Forvent ikke en formfuldendt bog, når du tager ”Hengiven” i hånden. Her ligger den i øvrigt godt – lille og lækker, poetisk og praktisk, som den er.
Indholdet er ujævnt og rummer mange genrer: dagbogen, rejserefleksionen, novellen, det korte essay, bønnen, ordsproget, erindringen, digtet. En blandet landhandel, javist, men bedre end en standardiseret butikskæde, for nu at blive i detailhandelssproget. Patti Smith har ikke noget, hun skal sælge, hun vil bare gerne have læseren til at lytte.
Bogens hjerte er ikke den novelle om en skøjteløber, der i sider fylder mest, men de løbende bemærkninger om at skrive. Her nærmer den amerikanske sangskriver og forfatter til det eminente erindringsværk ”Just Kids” sig digtekunstens ældgamle dilemmaer: poeten som spændt ud mellem sansning og refleksion, livsnyder og livsfornægter, tomhed og Gud.
For hvorfor er det, at digteren – og vi andre med, de fleste kender det jo godt fra egen erfaring– ikke kan være sammen med andre mennesker hele tiden, men med mellemrum må søge isolationen og stilheden? Og hvorfor er det ofte kunst, og ikke liv, der inspirerer til mere kunst?
Er man optaget af spørgsmål som disse, er ”Hengiven” uomgængelig. Med Smiths egne ord: ”Hvorfor føler vi en drift imod at skrive, mod at spinde os ind i vores egen kokon, fordybet i ensomhed, trods andres ønsker? Virginia Woolf havde sit værelse, Proust sine tilskoddede vinduer, Marguerite Duras sit tavse hus, Dylan Thomas sit beskedne skur. Alle søgte en tomhed, som kunne fyldes med ord, ord der kan gennemtrænge jomfrueligt land, slå revner i sammensætninger, som ingen endnu har gjort krav på, give sprog til det uendelige, ordene som formede ’Lolita’, ’Elskeren’, ’Our Lady of the Flowers’.”
”Hengiven” er fyldt med kunstnernavne, men den lukker ikke indforstået læseren ude. Smith reagerer impulsivt på det, hun selv læser, og følger i dele af den nye bog i hælene på filosoffen Simone Weil og nobelpristageren Patrick Modiano. Inspirationen, det løsrevne citat og det lette indfald får hende til at handle: Nu skal Simone Weils grav besøges. Af sted!
Derude på kirkegården Bybrook Cemetery i engelske Ashford øsregner det, og graven er umulig at finde. Man får indtryk af, at Smith lever et liv uden iPhone og Google Maps, og det er jo skønt, men fra de sociale medier ved man, at hun ikke er nogen kostforagter eller maskinstormer. Nok er hun romantiker i hjertet, men Rimbaud, en af hendes helte, ville sikkert også være på Instagram, hvis han levede i dag. Så der er elementer af fiktion i det, når Smith foregøgler, at hun ikke kan finde rundt på kirkegården.
Men så kommer hun i tanker om sin døde bror, Todd, beder til ham, og så: ”Jeg mærkede, hvordan hans hånd ledte mig fremad.” Hun finder med Todds hjælp graven og fyldes af kærlighed midt i regnen og døden. Denne rejse kan læseren sagtens være med på, selvom man aldrig selv har læst et ord af Weil.
Det er i kunsten og metafysikken, at Smiths inspirationer kommer fra. Hun lever med kunst, men der, i kunstens rum, kan man heller ikke være hele tiden. Man må ud – og lave mere kunst. Her sidder hun i forfatteren Albert Camus’ tidligere hjem og åbner en kulturskat: et efterladt manuskript fra den franske eksistentialist.
Men tankerne flyver, bevidsthedens vinger bevæger hende:
”Efterhånden mærkede jeg et velkendt skift i min opmærksomhed, nemlig den tvang som forhindrer mig i helt at overgive mig til et kunstværk, dét som får mig til at forlade salene i et elsket museum og skynde mig tilbage til mit eget tegnebord, med andre ord det, som presser mig til at lægge Blakes ’Sange om uskyld’ fra mig for, ligesom Blake, at opleve et glimt af det guddommelige, der måske også kan blive til et digt. Dét er den afgørende kraft i et enestående værk: et kald til handling. Og jeg bliver igen og igen overmandet af den hybris at tro, at jeg kan besvare dette kald.”
Danske Karen Blixen sagde, at længslen er pantet på, at det, vi længes efter, er til. Om Smith har læst Isak Dinesen, som hun jo hedder i Smiths elskede USA, hvor Blixen først slog igennem, melder historien ikke noget om. Men de kunne nok godt blive enige, de to. Begge vil de svare, når de hører kaldet.
Da ”Hengiven” udkom på originalsproget, skrev avisen Financial Times i en rosende anmeldelse: ”Kan nydes i ét stræk og dog så tankevækkede, at den kan læses flere gange.” Om den er en nydelse at læse, er et åbent spørgsmål, for den er som sagt ujævn og fragmenteret. Bare man ikke forventer det forkerte. Men fragmenter kan selvsagt også nydes, og ja, ”Hengiven” kan læses flere gange, alene for en sætning som denne:
”Hvad ønsker jeg? At skrive noget fint, noget der vil være bedre, end jeg er; noget som vil retfærdiggøre mine forsøg og mine indiskretioner; at levere et bevis på, gennem en kamp med ordene, at Gud eksisterer.”
Lykkes dette – Gudsbeviset – i denne bog? Nej. Men gør forsøget indtryk? Ja.