Udstilling om grænselandet mangler sammenhæng

Manglende helhed, men gode enkeltoplevelser ved ny udstilling på Museet for Religiøs Kunst

O.D. Ottesens ”En Rose i Soldatens Knaphul” (1884) er malet til en velgørenhedsbasar for veteraner fra krigen i 1864 og påfaldende ved, at soldatens ansigt ikke er afbildet. Det skyldes, at alle soldater skal kunne identificere sig med maleriet. – Foto: MSJ-Kunstmuseet Brundlund Slot.
O.D. Ottesens ”En Rose i Soldatens Knaphul” (1884) er malet til en velgørenhedsbasar for veteraner fra krigen i 1864 og påfaldende ved, at soldatens ansigt ikke er afbildet. Det skyldes, at alle soldater skal kunne identificere sig med maleriet. – Foto: MSJ-Kunstmuseet Brundlund Slot.

Jeg undrede mig, da jeg læste, at Museet for Religiøs Kunst i Lemvig ville vise en udstilling med ”Kunst fra Grænselandet”. Kunne det virkelig være en opgave for dette museum? Jeg spørger fortsat efter at have set udstillingen.

Ganske vist byder den på glimrende værker af betydelige kunstnere som eksempelvis C.W. Eckersberg og blandt de nulevende Claus Carstensen. Så niveauet for de enkelte bidrag er der ikke noget i vejen med. Men det er der så til gengæld med helheden. For den manglende eller i hvert fald diffuse helhed. Det eneste de 27 deltagende kunstnere, der tidsmæssigt spænder over mere end 300 år, stort set har tilfælles er, at de enten er født i eller har været aktive enten i Sønderjylland eller i de gamle hertugdømmer Slesvig og Holsten. Hverken med hensyn til motiver eller stil er der indlysende forbindelseslinjer mellem dem.

De viste værker, der er udlånt af Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa, er valgt på baggrund af særlig opmærksomhed over for det religiøse og det eksistentielle. Og udstillingen er – som det formuleres i museets pressemeddelse – ”løst bygget op omkring temaer som mytologi, døden, landskaber og overgange. Overgange mellem liv og død og mellem luft og vand, eller mellem det der er, og det der ikke er”. På den måde søges grænselandstemaet almengjort. For så vidt udmærket – men ikke nok til at sikre udstillingen en overordnet relevans.

Et højdepunkt på udstillingen er et dramatisk korsfæstelsesbillede i stærke farver, Willi Birckners ”Kristus på korset” fra cirka 1962. – Foto: MSJ-Kunstmuseet Brundlund Slot.
Et højdepunkt på udstillingen er et dramatisk korsfæstelsesbillede i stærke farver, Willi Birckners ”Kristus på korset” fra cirka 1962. – Foto: MSJ-Kunstmuseet Brundlund Slot.

Men som allerede antydet: Ved mødet med flere af de enkelte værker er der fine oplevelser at hente. Dette gælder i høj grad det udaterede ”På vej til aftengudstjeneste” af Jeppe Madsen Ohlsen (1891-1948). Billedet med dets særegne, intense stemning viser nogle skarpt stiliserede kvinder uden individuelle træk på vej mod indgangen til Brødremenighedens Kirke i Christiansfeld. De dæmpede farver står i kontrast til den orange aftenhimmel. Og netop det himmelske er et centralt tema, det som alt på billedet peger op imod.

Døden har en central rolle hos denne kunstner, således også i et billede fra kirkegården i Christiansfeld, skildret i et stemningsskabende og ikke spor romantisk måneskin. Dødningesmåneskin. Overgangen til døden – sandsynligvis selve dødsøjeblikket – beskrives stærkt, næsten makabert og under alle omstændigheder særdeles nærværende af Nikolaus Wehding (1932-2018) i et værk fra 1987, fremstillet i bemalet brændt ler.

Morbidt til stede er døden i et billede fra 1968 af Willi Birckner (1941-1994) – ansigterne hos de forsamlede ved et billardbord er fastholdt sent i den proces, der skal ende med, at de bliver til kranier. Derfra er der langt til stilheden i ”En rose i Soldatens Knaphul” (1884) af O.D. Ottesen (1816-1892), malet til en velgørenhedsbasar for veteraner fra krigen i 1864 og påfaldende ved, at soldatens ansigt ikke er afbildet. Det skyldes, at alle soldater skal kunne identificere sig med maleriet.

Et højdepunkt på udstillingen er et dramatisk korsfæstelsesbillede i stærke farver, skabt omkring 1962 af nævnte Willi Birckner. I forgrunden en forvrænget Kristus, blottet i sin lidelse, i baggrunden sort tumult og over det hele en blodigt rød himmel.

Det mest radikale forsøg på at frigøre overgangstemaet fra en historisk kontekst er ”Borrowed Space” (lånt rum) udført i 2013 af Karin Lind (født 1969). Værket består af to Kina-stole af Hans J. Wegner og et trægitter, hvor den nederste del er udskåret i en halvcirkel. Stolen er destrueret – således at dens praktiske funktion er fjernet. Og derved opstår et nyt rum i rummet, kun eksisterende via sit fravær. Værkets indhold er det, der ikke er.

Med hensyn til finurlighed går ”prisen” til Mette Winckelmann (født 1971) for et billedtæppe – der også er en tekstcollage – udført i 2013 som en smilende, men ikke af den grund harmløs kommentar til det sønderjyske kaffebord. Vi læser blandt andet om en bedstemor, der kunne drikke 22 kopper kaffe. Og om en – synes ”man” – upassende selvpromovering, der da også skydes ned: Hvad hjælper det, at en værtinde ikke ville ”nøjes” med at servere fire lagkager, når den femte, der føjedes til, var så hård, at der – ifølge det nådeløse gæstevid – skulle en økse til for at hugge den i stykker?

Den, der søger, skal finde: Jeg havde det bedst med ”Kunst fra Grænselandet” – og fandt en del – når jeg ikke lod frustrationen over udstillingens manglende sammenhæng ødelægge glæden over de mest udfordrende af de præsenterede værker.