor deres forhold for alvor prøves. Og det består prøven. Netop fordi der er tale om ”en rigtig kærlighed”, det vil sige en nærværende og forpligtende.
Ludme dvæler ikke følelsesfuldt ved slutpointen. Det er ikke hans stil. Blot nogle stikord får vi. Og det er hans stil. Meget siges ikke direkte, antyndes kun.
Lundmes kortfattethed er i bedste fald udtryksfuld og slagfærdig. Men når koncentrationen svækkes, truer tomgangen. Det sker i nogle passager i sidste del af romanen.
Har man problemer i parforholdet, kan man jo bare gå fra hinanden – kan man ikke? Fortælleren overvejer det, men går ingen steder. Vel også et tegn på, at han oplever ”en rigtig kærlighed” – med alle de besværligheder og tvivl, der kan følge med.
De to mænd vil gerne have et barn – opleve fællesskabet om et barn – og de ansøger om adoption, men afvises. Men selvom man ikke har børn, kan man da godt gå i Zooologisk Have, sådan som de ”rigtige” familier gør, altså børnefamilierne. Naturligvis kan en kat ikke gøre det ud for et barn, men det er trods alt bedre end ingenting. Fra romanens omslag ser parrets stuekat på os.
”En rigtig kærlighed” er skrevet på en vilje til at realisere et samliv på de givne præmisser – det vil sige i særdeleshed for mandlige homoseksuelle.
Samlivet mellem de to mænd skildres med en understregning af det hverdagsagtige – ud fra den selvfølgelige holdning, at kærlighed er kærlighed, uanset om den retter sig mod en person af ens eget køn eller mod én af det modsatte.
Tomas Lagermand Lundme gennemfører romanen med en lethed, men indimellem virker formen lovlig langstrakt og monoton.