Måger. De skrigende, komiske måger. Sådan lød det, da jazzsaxofonisten Nana Pi Aabo-Kim spurgte lokale aarhusianere, hvad den mest karakteristiske lyd i deres by er. Andre nævnte det pensionerede tågehorn fra fyrtårnet på Østre Mole, atter andre rådhusklokkerne, der hver dag spiller fragmenter af Morten Børups forårsvise “In vernalis tempori” fra slutningen af 1400-tallet.
Alle tre elementer indgik derfor – i frit forvrænget form – i Aabo-Kims portrætværk “Lyden af Aarhus”, som den unge saxofonist, komponist og dirigent fik opført af det eksperimenterende jazzensemble Extemporize Orchestra på spillestedet Turkis i søndags i Aarhus Jazz Festivals åbningsweekend.
Det var måske en lovlig bogstavelig tilgang til portrætgenren. Vi hørte også DSB-beskeder fra banegården, skumringslysets fugleliv og havets susende bølger. Men bag sit konkrete ydre pustede det timelange værk liv i musikken ved at lade musikerne destabilisere de roterende tableauer med frie prust og puslen.
Ud strømmede en idé – eller måske snarere en drøm – om Aarhus som pulserende storby med hektisk trafik og information fra alle sider. Samples af DSB-jinglen blev kækt efterabet af Maria Dybbroe på altsax, Kristian Tangvik på tuba hørte undervejs en kort optagelse af en gademusikant og slog over i dyb, indfølt videredigtning af dennes Eric Clapton-ballade.
I midten af dusinet af musikere sad vokalisten Birgitte Lyregaard og pippede fragmenter af løs samtale og Svend Åge Madsen-prosa frem, mens Aabo-Kim styrede improvisationens form med store fagter og intens øjenkontakt.
Hvordan lyder så Aarhus? Tja, bum, bum. Måske var den københavnske fredericianer Aabo-Kim ikke den rette til at levere svaret, og måske lød værket i passager som et lydteater uden hovedperson. Men musikken levede sit eget viltre liv med et lydhørt, angrebsivrigt ensemble og rig klanglig variation. Det er også en slags svar.
Anderledes enstrenget var koncerten med Girls in Airports på taget af ARoS. Den atmosfæriske trance, kvartetten søgte, faldt for let i ét med Olafur Eliassons regnbuefarvede panorama, som omgav os.
På trods af at man havde både trommeslager og percussionist til rådighed, fik rytmikken aldrig inviteret den skævhed indenfor, som ellers kunne give de godmodigt pulserende kompositioner en løbsk vitalitet.
I momenter undslap musikken dog sin afslappende døsighed. For eksempel når Martin Stender forsvandt så langt ind i sig selv i en saxsolo, at han stampede i terrassebrædderne. Eller da slagtøjsspillerne standsede tiden med et synkront slowmotion-fill, mens elorglet blæste svalt.
Alligevel savnede man et mere direkte engagement. En egentlig bund i den primale drift, en friere solistisk udfoldelse med større risikovillighed. Nuvel, Eliasson-æstetikken sælger.
Det glædelige ved den efterfølgende gallakoncert i Musikhuset var netop, at det lykkedes Aarhus Jazz Orchestra og den selskabelige brasilianske pianist Eliane Elias at gennembryde opstillingens fernis af modnet elegance og velsmurt bigbandshow.
John Riddells lette, men virtuose touch på trommerne og Elias’ hele tiden bevægelige blanding af 80’er-fusion og bossanova skabte en smidig rytmisk motor. Selv når den tøffede tilforladeligt afsted, blev musikken ledsaget af et latent flammehav, og når de dyriske elementer så fik lov at titte frem i en særligt beskidt messingpassage eller en gnistrende duel mellem Riddell og Elias, gik det lige i kroppen.
Måske er det vanskeligt at indfange lyden af Aarhus, men resten af ugen lyder byen lidt mere jazzet end sædvanlig. Det klæder enhver by.
Aarhus Jazz Festival 2022 - diverse spillesteder - 9. til 16. juli.