Det er en elementært spændende roman, den efterhånden garvede forfatter Christian Mørk (født i 1966) har skrevet. Om nutid og besættelsestid, om mennesker på den forkerte side af den offentlige mening og moral.
En ung gymnasiedreng går i årene omkring 1985 til behandling hos en ældre dame, der kan nogle lindrende greb på hans overkrop, som letter hans astma. Hun har tilsyneladende gode hænder. Men damen viser sig efterhånden at have en historie, der rækker ned til besættelsestidens hipoer og andre danskere i tysk tjeneste.
Med sin drengenysgerrighed trænger han længere og længere ind i damens fortid, der har afhøringer og forskellige former for tortur af modstandsfolk på tapetet. Men hendes drypvise fortællinger giver ham også idéen til, hvordan han selv kan slippe af med sine mobbe-forfølgere, skønt han er en svag og indadvendt dreng. Ud over damens egne fortællinger føres han også til arkiverne fra krigens tid, hvor han får lidt mere at vide, men aldrig rigtig, hvorfor disse mennesker udførte de grusomme handlinger. Og det er egentlig dette ”hvorfor”, som bogen kredser om, nærmest som Hannah Arendts beretning om Adolf Eichmann- processen i Jerusalem, der mundede ud i påstanden om ondskabens banalitet, et almindeligt kontormenneske, der organiserede tusindvis af menneskers død.
Her i denne roman var den gamle dame i krigens tid bare optaget af at få noget at lave og møde stærke mænd hos tyskerne, hvad der førte hende til at klare de opgaver i kontraspionagen, som hun blev sat til. Og så en særlig beruselse ved at klare opgaven. En beruselse, der også er kendt fra almindelige menneskers præstationer i arbejdsliv og sport. Som roman er det både en ungdomsroman om en 3.g-dreng, der bliver mobbet, og en besættelsesroman om ting, der foregik dengang blandt dem, som var imod modstandsbevægelsen, en indtrængen i kynismens væsen hos dem, der gjorde det beskidte forhørs-eller likvideringsarbejde. Og uden selv at nævne det har romanen også tråde til Breivik og terrorister og som sagt ligegyldigheden over for mennesket uden for en selv. I den gamle dames synsvinkel er man som læser lige ved at identificere sig med hendes kynisme, hvad der er en stor præstation fra forfatterens side som indsigt i menneskelig bevidsthed og motiver.
Selvom der er gjort meget ud af fiktionens tildækning, virker en del af fortællingen selvoplevet, og det forøger intensiteten i den. Den langsomme afdækning af den gamle dames fortid er godt gjort, og fremstillingen af tiden dengang 1940-1945 er gennemresearchet og pålidelig. Der er noget filmisk i kompositionen, hvor de to retninger i bogen, nutiden (cirka 1985) og fortiden (1943-45) flettes sammen; fortælleren går ud og ind ad de to hovedpersoners bevidsthed, så det på sin vis er en gammeldags fortælleform, der praktiseres.
Til gengæld er forfatterens menneskelige viden så stor, at man fængsles af historien hele tiden. Især hans evne til at skrive replikker er godt udviklet og ligeledes hans evne til at dreje fremstillingen i overraskende retninger. Dog er slutningen noget slap, men den kan muligvis hænge sammen med banalitetstemaet, som en slags billedliggørelse af det.