Hvad lidelse er

Flere højdepunkter i ny litterær antologi med syv forsøg på fortolkning af påsken

Flere af bogens bidrag ligner hinanden ved, at forfatterne har vovet at rejse i rum, tid og bevidsthed og tage ophold i evangeliernes skikkelser eller i en person fra dramaets udkant, som det udspiller sig i påsken i Jerusalem - her Gravkirken.
Flere af bogens bidrag ligner hinanden ved, at forfatterne har vovet at rejse i rum, tid og bevidsthed og tage ophold i evangeliernes skikkelser eller i en person fra dramaets udkant, som det udspiller sig i påsken i Jerusalem - her Gravkirken. Foto: EPA / Jim Hollander.

Underholdningsmæssigt kan der intet indvendes imod evangeliernes påskehistorier. Den fortælling rummer jo alt, hvad et krævende publikum kan begære: skønhed, spænding, mystik, grusomhed og ikke mindst den dramatiske slutning, åben for fortolkning.

Alligevel har biskopperne sammen med en (i mellemtiden forflyttet) minister besluttet, at gode kræfter skal sættes ind på ”at gøre påskebudskabet folkeligt nærværende på en ny og utraditionel måde”. Sådan bliver projektet i hvert fald præsenteret af Kjeld Holm i dennes forord til en ny antologi, ”Gennem den kulsorte sky” (anden linje i DDS 227), hvor syv danske forfattere har fået tildelt frit slag til at fortælle, fantasere og digte sig gennem påskeugen med Jesu sejrherreagtige indtog i Jerusalem, hans opgør med kræmmerne i templet, hans indstiftelse af nadveren, hans tilfangetagelse og forhånelse, hans lidelse, korsfæstelse og opstandelse samt mødet med to disciple på vejen til Emmaus. Sidstnævnte beretning er kunstfærdigt indfældet i bogens syvende og afsluttende bidrag, skrevet af Jens Smærup Sørensen, der tillige har fungeret som inspirator og koordinator samt som kontaktmand til nærværende dagblads forlag.

Lad det være gæsteanmelderen tilladt at begynde med en lille historie. Langfredag i 2013 var min kone og jeg til gudstjeneste i den protestantiske kirke i Kongensgade i Christiansted på St. Croix. Alle andre i kirken var kulsorte, også præsten, der på et tidspunkt forærede hver af os et gevaldigt søm. Velsagtens for med bispens ord at gøre påskens evangelium nærværende på en utraditionel måde - det må da gøre ondt at få sådan en spiger banket igennem hænder og fødder - men tillige for at spørge hver enkelt: Hvis Kristus nu kommer igen, er du så klar til at korsfæste ham, eller vil du tværtimod følge ham? Og hvis det sidste skulle være tilfældet, hvorfor så ikke begynde allerede i dag?

Genkomst eller hjemkomst udgør det bærende motiv i antologiens første tekst, hvori Dy Plambeck (født 1980, debut 2005) i et overraskende miks af erhvervshistorie, lokalhistorie og bibelhistorie lader et tømrer-jeg (!) fortælle om skolekammeraten ”J”, en lysende personlighed med et blik, der forstod dig og indgav dig tro på dig selv. Når han var i et rum, blev det større, forsikrer hans barndoms- og ungdomsven. Efter endt læretid indleder den karismatiske hovedperson en international entreprenør- og iværksætterkarriere, hvad der vel svarer til Jesu studium af Skriften; men da han vender hjem for efter finanskrisen at bistå sin far, hvis navn pudsigt nok også begynder med ”J”, styrtes alle forventninger og forhåbninger i grus. Bidraget slutter som påskens beretninger åbent: Måske vil hele befolkninger nu gå gennem Europa med krav om forandringer og omvæltninger. Men måske vil vanen sejre, magthaverne blive siddende trygt og håbet blive myrdet på ny.

