Hvad nu hvis dårligt vejr ikke havde stoppet et gigantisk bombardement af Danmark?

Ikke meget tyder på, at store lidelser skaber bedre mennesker. Det havde næppe heller været tilfældet i slutningen af Anden Verdenskrig

Mere end 90 procent af den tyske by Dresden blev ødelagt under kraftige luftbombardementer. Danmark kunne have lidt samme skæbne, mener historikere, idet et stort hold bombefly på grund af dårligt vejr vente om fra togtet mod Danmark.
Mere end 90 procent af den tyske by Dresden blev ødelagt under kraftige luftbombardementer. Danmark kunne have lidt samme skæbne, mener historikere, idet et stort hold bombefly på grund af dårligt vejr vente om fra togtet mod Danmark. Foto: Wikimedia Commons.

Den 5. maj 1940 skrev den unge professor i kirkehistorie Hal Koch i et brev til sin ældre kollega Carl Roos, professor i tysk: ”Og jeg tror, at det blev lettere for os at komme i det rette Forhold til Virkeligheden, om vi ogsaa oplevede noget af Krigens Forfærdelse (...) og jeg tror, at vi trænger til større Ofre end at savne Automobiler og Tobak.”

Hal Koch er en af mine helte, både på grund af hans indsats i Dansk Ungdomssamvirke under Besættelsen og hans kritik af retsopgøret bagefter. Så han er her kun citeret for at vise, hvad en klog mand i sin fortvivlelse over Besættelsen kunne finde på at skrive. For hvad nu hvis ”krigens forfærdelse” var kommet over os? Og hvad nu hvis det var vore venner og senere befriere, som havde bragt den?

Det Kongelige Bibliotek havde for nogle år siden en udstilling af danske privatbreve fra det 20. århundrede. Et af dem var et brev fra 1940 eller 1941 fra en ung københavnsk pige, der er i huset i Aalborg: Hun har det godt, blot håber hun, at der ikke falder engelske bomber. Der er ingen som helst grund til at tro, at hun havde noget til overs for tyskerne. Men i det daglige var det ikke dem, der udgjorde den fysiske trussel. Det var englænderne, hvis og når de angreb Aalborg flyveplads (Rødslet).

I Henrik Skov Kristensens, Klaus Kofoeds og Frank Webers bog ”Bomber over Danmark” (1988, 2. udgave 2012) kan man læse om de angreb og om mange andre (om Shellhuset også her i avisen den 16.3. og den 24.3.). Et gigantisk amerikansk bombardement af Danmark var planlagt til at finde sted den 2. april 1945, i går for 75 år siden. Det skulle ødelægge resterne af det tyske luftvåben og forhindre en tysk tilbagetrækning gennem Jylland. Styrken bestod af ikke mindre end ”708 svære firemotores bombefly”, som skulle ”udslette seks flyvepladser i Danmark”. Det var cirka halvdelen af den styrke, som bombarderede Dresden i februar 1945. Dertil jagereskorte, som var klar til at skyde på det meste af det, der bevægede sig.

Men vejret var for dårligt, og flyene, som allerede var undervejs, vendte om igen. De måtte ikke kaste bomberne kun ved radar, det var for upræcist og ville gå for hårdt ud over civilbefolkningen: ”Danmark blev betragtet som en venligsindet nation,” og det skulle man ikke sætte på spil, især ikke, hvis man snart rykkede ind i landet.

Angrebet blev udskudt til dagen efter, men vejret var atter dårligt, og bagefter var andre ting vigtigere, så det blev helt aflyst. Havde det fundet sted, ville det uanset større præcision have afstedkommet betydelige civile tab. Befrielsen den 5. maj var uden tvivl alligevel blevet hilst velkommen. Men det havde muligvis ikke været med helt den samme begejstring, hvis megen infrastruktur var blevet ødelagt og mange danskere omkommet.

Historikere giver sig normalt ikke af med såkaldt kontrafaktisk historieskrivning. Men i antologien ”Besættelsen. Hvad nu hvis” (2003, redigeret af Jakob Sørensen) har Steen Andersen skrevet et kapitel om, hvordan det kunne have set ud, hvis angrebet var blevet gennemført. I denne klumme er pointen kun at minde om, hvor usandsynligt heldigt Danmark slap gennem Anden Verdenskrig. Besættelsen var væsentligst en fredsbesættelse. I den længste del af den beholdt danske myndigheder kontrollen med det meste. Langt de fleste danske jøder blev reddet. Og i april 1945 var selv vejret med os.

Krigens forfærdelse kom kun i ringe grad til os, sammenlignet med forholdene alle andre steder. Som Christian X skal have sagt til Erik Scavenius ved dennes afskedsaudiens den 5. maj 1945: ”Vi opnåede da, at København ikke blev bombarderet, og at landet ikke blev ødelagt.”

Om vi var blevet en bedre nation, hvis vi havde oplevet det, Hal Koch i et andet brev kaldte ”Krigens forfærdende Barmhjertighed”, må betvivles. Ikke meget tyder på, at store lidelser skaber bedre mennesker.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.