”I modsætning til vores fodboldklub, AaB, så spiller vi altid på hjemmebane. Og vinder hver gang.”
Stor latter. Applaus. Anders M. Christensen, Aalborg Symfoniorkesters konstituerede musikchef indtil nytår, havde publikum i sin hule hånd, da han introducerede torsdagens sæsonåbning i Musikkens Hus.
”Vi er virkelig glade for vores orkester,” betroede en af de trofaste koncertgængere mig lavmælt, inden første gæstedirigent, Michael Schønwandt, satte musikerne i gang. Først med en sangcyklus af Berlioz, ”Les nuits d’été” (Sommernætter), siden med Brahms’ 1. Symfoni.
Naturligvis er indbyggerne i Aalborg og omegn glade for at have et landsdelsorkester, der sidste år kunne fejre 75-årsjubilæum. Det er helt vitalt for det musikalske kredsløb i større byer.
Ligesom de øvrige landsdelsorkestre kæmper Aalborg Symfoniorkester dog aktuelt for at sikre politisk opbakning i en tid, hvor der tales mere om besparelser end visioner. Det er i det lys, man skal se Anders M. Christensens joviale analogi til det lokale fodboldhold:
Orkestret har de seneste år arbejdet hårdt på at skabe en lokal forankring, hvor nøgleordene har været publikumsudvikling, formidling og projektsamarbejde.
Midt i denne udviklingsiver lader det dog til, at de musikalske ambitioner er trådt en smule i baggrunden, hvilket også afspejlede sig torsdag aften. For tredje år i træk indledte man sæsonen med musik af romantikeren Berlioz.
Nok var den unge franske mezzosopran Eva Zaïcik en yndefuld og uskyldsren fortolker af hans seks orkestrerede sange fra 1856 – hun satte virkelig sine toner med delikat præcision og ømhed. Men ”Les nuits d’été” kræver langt større modspil fra orkestret, end tilfældet var, hvis man skal vriste andet end tilforladelig charme ud af det sødmefulde værk.
En åbningskoncert skal gerne udstikke en retning for et orkester. Præsentere nogle løfter for den kommende sæson. Derfor var det symptomatisk, at man efter pausen bød på Brahms’ 1. Symfoni fra 1876. Ligesom Berlioz velspillet, men med samme blødhed i fortolkningen.
Et overbevisende klangligt arbejde kunne ikke skjule, at det ikke lykkedes at sætte punktummerne og udråbstegnene i musikkens syntaks med samme overbevisning.
Resultatet blev en ganske velspillet, men anonym omgang med Brahms’ musikalske tandhjul og dramatik.
Som det eneste af landsdelsorkestrene har Aalborg Symfoniorkester ikke inkluderet nogen værker af danske komponister i kataloget for den kommende sæson. Et katalog, der ganske vist byder på et kortere værk fra 2013 af islandske Daníel Bjarnason og en obokoncert fra 2010 af svenske Albert Schnelzer, men ellers holder sig mere eller mindre til det symfoniske kernerepertoire og populærkoncerter.
Det kan give problemer, fordi Kulturministeriet yder sit årlige tilskud på 20 millioner kroner under forudsætning af et alsidigt repertoire, herunder ”i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900”.
Men det er også i sig selv en skam, for det er meget svært at aflæse en musikalsk identitet i den aktuelle programlægning. Hvad er visionen for orkestret ud over at holde forretningen kørende og musikerne i god form?
For nu at blive i fodboldens verden: Aalborg Symfoniorkester er for tiden ved at finde en permanent afløser for tidligere musikchef Jan Kvistborg, der sagde op inden sommer. Lad os håbe, at man finder en ny ”træner”, der både har blik for lokal forankring og har programmæssige ambitioner. Det fortjener både det glimrende orkester og det trofaste publikum.