”Påskehistorier” kalder antologien sig, men på to af dens bidrag passer undertitlen kun delvis. Pia Juul (født 1962, debut 1985) indskrænker sig til i sine elleve ”Skærtorsdagsord” at pejle sig ind på betydningerne af verberne ”spise” og ”huske” samt substantiverne ”plan”, ”afsked”, ”spådom”, ”renselse”, ”frygt”, ”løfte”, ”søvn”, ”smerte” og ”kys”. For professionelle prædikanter vil der, fornemmer jeg, være adskillig inspiration at hente i de spredte punkter, men for den episk sultne og billedhungrende læser må sættet fremstå lovlig diffust.

Til de mindre vellykkede bidrag hører også en buket fra Harald Voetmann (født 1978, debut 2000) bestående af a) en katolsk bøn oversat fra latin, b) en grum og grotesk karnevalistisk beretning i vi-form fra alverdens kødædende kryb og c) en personlig refleksion over drengeliget på Bøgebakken ved Vedbæk - ham, der for 7000 år siden blev stedt til hvile ved sin mors side og lagt til rette på en svanevinge, hvis betydning vi godt nok ikke kender, men måske kan gætte os til: ”Han er et bedre sted nu. Et sted, som nogen har tænkt, at han skulle bruge en vinge for at flyve hen til, fordi han var for lille til at gå selv.”

Dermed introduceres massivt hele opstandelsens tema, som efter citering af Markus 16, 1-9 bearbejdes af Lars Husum (født 1974, debut 2008) i en på samme tid rørende og rystende banal beretning om en familiefar, der uventet kommer sig af en livstruende sygdom (både kræft og lækkende stomi). Jeg skal lige love for, at budskabet her er søgt mejslet ind i læserens bevidsthed, men kombinationen af påsken og ”dirty realism” efterlader hos mig en bitter smag i munden, mest fordi opbyggelighederne serveres med en ulideligt klam, friskfyragtig anmasselse.

De resterende tre bidrag kan anbefales varmt, men unddrager sig decideret referat, rige som de er på stof og sanseligt nærvær. De har det tilfælles, at forfatterne har vovet at rejse i rum, tid og bevidsthed og tage ophold i evangeliernes skikkelser eller i en person fra dramaets udkant. Sidstnævnte strategi vælger Jens Smærup Sørensen (født 1946, debut 1971) i sin forrygende velskrevne og uanstrengt kraftfulde beretning om en drukkenbolt, slagsbror og horkarl, der bestemt ikke var blandt Jesu følgesvende, men paradoksalt nok, i lighed med Paulus, bliver Kristi uforfærdede talsmand.

Moderne bibelfortælling på højt litterært niveau leveres også af Bjarne Reuter (født 1950, debut 1985), som stiller skarpt på Thomas-skikkelsen og elegant får gjort ham til det privilegerede øjenvidne i dagene frem til skærtorsdag, hvor soldaterne - med Kajfas' udtryk - pågriber ”den største og mest farlige gudsbespotter, verden nogensinde har set”. Fortællingen slutter således - og læg mærke til adjektivet fra Kingos salme og bogens titel: ”Over dem var firmamentet kulsort, regnen faldt i lange, grågrønne søjler, som bar på en sød duft af brændt honning, nybagt brød og friskt blod.”

Når jeg skrev, at de egentligt bibelformidlende bidrag unddrager sig referat, tænkte jeg især på antologiens længste tekst, hvori Anne Lise Marstrand-Jørgensen (født 1971, debut 1998) dristigt genfortæller hele forløbet langfredag, men i et sideløbende spor lader en rejsende dagbogsskriver vandre ad sin egen Via Dolorosa. Efter læsning af denne på én gang barske og blide dialogiske komposition, som i det ene spor slutter med Jesu sidste ord på korset og i det andet med verbet 'græde', er man klogere på, hvad lidelse er. Og parat til at forære bogen til hvem som helst.