Prøv avisen

Hvad siger man egentlig til en ven, der har mistet?

I alt 13 amatørskuespillere – unge og voksne – der alle har mistet enten en forælder, kæreste eller et barn, har fået til opgave at spillle, synge og rappe deres sorg ud over scenekanten. – Foto: Betty Nansen.

På Betty Nansen Teatret i København opfører 13 sorgramte unge og voksne stykket Sig noget!, der handler om det svære møde mellem den, der har mistet, og omverdenen. Målet er at få publikum til at komme ud af skallen og turde tale om døden

Der bliver længere og længere mellem ordene, når Hamza taler. Han synker en gang og puster ud. Den 18-årige fyr, hvis familie oprindelig kommer fra Marokko, er ved at fortælle om foråret for tre år siden, da hans far pludselig fik meget ondt i maven, da han var på rejse i udlandet.

Som familiens lille mand bestilte Hamza billetterne hjem til Danmark og hjalp sin far på hospitalet. Med voldsomme smerter blev faderen lagt i koma, men lægerne kunne ikke forklare, hvad der var ved at ske over for Hamza, hans mor og lillesøster. Det var om fredagen, at Hamzas far ganske kort slog øjnene op mod pladerne i hospitalsstuens loft og lukkede dem igen. Lørdag fik familien at vide, at han ikke ville klare den.

LÆS OGSÅ: Angsten for at binde sig

Æj. Når jeg fortæller om det sådan her, så ender det altid med, jeg begynder at græde, siger Hamza undskyldende, men får så et klem om skuldrene af 23-årige Ferose, der sidder ved siden af, mens 19-årige Josefine med krøllerne rækker armen ind over bordet for at tage hans hånd. Det hjælper.

De tre unge er alle medvirkende i et nyt teaterstykke på Betty Nansen Teatret, der handler om, hvordan vi reagerer på hinandens sorg. I alt 13 amatørskuespillere unge og voksne der alle har mistet enten en forælder, kæreste eller et barn har fået til opgave at spille, synge og rappe deres sorg ud over scenekanten. Stykket er blevet til i samarbejde med organisationen Contact, der udgår fra Betty Nansen Teatret og siden 2004 har lavet projekter med kulturmødet mellem os og det fremmede som tema.

Sig noget! skal vise, at mødet mellem en sørgende og en ikke-sørgende også er et clash et kulturmøde, hvor det, der skal overvindes, er et enormt tabu.

Umiddelbart kan det lyde som noget tungt teater. Men meningen er ikke, at publikum skal tvinges til at betragte en terapigruppe på de skrå brædder, forklarer Ferose, der som 10-årig mistede sin far:

Jeg kan da godt forstå, hvis folk hellere vil gå en tur i solen og spise softice end komme herind i teatermørket. Men vi kommer jo alle sammen ud for dette her på et tidspunkt! Vi synes selv, forestillingen giver en slags lethed, fordi vi hjælper folk til at turde give det dér klap på skulderen. Og det gør en større forskel, end man tror.

Prøverne er ved at være i slutfasen, og i hjørnerne rundt omkring scenen på Betty Nansen Teatret sættes mikrofoner fast, synges stumper af en smertelig sang og trænes replikker.

Ferose, der til daglig arbejder som pædagogmedhjælper, har godt styr på sin rolle i stykket allerede. Da hendes far døde for nu 13 år siden, fik den 10-årige pige alt det overordnede at vide: Far er syg, far har noget, der hedder kræft, far bliver ikke rask, far er død. Men hele tiden havde hun en stærk fornemmelse af, at familien forholdt hende det vigtigste: at tale om, hvordan det føltes.

De har vel tænkt, at børn bare skal skøjte hen over det og ikke involveres for meget. Men når jeg i dag ser på ungerne i børnehaven, hvor jeg arbejder, tænker jeg bare: De hører alt, forstår alt, de ved ALT.

I stykket skal Ferose skal både synge og fremsige en vredes-monolog, og begge dele har givet en ro til at komme videre.

I virkeligheden var det blevet en replik for mig at tale helt mekanisk om min fars død, hvis talen faldt på det blandt vennerne. Men inden i mig har der jo længe siddet en vred lille pige, som havde brug for at få kontakt til sine følelser, siger hun.

Josefine på 19, der skal starte på HF efter sommerferien, er den eneste medvirkende i stykket, der ikke har mistet. Og så alligevel. Efter en turbulent opvækst med forældredruk og splid i familien fik hendes mor et hjertetilfælde for ni år siden. Moderen var væk i syv et halvt minut, hvor hjernen ikke fik ilt. Det var det, der slettede Josefine fra hendes hukommelse.

Fra den dag, det skete, har hun ikke kunnet huske, at jeg er hendes datter. Så jeg ser hende som én, jeg har mistet. I dag er hun kun skroget af det, hun var engang, siger den krølhårede pige nøgternt.

I stykket har Josefine en monolog, hvor hun fortæller om det håb, hun har, hver gang hun besøger moderen på plejehjemmet, og hvordan hun, hver gang de drikker kaffe, mister et lille stykke mere. Men også hvordan en af moderens bekendte en dag gjorde hende noget så glad til en familiefest:

Guud, du er da Gittes datter, ikke?, sagde den bekendte. Du ligner din mor på en prik! Sæt dig ned, så skal jeg fortælle en historie fra gamle dage! siger hun i monologen.

Henvendelser som denne, der tager brodden af alt det betændte og tager udgangspunkt i livet, er Josefine begyndt at samle på.

For Hamza, der hader, at han endnu ikke kan fortælle vennerne om sin far uden at græde, har det hjulpet at få nogle faste replikker at udtrykke sin sorg igennem, siger han. For eksempel den rap, som han lige nu sidder og øver i teatersalen med instruktør Ali Sufi. Hamza fremsiger linjerne med energiske håndbevægelser og indlevelse. Men det der med at ramme beatene med den rigtige tyngde kræver lige et par gennemspilninger. Rappen, som skal sidde i skabet fra på søndag, er til hans far:

Jeg glæder mig til den dag, vi mødes igen. Inshallah, (om Gud vil, red.). Vi mødes igen, lyder versets sidste linje.