Prøv avisen
Bog

Hvad gylletanken gemte

3 stjerner
Agnete Friis (forrest) har tidligere skrevet romaner sammen med Lene Kaaberbøl (i baggrunden). ”Sommeren med Ellen” er solgt til udgivelse i USA. – Foto: Mik Eskestad/ritzau

Den ustyrlige drift giver kærligheden trange kår, viser ny roman med gamle erfaringer

Man må tilbage for at komme frem. Det var Freud, der beskrev denne mekanisme. Skal man som voksent menneske have løst sine problemer og have en forklaring på, hvorfor man opfører sig, som man gør, og blive frigjort fra tvangstanker og tvangshandlinger, så må man have fat i sine barndoms- og ungdomstraumer. Man må tilbage og rydde op i alle de gamle konflikter for at komme på sporet igen.

Der er mange romaner, der igennem de seneste 100 år er skrevet over den idé. Rifbjerg, for eksempel, har skrevet et utal af romaner og noveller, der beskriver denne erkendelsesvej. Nu har Agnete Friis fat på det samme i ”Sommeren med Ellen”.

Den midaldrende Jakob står i sit livs krise, da det hele ramler på arbejde og i ægteskabet. Han har lagt an på en ung medarbejder i arkitektfirmaet og skrevet om sine fantasier om hende. Det opdager konen, og så er det foreløbig færdigt mellem de to. Han drikker, bor alene og er på vej ud af firmaet.

Da melder en røst fra fortiden sig. En gammel onkel, som han ikke har set i 40 år, ringer ham op for at få ham til at finde Ellen. Ellen var en kvinde sidst i 20’erne, som Jakob mødte, da han selv var bare 15 år og arbejdede en sommer på onklerne Anton og Anders’ gård.

Alle mænd var forelskede i Ellen, der udstrålede en kvindelighed ud over det sædvanlige. Men hun, eller måske rettere kvindekønnet som sådan, var ikke til at håndtere for mændene – og de store drenge.

Frustrationer, misforståelser og fortrængninger i forbindelse med driften og kønnet forvandlede libidoen til vold. Denne vold gik ud over en pige og den ene onkel. Denne onkel var sinke, og ham kunne man give skylden. Det hele endte dengang i et voldsomt drama og med, at Jakob tog flugten og først vender tilbage 40 år efter – nu for at finde Ellen, der heller ikke har vist sig siden.

Det bliver til et krimiagtigt plot og også til en del krimi-agtige klichéer. Alene romanens åbning med Jakob som den midaldrende mand i krise er som taget ud af en halvhårdkogt krimi. Hans sprog er det også. Det hele er i og for sig fermt fortalt og godt gjort og med en overraskende slutning, hvor skylden fordeles, og skjulte følelser kommer for en dag. Her kommer alt det frem, som gylletanken gemte.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at der mangler noget.

I romanen gives Ellens far, der var billedhugger i sin fritid, følgende skudsmål: ”På sin vis dygtig og så alligevel slet ikke, hvis man skal være lidt grov. Det var ikke kunst, men håndværk. Ligegyldigt. Ikke dårligt, men heller ikke kunst, hvad fanden det så ellers er.”

Sat på spidsen kan ordene også passe på ”Sommeren med Ellen”. Den rummer dog retfærdigvis også noget egent, da dens handling foregår på landet og berettes med et indgående kendskab til dyr og landbrug. I forhold til alle de storbyskildringer, man er så vant til, er det anderledes og forfriskende med en bondegårdstur – selvom der lugter fælt af fortid og fortrængninger fra gylletanken.