Der var engang, Hans troede, han vidste, hvem der var ægte god og ægte ond: Astrid Lindgren, babyer og Bill Cosby – og Hitler, Darth Vader, lyn og pollen. Men nu er Hans kommet i tvivl. Hans lever nemlig i en verden, hvor man kan være holocaustfornægter og nobelpristager på samme tid, feteret næstekærlighedssymbol og seksualforbryder.
Hans vil gerne gøre noget, men han kan ikke gennemskue verden. Så han kaster sig ind i en hæsblæsende dannelsesrejse for at finde ud af, hvordan man lever bedst i en kompleks verden.
Således en totalt forsimplet gengivelse af Tue Bierings groft overrumplende samtidssatire ”Det gode vs det onde”, som Aalborg Teater lægger scene til lige nu. Det er grumt at udholde at se sig selv reflekteret så nuanceret i Bierings facetterede forstørrelsesspejl – men det er heldigvis også oplysende og inspirerende og så ustyrligt sjovt, at gulvbrædderne knap kan holde til det.
Biering har, blandt andet sammen med kollegaen Christian Lollike, grundlagt denne helt særlige form for smadreæstetisk samtidsteater, hvor skuespillerne tager på rundtur i samfundsbetingede problematikker, paranoia og modsatrettede synsvinkler, mens de svinger ind og ud af teater og metavirkelighed og sviner scenen, sig selv og livet til i ord, effekter, væsker og grænseoverskridende adfærd.
Hermed er ”Det gode vs det onde” hverken original eller fejlfri. Men sjældent har jeg set teater udført så kompromisløst. Det lykkes de tre volddygtige og ejendommelige skuespillere – Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen – at chokere, provokere og udfordre, og det er ellers svært opnåeligt i en tid, hvor vi har set stort set alt. De går planken helt ud i et adfærds- og meningsafsøgende eksperiment, hvor kroppe og tanker vrangvendes.
”Nævn noget, du inderligt tror på, Hans” – og Hans stiller sig klar ved mikrofonen. Imens knirker hjernerne hos publikum. Men Hans nøler og misser sin chance. Vi skal videre til næste indslag. Ingen lyster alligevel at dvæle ved nuet, for tid til tanke giver blot flere kvaler. Men selvom Bierings forestilling vælter af sted i et svimlende tempo, der matches af de mediebilleder, som iler over den store skærm bag spillerne, dvæler den hele tiden ved netop de bøvlede refleksioner. Og det gør ondt på hovedpersonen.
”Jeg vil være en statist i et drama, jeg ikke har skrevet selv,” siger Hans og kigger først til populærkulturen og så til kristendommen for noget fast at holde fast i, men heller ikke her finder han sin enkle forankring. ”Jeg har bare brug for en dramaturgi lige nu,” hyler han. Det er i bevidstheden om den lykkelige slutning, at håbet kan findes.
Det er de simple sort-hvide historier, der kan forene og mobilisere os. Men Hans må igen erkende, at livet ikke følger berettermodellen. De kriser, verden oplever lige nu, og de historier, der skal fortælles i fremtiden, har potentielt en helt anden opbygning. I livet som i teatret er det en ”happy end”, vi har brug for, men det er den, vi skal lære at klare os uden.
Med en stor kølle sender Biering og co. ”kompleksitet” ud af vores kollektive ordforråd. Det skal ikke ligge dér og være den sovepude, vi hviler samvittigheden på, når vi ikke kan overskue livet. Men de revser os ikke. ”Det gode vs det onde” er et syret portræt malet med stor omhu, kærlighed og indsigt i mennesker tynget af uoverstigelige verdensbekymringer og uovervindelig forbrugstrang. Det er en forestilling, der er så samtidig, at den stiller alle de rigtige og rammende spørgsmål, som vi endnu ikke har svarene på.